Tidligere chefredaktør er nu ’fremtidskorrespondent’: ”Vi skal opruste vores viden, og den skal være grøn”

”Når samfundskraften i Danmark stadigvæk er så relativt stærk i forhold til andre lande, så er det, fordi vi er vokset op med et demokratisk tankesæt, som rækker langt længere, end at vi bare skal stemme hver fjerde år,” forklarer hun.

Det handler også om, at vi diskuterer eller stemmer os frem til beslutninger om, hvad klassekassen skal bruges til, eller hvornår andelsforeningen skal have nye altaner.

I den nye grønne oplysningstid ved vi, at naturen ikke bare er til for os, men at vi er lige så afhængige af naturen. Og den oplysning skal forme vores fremtidige beslutninger, så vi kan indrette vores samfund på en ny og langt mere bæredygtig måde.

Troen på fremtiden

Den seneste oplysningstid var i 1700-tallet, hvor der udfoldede sig videnskabelige, kulturelle og filosofiske tanker om, at mennesket kan påvirke sit eget liv og ikke kun er overladt til sin skæbne. Troen på fremtiden var optimistisk.

Men nu tyder det på, at vi i Danmark har mistet troen på fremtiden. I dag tror kun 24 procent af danskerne på, at deres efterkommeres liv bliver bedre end deres eget liv, ifølge en undersøgelse fra Instituttet for Fremtidsforskning. 32 procent mener endda, at deres efterkommeres liv bliver værre eller meget værre.

Vores egen skepsis og manglende evne til at forestille os en anderledes fremtid er også den største udfordring, som den nye grønne oplysningstid står overfor.

”Vi bliver nødt til at træne vores forestillingsevne sammen. Den fremtid, vi går og forestiller os, er også den fremtid, vi forbereder os på, laver lovgivning til, træner vores organisationer til og investerer i,” siger Tanja Nyrup Madsen.

Skab minder

Almen dannelse rækker langt ud over skolesystemer, forklarer Tanja Nyrup Madsen. Men vores uddannelsesinstitutioner er også et sted, hvor vi kan træne vores forestillingsevne og vores forhold til naturen.

”Jeg ville ønske, at alle børn i skolen lærte om planetens grundlæggende systemer, de ni planetære grænser, og hvad det vil sige at ramme et tipping point. Den intuitive forståelse af, hvordan økosystemer virker, er vigtig for os alle,” siger hun.

For at skabe et bedre forhold til naturen skal en langt større del af undervisningen foregå i naturen. Det kan både være klassiske udflugter, men også ganske almindelig undervisning.

”Vi har flyttet os selv ind i byerne, så det kan være svært at passe på naturen, hvis man ikke kender den. Det kunne jeg godt drømme om, at der var mere af i uddannelsessystemet,” siger hun.

Tanja Nyrup Madsen tænker tilbage på en oplevelse, hun selv havde i fjerde klasse. Hendes skolelærer bad hende og hendes klassekammerater om at møde et par timer før skoletid. Derefter gik de sammen op på en bestemt bakke, som var lærerens yndlingssted at se solopgang.

”Så stod vi der sammen og så solen stå op. Jeg kan mærke det i maven endnu, hvilken fantastisk oplevelse det var. Det er ikke fordi, jeg aldrig havde set en solopgang før. Men det at vise solopgangen den respekt, at vi brugte tid på at være i det sammen og forundres over naturens under, det gjorde et kæmpe indtryk på mig,” siger hun.

Men det handler ikke kun om at observere, eller hvordan vi udnytter jordens ressourcer. Elever skal lære, hvordan vi reparerer den natur, vi har ødelagt. Det kan være ved at samle plastik på stranden eller ved at passe en maritim nyttehave.

”Vi skal have klimahandling ind i undervisningen. Når vi mennesker har ødelagt naturen så meget, har vi også et ansvar for at være med til at reparere den. Vi skal være omsorgspersoner for naturen. Ikke bare nogen, der udnytter den til vores egen vinding,” siger hun.

Inden for planetens grænser

Det handler måske ikke kun om at træne forestillingsevnen og få gode oplevelser i den natur, vi skal motiveres til at passe på. Meget handler også om at blive inspireret af andre, så vi kan bevare håbet for fremtiden.

Så hvad giver fremtidskorrespondenten håb?

”Det, der giver mig håb, er, at utrolig mange mennesker arbejder på at skabe den fremtid, de ønsker at leve i. Det er ikke altid lige synligt i den brede offentlighed, fordi det foregår i udkanten af mainstream, i små iværksættervirksomheder, nonprofit fællesskaber, lokalt og i sprækkerne mellem de store virksomheder og institutioner, som er bygget i den gamle verden og har svært ved at vriste sig fri af den,” siger hun.

Hun nævner Reduction Roadmap som et eksempel. Det er et måleværktøj, som er udviklet af aktører i byggebranchen, og som kan bruges til nye byggeprojekter. Roadmappet gør det muligt at beregne reduktionsmålet for udledningen af drivhusgasser for et byggeprojekt. Med andre ord viser det, hvordan vi skal bygge, hvis vi vil leve op til Parisaftalen.

Ifølge Tanja Nyrup Madsen har projektet allerede sat gang i samtaler om, hvordan vi skal bo i fremtiden. Skal vi bo på mindre plads? Skal vi bo i dele boliger? Stoppe med at bygge nyt? Eller renovere på nye måder med mere bæredygtige materialer?

”De har vendt regnestykket om og taget udgangspunkt i planetens begrænsede ressourcer. Når man først tager det udgangspunkt, stiller det en lang kæde af nyttige spørgsmål. Mit håb er, at alle de spændende initiativer, der sker uden for de store virksomheder, får luft under vingerne. Det er dem, der viser, at det godt kan lade sig gøre at leve gode liv inden for planetens grænser,” siger hun.

Den nye grønne oplysningstid stiller store krav til os. Den kræver, at vi er villige til at ændre den måde, vores systemer fungerer på, og den måde, vi lever på, og at vi handler på vores ambitioner. Men først må vi turde tænke på og tale om forandringerne, hvis vi faktisk vil forme fremtiden, lyder opfordringen fra fremtidskorrespondenten