15. marts 2026
Uganda går foran med pleje og omsorg for de døende. I den sidste tid skal ingen være i smerter
Selvom der er lang vej, er Uganda blevet et foregangsland for palliativ behandling i Afrika. ”Det handler om at komme ud til patienterne og gøre deres sidste tid så værdig og så rig som muligt,” siger læge.
Hands of elderly woman in Uganda, Africa Foto: Ozbalci, iStock
I en lille hytte i den fattige Busoga-region i det østlige Uganda ligger en patient. Familien sidder på måtter på gulvet omkring. Et lille hold sundhedsmedarbejdere kommer ind.
De er fra Rays of Hope Hospice Jinja, og deres arbejde er at hjælpe mennesker med alvorlige og livstruende sygdomme. Mennesker, der har brug for lindring og omsorg i livets sidste fase.
Det, der kaldes for palliativ behandling – altså ikke behandling, der skal helbrede, for den mulighed er forbi. Men behandling, der lindrer smerte og skal gøre den sidste tid komfortabel og nænsom for alvorligt syge patienter.
“Når vi kommer ud til en patient første gang, taler vi både med patienten og de pårørende. Vi spørger ind til, hvad patienten fejler og undersøger dem, hører om de har børn, hvem der kan hjælpe dem i hverdagen, – og hvad de er mest bekymrede for,” fortæller danske Margrethe Juncker.
I 11 år har hun arbejdet som frivillig læge for det lille lokale hospice i Uganda. Hun har været med til at gentænke hele måden, hospicet arbejder på, etableret mobile teams i firehjulstrækkere, der kører ud til landsbyer for at opsøge og behandle patienter, og været med til at oplære utallige sundhedsmedarbejdere.
“Det medicinske er kun en del af arbejdet. Folk er ekstremt fattige og har måske ikke råd til mad, og så hjælper vi også med det. Derefter giver vi den medicin, der er nødvendig, og aftaler næste besøg.”
For i sidste ende kan palliativ pleje betyde forskellen på en ensom, lidelsesfuld død og at dø med værdighed, siger Margrethe Juncker.
“Det handler om at komme ud til patienterne, og gøre deres sidste tid så værdig og så rig som muligt, så de kan leve deres liv hver dag til den sidste dag. Det betyder alt for dem, selvom de godt ved, at de skal dø.”
I langt størstedelen af tilfældene er det først når et hospice-team som holdet fra Rays of Hope dukker op, at patienter i fjerntliggende landsbyer får lindring. Og muligheden for hjemmebesøg fra et hospiceteam og Ugandas ambitiøse mål på det palliative område gør det faktisk til et foregangsland i Afrika.
●I Uganda bor der cirka 45 millioner mennesker.
Omkring 41 procent af befolkningen vurderes til at leve i ekstrem fattigdom, og Busoga-regionen anses for at være et af de absolut fattigste områder i landet. Her lever 80 procent i landdistrikter med dårlig adgang til uddannelse, sundhed og arbejde.
●Rays of Hope Hospice Jinja er de eneste, der yder palliativ pleje i Busoga-regionen, som er på størrelse med Sjælland, og hvor der bor omkring 4,5 millioner mennesker.
Rays of Hope Hospice Jinja
Rays of Hope Hospice Jinja blev grundlagt i 2005 og startede som et hospiceprogram med hjemmebesøg hos alvorligt syge patienter.
I 2025 modtog 1.579 patienter palliativ behandling gennem deres hjemmebesøg. Omkring 75 procent af patienterne har kræft.
Behandlingen er gratis for patienterne og omfatter smertelindring, behandling af symptomer og psykosocial støtte til både patienter og familier. Samtidig giver Rays of Hope behandlingsstøtte til patienter med kræft, som kan behandles, men som ikke har råd til udgifterne til diagnose og behandling.
Arbejdet foregår som hjemmebehandling med regelmæssige, planlagte besøgt fra mobile sundhedsteams, der når ud til de fjerneste hjørner af regionen.
En sundhedsmedarbejder fra Rays of Hope Hospice Jinja besøger en patient i det østlige Uganda. Foto: Rays of Hope Hospice Jinja
Vinder langsomt frem
I næsten fire ud af fem afrikanske lande findes der ingen adgang til basal palliativ behandling.
Mange af landene har mange andre sundhedsproblemer, der kommer først – alt fra lave vaccinationskampagner til at bygge sundhedshuse. Sådan er det også i Uganda, hvor omkring en tredjedel af befolkningen lever i fattigdom.
Alligevel begynder palliativ pleje at fylde mere i Afrika, hvor adgangen er vokset med 38 procent siden 2017 – men altså fra et lavt udgangspunkt. Og især Uganda har fokus på at gøre noget for dem, der har brug for pleje i den sidste tid, fortæller Mark-Donald Mwesiga. Han er administrerende direktør for Palliative Care Association of Uganda, en brancheorganisation, der arbejder for at styrke muligheden for, at flere ugandere kan få hjælp i den sidste tid.
“Uganda har sat tempoet for fremskridt, når det kommer til palliativ pleje i Afrika,” siger han.
Uganda
er det første – og eneste – land i Afrika, der nu er klassificeret på det “højeste udviklingsniveau” for palliativ behandling, af ATLANTES, Det Globale Observatorium for Palliativ Pleje. De er også det eneste lavindkomstland i verden, der har nået det niveau.
Det er fordi:
- at der findes palliative afdelinger på hospitaler i hovedstaden Kampala
- at sundhedsmedarbejdere kan blive uddannet i palliativ behandling
- at læger og sygeplejersker kan give stærkt smertestillende medicin, som morfin.
Smertestillende medicin
Adgangen til morfin er en stor grund til, at Uganda har et avanceret niveau af palliativ behandling. I Uganda er morfin gratis, og både læger og palliative sygeplejersker må give medicinen, der er en effektiv smertelindring. Det er kun i 11 andre afrikanske lande, at der overhovedet er adgang til morfin.
“Men når man ser på, hvor mange af sundhedsfaciliteterne i Uganda, der har morfin, er det kun 10 procent. Det betyder, at størstedelen af patienter med behov for lindrende behandling, fortsat vil have smerter,” siger Mark-Donald Mwesiga.
Behovet er dog langt større end behandlingsmulighederne. Store afstande til hospitaler og udbredt fattigdom betyder, at mange aldrig får den hjælp, de har brug for. Så der er altså fortsat behov for at udbrede palliativ pleje, understreger Mark-Donald Mwesiga.
“Der er flere behandlingssteder i større byer og meget få i landområderne. Selvom 70 procent af befolkningen har mindst et sted, der tilbyder palliativ behandling i deres region, så er det i så fattige og afsides områder, at det for mange er umuligt at gøre brug af det.”
Men det bliver altså langsomt bedre både i Uganda og på kontinentet.
I 2025 udkom ATLANTES, Det Globale Observatorium for Palliativ Pleje med en rapport, der rangerer verdens landes niveau af palliation. På grafikken ses niveauet for landene i Afrika, hvor Uganda skiller sig ud. Grafik: Teo Olsen
Den ensomme død i fjerntliggende landsbyer
For at forsøge at forstå omfanget af fattigdommen, og de forhold, som dødeligt syge patienter har i Busoga – hvis de ikke får besøg af en sundhedsmedarbejder fra Rays of Hope – så skal du prøve at forestille dig det her.
“De fleste af vores patienter er meget fattige. Vi finder dem I små hytter, hvor de ligger på lerstampede gulve, ofte med meget alvorlige sygdomme,” fortæller Margrethe Juncker.
Området har ikke noget rindende vand, og sådan en hytte har hverken toilet eller bad. Forholdene er rent ud sagt kummerlige, og fattigdommen er ekstrem.
Hvis patienterne er heldige, så har de familie, venner eller naboer, som tager sig af dem. Men det er ikke et sjældent syn, at en patient ender helt uden hjælp, forklarer Margrethe Juncker.
“En patient med eksempelvis livmoderhalskræft vil ofte ende alene. Sygdommen gør, at hun har udflåd, der lugter meget, meget grimt, og det er frygteligt stigmatiserende. Hun vil sidde helt alene i sin hytte, for der er ingen, der kan holde ud at være i nærheden af hende.”
Jo værre patienten får det, jo sværere bliver det for pårørende at tage sig af dem.
Der kommer ikke nogen læge forbi for at give behandling eller medicin, og som sygdommen skrider frem, får patienten mere og mere ondt. Og uden smertestillende medicin er der ingen lindring.
Det er i hytter som disse, i byen Jinja i Busoga-regionen, at patienter oftest bor, når Rays of Hope besøger dem. Foto: Inna Shport
Margrethe Juncker har besøgt landsbyer, hvor hun kunne høre en patient skrige af smerte, længe før hun nåede frem til hytten. Og det kan være svært at begribe den lidelse, som sådan en patient gennemgår, fortæller hun. Det er derfor, hun og hendes kolleger hjælper.
“Det handler om helt basal menneskelig værdighed. Det er umenneskeligt at skulle lide så meget. Det er forhold, som vi havde for mange hundrede år siden i Danmark. Man ville aldrig byde et menneske at dø på den måde i dag, men sådan er det stadig her.”
Det gør derfor en kæmpe forskel ude i lokalsamfundene, at Rays of Hope Hospice Jinja sidste år hjalp 1.579 mennesker med palliativ pleje. Men også fordi de forebygger og behandler sygdomme hos flere tusinde patienter om året, som ikke har råd til at gå til lægen, forklarer hun.
“Vores palliative pleje kan ændre hele forløbet af en livstruende sygdom, men vi arbejder også rigtig meget med forebyggelse. Vi oplyser om sygdomme, vaccinerer mod livmoderhalskræft, screener for brystkræft og undersøger folk, mens deres sygdom stadig kan behandles.”
Der dukker altid mange kvinder op, når Rays of Hope screener for brystkræft, fortæller Margrethe Juncker. Foto: Rays of Hope Hospice Jinja
En værdig sidste tid
En anden, der arbejder med palliativ pleje i Uganda, er Joyce Zalwango. Hun er palliativ sygeplejerske og har været det i 10 år. På en videoforbindelse fra Busiro-distriktet, der ligger udenfor hovedstaden Kampala, fortæller hun, at uddannelsen i palliativ behandling ændrede hendes tilgang til døende patienter.
“Når man er sygeplejerske, så lærer man at helbrede. Det er det, vi er uddannet til,” siger hun og fortsætter: “Men i palliativ pleje lærer vi, at selv når sygdommen ikke kan helbredes, er der stadig noget, vi kan gøre for patienten.”
Hun oplevede, at hun og hendes kolleger havde svært ved at håndtere de uhelbredelige og døende patienter. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle gøre. Men uddannelsen i palliation gjorde en stor forskel, forklarer hun.
“Det er meget svært for sygeplejersker at sige til nogen: ‘Du får det ikke bedre.’ Men på uddannelsen lærte vi, hvordan man siger til en patient, at det her ikke er gode nyheder – men vi stadig kan støtte dig og hjælpe dig med at leve meningsfuldt i din sidste tid.”
Samtidig kan det blive helt afgørende for en døende patients pårørende, at palliative sygeplejersker kan give støtte og aflastning.
“Der er mange tilfælde, hvor familien har lyst til at give op. Men når hospicepersonale kommer på banen, og en omsorgsperson får støtte, så er de i stand til at være der for deres pårørende,” fortæller Joyce Zalwango.
