12. april 2026
Verdens ældste is var en unik tidskapsel. Nu har Helle smeltet den
I en kælder i København er den ældste, sammenhængende iskerne, som mennesker nogensinde har haft fingrene i, blevet smeltet, målt og analyseret. Det giver vigtig viden om fortidens klima, som skal bruges i forskningen i dag.
Foto: Oleksandr Matsibura, iStock
Der er koldt. Som i virkelig koldt.
Jeg står midt i en stor fryser. Der er minus 35 grader, og når jeg suger luft ind gennem næsen, føles det som om, alle de små næsehår fryser til is.
Langs væggene er der halvtomme reoler, men på nogle af hylderne er der hvide flamingokasser, og de indeholder den – sandsynligvis – mest værdifulde is i verden.
Jeg er i kælderen på Niels Bohr Instituttet, for her har forskere de seneste tre måneder haft gang noget helt banebrydende: De har smeltet den ældste kontinuerede iskerne, som mennesker nogensinde har haft fingrene i.
Og ja, det er ret vildt. For den gamle is gemmer på hemmeligheder om klimaet for helt op til en million år siden, og det er viden, som er vigtig at have, hvis vi skal håndtere den klimakrise, vi står midt i.
”Det er noget af den ældste is, der nogensinde er blevet boret fra Antarktis,” siger Chantal Zeppenfeld, der er postdoc ved Niels Bohr Instituttet.
Hun er en af de mange forskere, der har været med til at smelte, måle og analysere den gamle is. Hun står med strikket hue, kæmpe vinterstøvler, tykke vanter og en vinterjakke i et rum lige ved siden af fryseren. Der er minus 15 grader, men til sammenligning med fryseren, er der næsten varmt.
”Der er stadig luft i isen, og det er, hvad vi måler her,” forklarer hun, imens hun hiver en meter lang iskerne op fra en hvid flamingokasse som den i fryseren.
”Vi er interesserede i drivhusgasserne – men de er ikke i luftbobler længere. Presset fra isen ovenpå er så højt, at luften er blevet inkorporeret i isen. Det gør, at isen er meget klar, og vi kan ikke se luften. Men når vi smelter den, så kan vi befri den og måle den.”
Det stykke af iskernen, Chantal Zeppenfeld står med i hænderne, er bare én af mange – nummer 2.511 for at være helt præcis. Det betyder, der har været 2.510 meter is over det stykke, hun står med.
●Projektet med at bore iskernen har navnet Beyond EPICA. Det er finansieret af EU og er et stort anlagt internationalt samarbejde med 16 partnere fra forskellige lande i Europa.
Chantal Zeppenfeld har masser af tøj på, for hun arbejder i en fryser, der er -15 grader kold. Her gør hun dele af iskernen klar til at blive smeltet ved at høvle millimeter af den værdifulde is af enderne. Det skal nemlig være helt rent, når isen smeltes. Foto: Eva Søe Olsen
Isstykket er langt, tyndt og firkantet, og så er den helt gennemsigtig og glimter lidt, når man vender den fra side til side.
Jeg kan ikke lade være med at spørge: Må jeg røre ved den?
Chantal tøver. Okay – men det skal gå hurtigt. Jeg må nemlig ikke smelte noget af den værdifulde is med mine varme fingre. Jeg rør den lynhurtigt. Isen er glat.
Langt, langt tilbage i tiden
Lad os lige forstå, hvad det her handler om. Iskerner er lange cylinderrør af is, som forskere borer op fra eksempelvis indlandsisen i Grønland eller, som det er tilfældet her, i Antarktis. Aldrig før har forskere boret en iskerne frem med så meget sammenhængende, gammel is. Og det er vigtigt, fortæller Helle Astrid Kjær, der er lektor ved Niels Bohr Instituttet:
”Iskerner er det eneste arkiv, vi rent faktisk har drivhusgasser i,” siger hun.
Helle Astrid Kjær forsker i fortidens iskerner for at forstå fremtidens klima bedre – og så leder hun arbejdet med at smelte den ældste iskerne nogensinde.
Hun står i et – lang varmere – laboratorie lige ved siden af fryserummene. Her er der skærme med forskelligt farvede grafer, ledninger med vand og luftbobler, maskiner, apparater og måleudstyr over det hele.
Og i midten af rummet står et gennemsigtigt skab, hvor der er placeret én af de mange stykker af den i alt tre kilometer lange iskerne. Den er i gang med at blive smeltet, og rundt om er en håndfuld forskere fuldt koncentreret i gang med at analysere smeltevandet og luften fra isen.
”Denne her iskerne er 500.000 år ældre end den tidligere ældste iskerne, vi havde. Så det er unikt at komme så langt tilbage i tiden,” fortæller Helle Astrid Kjær.
●Det er ikke hele iskernen, der er blevet smeltet i København. Forskerne har nemlig kun fået et stykke af den cylinderformede kerne. Der er også forskere fra Cambridge University, der har smeltet en anden del, og resten af den bliver gemt til andre undersøgelser.
De her små ledninger løber smeltevandet fra verdens ældste iskerne igennem. Boblerne indeholder drivhusgasser, der er en million år gammel. Foto: Eva Søe Olsen
Indtil da var den ældste is, forskere har analyseret, cirka 700.000 år gammel. Præcis hvor gammel denne her nye iskerne er, ved de ikke med sikkerhed endnu – men de gætter på, den sandsynligvis er 1,2 millioner år.
”Det er unikt at stå med så gammel is i hånden,” lyder det fra forskeren. ”Især når man tænker på sin historietræning. 1.000 år tilbage i tiden, det er tilbage til vikingerne. Hvad er 100.000 år så? Det er jo næsten ikke til at fatte, hvor lang tid tilbage det er – og så snakker vi ovenikøbet én million år tilbage.”
Her kan det være, du tænker det samme som mig: Skal jeg være bekymret for, at der bliver tøet noget op fra isen, som vi helst ikke vil have tøet op? Altså står vi i smeltevandet af den næste pandemi fra en ældgammel baktusse? Men jeg bliver lovet, at det ikke er noget, jeg skal bekymre mig om – heldigvis.
Mere metan end nogensinde
At smelte iskerner er en vigtig del af klimaforskning.
Gammel is gemmer nemlig – som allerede nævnt – på små luftbobler af drivhusgasser, og med analyser kan forskere altså både lære, hvordan temperaturerne på kloden har ændret sig, og hvor mange drivhusgasser, der har været i luften i tidernes løb. Det kan du læse endnu mere om her.
”Det gør, at vi som klimaforskere kan sige, at vi har en rigtig god forståelse af klimaet, at vi ved, hvordan klimaet har været i detaljer virkelig lang tid tilbage i tiden. Det giver en følelse af at bidrage med data, der er virkelig vigtig for fremtiden også,” siger Helle Astrid Kjær.
En af de ting, der bliver målt i de mange instrumenter i laboratoriet, er mængden af metan i de små luftbobler, der kommer frem fra isen. Metan er en form for drivhusgas, ligesom CO2, der i dag kommer fra blandt andet køers prutter og rismarker.
”På intet tidspunkt i de sidste 1,2 millioner år, ser det ud som om, har vi haft niveauer af metan i atmosfæren, der er i nærheden af de niveauer, vi har i dag. Det er noget, der sætter vores tids klimaforandringer i perspektiv,” siger Helle Astrid Kjær.
”Dels håber vi at finde ud af, hvad drivhusgasniveauerne var i istiderne og mellemistider tilbage i tiden – og så bruge det til at sætte det i perspektiv til de drivhusgasniveauer, vi ser nu om dage.”
Et bibliotek for iskerner på Antarktis
Den gamle is kommer fra en meget, meget lang iskerne, der er tre kilometer lang. Men det er kun den nederste del af kernen, som er gammel – toppen er man ikke lige så interesseret i at analysere. Derfor ligger dele af iskernen stadig på Antarktis.
Her er der nemlig en forening, der hedder Ice Memory Foundation, som opbevarer iskerner fra indlandsis og gletsjere rundt omkring i verden. Her er der ikke brug for strøm, for de er nemlig gemt i en slags iglo og omgivelserne gør altså selv alt arbejdet med at holde isen kold.
Et ældgammelt mysterie
Den million år gamle iskerne skal også bruges til at løse et helt andet mysterium.
Den hidtil ældste is, der nogensinde var blevet smeltet, var ”kun” 700.000 år gammel – og relativt kort tid inden da skete der et mystisk skift i jordens klima.
Inden da var der cirka 41.000 år mellem hver istid. Men af en eller anden grund ændrede det sig for cirka en million år siden, og siden har der været cirka 100.000 år mellem istiderne.
”Det er også interessant, for vi ved ikke, hvorfor vi skifter fra istider hvert 41.000 år til 100.000 år. Vi ved det faktisk ikke,” siger Helle Astrid Kjær, lektor ved Niels Bohr Instituttet.
Da jeg besøger laboratoriet, hvor isen bliver smeltet, arbejder forskerne som en smurt maskine. De har nemlig været i gang i flere måneder, og stykket af iskernen i maskinen er en af de allersidste, der skal smeltes. Det er den sidste dag af arbejdet, og da dagen slutter, bliver det fejret med champagne.
Men selvom isen nu er blevet smeltet, er arbejdet med at analysere den først lige gået i gang – og Helle Astrid Kjær regner med, at der kommer rigtig meget vigtig forskning ud af det:
”Det er et superunikt dataset, som folk kommer til at arbejde intenst med i måske de næste 10 år.”
