06. september 2013
Verdens Bedste Nyheder går på gaden 13. september
Få Verdens Bedste Nyheder og sluk tørsten med en lækker juice fredag den 13.september
Foto: Ulrik Jantzen/Verdens Bedste Nyheder
Flere end 1000 frivillige fra de danske udviklingsorganisationer står tidligt op fredag den 13. september. Sammen med fremtrædende politikere uddeler de Verdens Bedste Nyheder i form af morgenjuice og aviser til morgenfriske danskere i mere end 50 byer landet over. De frivillige og politikerne står der for at gøre opmærksom på de markante fremskridt, der er sket i udviklingslandene.
Glæd dig til at få Verdens Bedste Nyheder rundt om i landet på gader, stationer, skoler og mange andre steder.
Der er mange gode historier at fortælle. Siden 1990 er 700 millioner mennesker løftet ud af ekstrem fattigdom. I 2000 lovede verdens lande hinanden at halvere andelen af ekstremt fattige. Målet er nu nået som følge af bedre adgang til uddannelse, sundhedspleje, ny teknologi og øget handel.
Lige mange drenge og piger i skole
For første gang i verdenshistorien begynder lige mange piger og drenge i dag i skole. Det er et vigtigt fremskridt. Ikke kun for pigen, der kan realisere sit liv, få et job og tage kritisk stilling til de politikere, der leder landet. Men også for hendes kommende børn. Uddannelse baner vejen ud af fattigdom, og vi er nået langt.
75% af verdens mobiltelefoner findes i udviklingslandene. De gør livet langt lettere for mange af de allerfattigste, der kan tjene penge og skabe sig en stabil levevej.
Informationer om rettigheder, priser på korn og kvæg, og mulighederne for at sælge varer, kan nå ud til selv de fjerneste hjørner af verden. Samtidig kan familier bevare kontakten til hinanden.
Alle disse historier og mange flere gør de mange frivillige fredag morgen den 13. september danskerne opmærksom på i mere end 50 byer over hele landet.
Husk at smile til din uddeler og del dine gode oplevelser på #vbn2013