19. december 2025

Verdens Bedste Nyheders Nytårsquiz 2025

2025 har været endnu et år fyldt med fremskridt verden over. De er ikke altid lette at få øje på – men det betyder ikke, at de ikke er der. Vi har samlet en håndfuld af dem i en quiz, du kan tage med til nytårsaften, så dine venner eller familie kan dyste i, hvem der har fulgt med i verdens bedste nyheder.

Du kan både printe quizzen ud eller have den klar på telefonen.

 

Nytårsquiz som PDF

Svarark som PDF

 

Spørgsmål #1

Det er en klassiker at starte det nye år med et nytårsforsæt om at leve sundere – og mange af os håber nok, det kan betyde, vi lever lige lidt længere, hvis vi dropper fast food, smøgerne eller drikker færre drinks. Og måske skal vi så skæve til Japan – landet har nemlig for 55. gang slået sin egen rekord, hvor flere end nogensinde er over 100 år. Cirka hvor mange har kunne fejre 100-års fødselsdag i Japan?

A. 50.000

B. 100.000

C. 300.000

 

Spørgsmål #2

Vi kan ikke stoppe den grønne omstilling. Den er kommet for at blive, siger FN’s generalsekretær, António Guterres – og det er selvom den amerikanske præsident Trump siger ’drill, baby, drill’ og vil bore løs efter olie. Hvilket udsagn om grøn energi er rigtigt?

A. De fleste lande i verden satser på atomkraft som alternativ til olie og kul

B. Solenergi som strømkilde er fordoblet på verdensplan på bare tre år

C. Der bliver installeret flere solceller på verdensplan, men de bliver dyrere og dyrere at sætte op

 

Spørgsmål #3

Skolegang er noget af det allervigtigste at investere i, hvis man vil forbedre levevilkår for mange mennesker. Det er nemlig vigtigt at kunne læse og skrive, hvis man eksempelvis vil have en uddannelse og et bedre betalt arbejde – og heldigvis går det fremad på verdensplan. Hvor stor en andel af verdens unge mellem 15 og 24 år kan læse og skrive?

A. 77 procent

B. 85 procent

C. 93 procent

 

Spørgsmål #4

Selvom der er sket store fremskridt inden for grøn strøm og teknologi i 2025, går det stadig den forkerte vej for klimakrisen. Det betyder, at vi får mere og mere ekstremt vejr verden over. Til gengæld er der et lyspunkt: For på trods af flere naturkatastrofer, dør færre mennesker af det ekstreme vejr. Hvorfor?

A. Vi er blevet bedre til at forudse vejret og advare om det

B. Færre mennesker bor dér, hvor katastroferne rammer

C. Vi ved det faktisk ikke

 

Spørgsmål #5

Congo-bassinet bliver kaldt for ”Afrikas grønne hjerte.” Det er verdens andet største regnskovsområde kun overgået af Amazonas, og det dækker 13 procent af hele kontinentet Afrika. Her bor der altså rigtig, rigtig, rigtig mange dyr, planter, insekter og andre levende organismer – og nok endnu flere, end vi tror. I løbet af bare ti år er der nemlig blevet fundet mange nye arter i Congo-bassinet. Hvor mange?

A. 245

B. 576

C. 742

 

Spørgsmål #6

Når der er brug for en pose blod eller modgift mod et slangebid, så er det virkelig vigtigt, at det går lynhurtigt. Man kan ikke vente på, at det bliver kørt afsted langs en bumlende landevej. Derfor har man i Ghana fundet en hurtig og alternativ måde at få leveret livsvigtig medicin, vacciner og blod ud til landets mange afsidesliggende hospitaler og sundhedsklinikker. Hvordan gør man?

A. Man sender det med droner

B. Man sender det afsted med en rytter på hesteryg

C. Man smider det ud af et fly med faldskærm

 

Spørgsmål #7

Har du en pels hængende bagerst i skabet – eller måske over skuldrene nytårsaften? Så er der gode chancer for, at den ikke ligefrem er ny. Pels er nemlig passé, og imens flere og flere lande forbyder pelsavl, er der samtidig færre og færre dyr, der bliver opdrættet udelukkende for at blive flået. Hvor mange europæiske lande har forbudt avl med pelsdyr?

A. 12 lande

B. 22 lande

C. 34 lande

 

Spørgsmål #8

I Bangladesh var det i 2025 ti år siden, at forskere stødte på lidt af et mysterium. I en afsidesliggende landsby fandt man nemlig ud af, at en stor del af de gravide kvinder havde et farligt højt niveau af bly i kroppen. Efter et større detektivarbejde fandt man endelig ud af, at blyet kom fra en uventet kant. Hvad var synderen til blyforgiftningen?

A. Der blev genanvendt gamle blybatterier i nærheden

B. Der var blevet brugt bly til at farve krydderiet gurkemeje mere gult

C. Der blev brugt blyholdigt sprøjtemiddel på markerne

 

Spørgsmål #9

Tager man en tur i helikopteren og ser på fattigdomsudvikling over lang tid, er der sket kæmpe fremskridt i forhold til, hvor godt folk lever verden over. Der har nemlig aldrig før været så få fattige i verden. Det betyder også, at der er færre lande, som officielt er såkaldte ”lavindkomstlande.” I 1990 var det 51 lande. Hvor mange er det nu?

A. 50 lande

B. 31 lande

C. 25 lande

 

Spørgsmål #10

Det er en kæmpe bedrift, når en sygdom bliver udryddet. I mange år var sovesygen en dødsensfarlig sygdom, som især hærgede i mange afrikanske lande. I slutningen af 1990’erne var omkring 300.000 mennesker ramt af den farlige sygdom, men i dag er der under 600 tilfælde om året. I 2025 blev det tiende afrikanske land tilføjet til listen over lande, der ikke længere plages af sovesyge. Hvilket land er det?

A. Kenya

B. Den Demokratiske Republik Congo

C. Egypten

 

Se svarene ved at udvide faktaboksen

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål #1

B. 100.000. Knap 100.000 japanere er fyldt 100 år. Måske kan de takke deres gener for det, eller måske er det, fordi de lever en lille smule sundere ved at spise færre kalorier, flere fisk og lidt flere grøntsager. Det kan være, det er en god idé at droppe burgeren og fritterne 1. januar?

 

Spørgsmål #2

B. Solenergi. Grøn energi vokser som aldrig før, og nu kommer over 40 procent af verdens strømproduktion fra kilder med lav udledning. Solenergi vokser hurtigere end nogen anden strømkilde nogensinde og er på bare tre år fordoblet på verdensplan. Samtidig er solenergi både klart den billigste løsning på behovet for energi, og så er solceller ovenikøbet lette at sætte op.

 

Spørgsmål #3

C. 93 procent. Den gode udvikling er blandt andet sket, fordi langt flere lande i dag sørger for gratis skolegang til deres unger. I dag tilbyder halvdelen af verdens lande 12 års gratis skolegang. Det er en markant stigning fra 2015, hvor det kun gjaldt 32 procent af verdens lande.

 

Spørgsmål #4

A. Vi er blevet bedre til at forudse vejret og advare om det. Den primære årsag til det lavere antal dødsfald er, at vi har udviklet meget bedre udstyr og metoder til at observere vejret og beregne dets udvikling, så vi nu mere præcist kan forudse, hvor og hvordan stormfloder, tørke og cykloner rammer.

 

Spørgsmål #5

C. 742. Det er ikke så underligt, at der er blevet fundet 742 nye arter i regnskovsområdet på bare ti år – blandt andet ildfluer, kaffe og en ny abe-art. For i alt kender vi mennesker i dag til cirka 1,7 millioner arter af dyr og planter på verdensplan, men forskere gætter faktisk på, at der er 50 millioner arter i verden – og måske endda endnu flere.

 

Spørgsmål #6

A. Man sender det med droner. I det nordøstlige Ghana leverer virksomheden Zipline alt fra poser med blod til malariamedicin, modgift mod slangebid og poliovacciner med droner. Det er en smart løsning i et land, der stadig har mange hullede veje og manglende broer.

 

Spørgsmål #7

B. 22 lande. 22 lande i Europa har forbudt pelsdyrsavl, blandt andet Norge, Italien, Slovenien, Kroatien og Belgien. Samtidig er der 120 millioner færre mink, ræve, chinchillaer og mårhunde, der opdrættes for deres skind, end for ti år siden.

 

Spørgsmål #8

B. Der var blevet brugt bly til at farve krydderiet gurkemeje mere gult. Det viste sig, at der var blevet brugt bly til at skrue op for den gule farve i krydderiet gurkemeje. I dag er der blevet sat en stopper for blyforgiftningen.

 

Spørgsmål #9

C. 25 lande. Verdensbankens officielle liste over lavindkomstlande er skrumpet markant. Fra 51 lande tilbage i 1990 til 25 lande i dag.

 

Spørgsmål #10

A. Kenya. Inden for de seneste fem år har en stribe lande som Chad, Guinea, Rwanda og Uganda udryddet afrikansk sovesyge. Nu har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, også erklæret, at Kenya, som det tiende afrikanske land, officielt har elimineret sovesyge som folkesundhedsproblem. Det betyder, at der ikke har været nye tilfælde i landet i ti år.