28. november 2016
Verdens første malaria-vaccine på vej
For første gang nogensinde er en vaccine mod den myggebårne sygdom malaria klar til at blive afprøvet ude i den virkelige verden.
Foto: CCBY Tobin Jones / African Union
Verdens første malaria-vaccine forventes at se dagens lys i 2018, hvor et pilotprojekt skal teste den delvist effektive vaccine i udvalgte lande i det sydlige Afrika.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er den nye vaccine en milepæl i kampen mod den myggebårne sygdom, der årligt koster flere end 400.000 mennesker livet, hvoraf 90 procent af dødsfaldene sker i det sydlige Afrika.
“Selvom verden er kommet langt i kampen mod malaria, vil en effektiv vaccine være et betydeligt bidrag mod sygdomsudryddelse, særligt i de afrikanske lande, hvor sygdommen er mest udbredt. Det er afgørende med nye værktøjer i den nærmeste fremtid, så vi ikke mister effekten af fremskridtene i takt med, at sygdommen udvikler resistens mod eksisterende medicin,” fortæller Flemming Konradsen, som er professor i Global Sundhed ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.
Pilotprojektet er den fjerde og sidste fase i udviklingen af den såkaldte Mosquirix vaccine, som har vist sig delvist effektiv i forebyggelsen af malaria hos småbørn, der er den mest udsatte gruppe for sygdommen.
Kliniske forsøg viser, at vaccinen virker mest effektivt, når den gives fire gange, og at særligt den fjerde vaccination er afgørende for, at sikre den størst mulige effekt. Hos børn i alderen seks til 14 uger, har vaccinen således vist sig effektiv hos 27 procent, mens succesraten hos ældre børn, i alderen fem til 17 måneder, er 31.5 procent.
Ifølge WHO, skal det kommende pilotprojekt belyse vaccinens virkning ved brug i større skala, herunder langtidsvirkning på flere patienter, både med hensyn til effekt og bivirkninger, og hvordan de nødvendige fire vaccinationer praktisk kan administreres.
“Det er ikke den endelige vaccine mod malaria, som kan stå alene, men det kan blive et vigtigt supplement til indsatsen og er ikke mindst en vigtig byggesten på vej mod nye og bedre vacciner i fremtiden. Og det giver et rygstød til forskningen på området, at der nu kommer en vaccine i anvendelse ude i verden,” forklarer Flemming Konradsen.
Globalt er antallet af malaria-dødsfald faldet med 48 procent siden år 2000. For børn under fem år er dødsfaldene mere end halveret.
Den gode udvikling skyldes blandt andet, at flere mennesker har viden om sygdommen, bor bedre, benytter sig af imprægnerede myggenet og har adgang til forebyggende brug af malariamedicin. Derudover sikrer nye og billigere metoder, at flere mennesker bliver tidligt diagnosticeret og kommer hurtigere i behandling.
Mindre malaria
- Antallet af årlige malaria-dødsfald er næsten halveret på verdensplan de seneste 15 år, fra 839.000 i 2000 til 438.000 i 2015.
- Den globale indsats mod sygdommen har forhindret 1,2 milliarder malaria-tilfælde og 6,2 millioner malaria-dødsfald siden 2001.
- Malariamyggen er især en stor dræber i Afrika. 90 procent af samtlige dødsfald finder sted i landene syd for Sahara, hvor 270 millioner mennesker stadig ikke har adgang til forebyggende midler mod sygdommen.
Om vaccinen
- Malaria-vaccinen Mosquirox er udviklet af medicinalvirksomheden GlaxoSmithKline i samarbejde med internationale organisation PATH Malaria Vaccine Initiative.
- Projektet har senest modtaget støtte fra Bill and Melinda Gates Foundation.
- GlaxoSmithKline har meddelt, at vaccinen skal være økonomisk tilgængelig for mennesker i lavindkomstområder og planlægger derfor at sælge den til til en pris , som er cirka fem procent over produktionsprisen. Overskuddet vil, ifølge virksomheden, gå ubeskåret til forskning og udvikling af den næste generation af malaria-vacciner og andre tropiske sygdomme.
Læs mere om vaccinen hos WHO og Malariavaccine.org