Vigtig klimaforskning bygger på tomme ølflasker og en tosset idé

Dybt under Grønlands is gemmer der sig luft fra en anden verden, der er hundredtusinder af år gammel. Og dén is er helt nødvendig for, at vi kan forudsige fremtiden.

Når rapport efter rapport fortæller os, at vi får en vildere, varmere verden, fordi vi udleder for meget CO₂ – vi får have, der stiger, vådere vintre og flere hedebølger – er det blandt andet, fordi forskere bruger en slags avancerede computerprogrammer: klimamodeller.

De er baserede på enorme mængder data. Én af brikkerne i det kæmpestore puslespil af viden, som ligger bag klimamodellerne, er viden om fortidens vejr – og noget af den kommer fra gammel, gammel is.

”Det eneste sted, vi kan træne vores hjerner og vores klimamodeller i at forstå, hvordan klimaet hænger sammen, det er ved at forske i fortidens klima,” lyder det fra Sune Olander Rasmussen, der er lektor ved sektionen for Is, Klima og Geofysik ved Niels Bohr Instituttet.

Og her kommer isen med den gamle luft ind i billedet.

Når sne bliver mast sammen til is i toppen af en iskappe steder som Grønland eller Antarktis, fanges der luft mellem krystallerne. Den luft er der stadig i dag, og den indeholder CO₂. Når forskere så borer iskerner op og smelter dem i laboratorier, bliver de små luftbobler frigivet, og både isen og luften kan sige noget om fortidens klima, når det bliver analyseret.

”Det er derfor, iskerner er specielle. Iskerner kan både fortælle os, hvad temperaturen var, men vi får også atmosfærens indhold af drivhusgasser,” siger Sune Olander Rasmussen.

Det er vigtigt at have data, der kan puttes ind i klimamodellerne. For det er med til at afgøre, hvordan vi bygger vores fremtid. Når vi bygger broer og havne og indretter vores byer, bliver der eksempelvis set på, hvor højt havniveauet bliver.

”Alle de beslutninger afhænger af, hvor godt vi ved, hvordan klimaet vil udvikle sig,” siger Sune Olander Rasmussen.

”Så på den måde bliver vi klogere også på fremtiden ved at studere fortiden.”

Dansk pioner bag is-forskning

Der bliver forsket i iskerner i hele verden. Men idéen bag at smelte is fra gammelt snefald for at undersøge fortidens temperaturer, kommer fra en dansk forsker. Hans forskning grundlagde det forskningsmiljø, der i dag hedder Center for Is og Klima på Niels Bohr Instituttet, hvor Sune Olander Rasmussen har hjemme.

Den nu afdøde professor Willi Dansgaard fandt tilbage i 1950’erne ud af, at man kan analysere det, der hedder ilt-isotoper i vand og finde ud af, hvilken temperatur luften havde, da nedbøren faldt.

”Det var helt grundfysisk nysgerrighed om, hvordan vandmolekyler opførte sig,” siger Sune Olander Rasmussen om idéen bag.

Han fortæller, at Willi Dansgaard i sin tid samlede vand foran instituttet i ølflasker, før det blev målt og analyseret.

”Det var en helt ny, tosset idé, men det princip har vi brugt lige siden som primær indikator for, hvordan klimaet har været før i tiden,” siger han.

”I dag laver vi stadig isotopmålinger. Måleteknikkerne har udviklet sig, men ideen med, at isen husker fortidens temperatur, er stadig baseret på hans oprindelige idé.”

Verdens ældste iskerne er netop blevet smeltet i en kælder lige midt i København. Isen er højst sandsynlig 1,2 millioner år gammel og kommer fra en tre kilometer lang boring i Antarktis. Det kan du læse mere om her.

Studerer fortiden for at kende fremtiden

Temperaturerne på vores klode har altid gået op og ned. Vi er gået fra istid til istid, men det er slet ikke sket i et tempo, som det gør lige nu.

Vi befinder os med andre ord i ukendt farvande, når det kommer til klimaet.

”Man skal passe på med at blande tidsskalaerne sammen, for det, der sker i dag, går meget, meget, meget hurtigere, end det, der skete naturligt, da klimaet naturligt skiftede mellem istider og mellemistider. Men meget af fysikken bag er den samme,” siger Sune Olander Rasmussen.

”Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske. Vi er ude i delvist ukortlagt territorium – men det første, vi må gøre, er at forstå fysikken, der har givet det klima, vi allerede har haft. Hvis vi ikke kan det, så er der ikke den helt store chance for, at vi kan stole på, at vores modeller giver noget meningsfuldt fremover.”