12. september 2023
Hvad er det bedste, der er sket i din levetid?
Grafik: Eva Søe Olsen
Verdens Bedste Nyheder har spurgt en række danskere om den bedste udvikling for verden.
Foto: Ulrik Jantzen. Grafik: Eva Søe Olsen.
Dan Jørgensen
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik
“At vedvarende energi nu i mange tilfælde kan udkonkurrere kulkraft. Og Danmark og dansk vindmølleindustri har i den grad bidraget til den fantastiske teknologiske udvikling. Derfor er Danmark også med helt i front, når vi skal hjælpe det globale syd med at dække deres voksende energi- behov med grøn energi.”
Foto: Lasse Bak Mejlvang. Grafik: Eva Søe Olsen.
Rikke Rønholt
Atlet og medlem af 2030-panelet
“Vedtagelsen af FN’s Verdensmål. De har for altid ændret måden, vi taler om bæredygtig udvikling på. De tydeliggør alle de gensidige afhængigheder fx mellem fattigdom og klimakamp. Vi er langt fra i mål. Men de har givet verden et fælles sprog for en helt ny samtale.”
Foto: Petra Kleis. Grafik: Eva Søe Olsen.
Petra Nagel
Journalist og TV-vært
“Det gør mig glad helt ind i maven, når jeg kigger tilbage på de sidste cirka fyrre år og kan se, hvor meget federe det er blevet at være kvinde. Ikke bare i Danmark, men rundt om i hele verden. Herhjemme har vi fået både et ligestillingsnævn, den første kvindelige statsminister og #metoo for bare at nævne et par af de ting, vi skal være stolte af.”
Foto: Privat. Grafik: Eva Søe Olsen.
Martin Højland
Direktør i Turning Tables Danmark
“Mere end 1,5 milliard mennesker har bevæget sig ud af ekstrem fattigdom. Det er en helt utrolig udvikling, der interessant nok ikke har meget med Europa og USA at gøre. Der er også kommet en stigende bevidsthed om, at vi skal omtænke vores måde at leve på radikalt, hvis vi som mennesker skal have en fremtid på jorden. Mine forældres generation så sig selv som de frie tankers generation, men de vil stå tilbage som forbruger-generationen. Min generation gjorde hverken fra eller til. Og så er det op til næste generation, hvad der skal ske.”
Foto: Evan Sung. Grafik: Eva Søe Olsen.
Claus Meyer
Kok og iværksætter
“Mindre lidelse, flere muligheder og mere håb. At flere kan læse, og at færre går sultne i seng. En stærkere følelse af forbundethed på tværs af kontinenter og generationer. At flere mennesker forstår, at livet og samspillet, der udfolder sig på jorden, ikke er en selvfølge. Og mærker, at når vi spiser af en frugt eller knuger et barnebarn ind til vores hjerte, så er det ikke en rettighed, vi har. Det er hver gang et mirakel.”
Foto: Martin Bubandt. Grafik: Eva Søe Olsen.
Johanne Schmidt-Nielsen
Generalsekretær i Red Barnet
“I min levetid er det vigtigste, der er sket, at børnekonventionen blev indført. En skelsættende begivenhed, der har gjort børn til selvstændige individer med egne rettigheder.”
Foto: Büro Jantzen. Grafik: Eva Søe Olsen.
Nikolaj Jacobsen
Træner for landsholdet i herrehåndbold
“I min og sportens verden har Bosman-dommen fra 1995 været revolutionerende. Den værner om arbejdskraftens fri bevægelighed i EU, der har sikret millioner af europæere retten til at bo og arbejde, hvor de vil, og har styrket båndene EU-landene imellem. For mig personligt åbnede dommen muligheden for at komme til Tyskland og spille håndbold og har dermed også formet mit liv.”
Foto: Thinkeuropa. Grafik: Eva Søe Olsen.
Lykke Friis
Direktør i Tænketanken Europa
“Det bedste, der er sket i min tid, er Berlinmurens fald. At opleve hvordan kold krig blev afløst af frihed og demokrati i Europa var fantastisk – ikke mindst for dem, der havde boet bag jerntæppet. Også i resten af verden, hvor alt var fastlåst i vest og øst, åbnede der sig nye muligheder. Desværre tog vi det lidt for givet, at de gode tider ville fortsætte. Se bare på Ukraine. Så nu er der atter noget kæmpe for på vore breddegrader.”