Foto: Lasse Bak Mejlvang

Er du Verdens Bedste Nyheders nye universitetspraktikant?

Verdens Bedste Nyheder søger to universitetspraktikanter til forårssemestret 2024. Drømmer du om at arbejde med kampagner, events, journalistik og engagerende kommunikation om bæredygtighed og global udvikling – så har du fundet det rette praktikopslag! Vi søger en praktikant til hhv. vores redaktion og vores engagementsteam.

Hvad skal du lave?

Som praktikant hos Verdens Bedste Nyheders redaktion får du mulighed for at arbejde med journalistisk research, nyhedsproduktion, strategisk kommunikation, vores webplatforme og sociale medier. Du bliver primært tilknyttet vores redaktion, der hver uge leverer konstruktiv journalistik, og driver hjemmesiderne verdensmål.org, verdensbedstenyheder.dk og verdenstimen.dk, samt en række SoMe-kanaler.

Som praktikant i vores engagementsteam får du mulighed for at planlægge og gennemføre events og kampagner, og have masser af kontakt med unge frivillige, der også brænder for Verdensmålene. Du bliver tilknyttet vores to projekter Verdensmålsambassadørerne og Verdens Bedste Morgen.

Uanset hvilket praktikantforløb du søger hos os, så lover vi rig mulighed for selv at præge arbejdet, og masser af rum til selv at byde ind med idéer og tage ansvar og føre dem ud i livet.

Hvem er du?

Du er i gang med en lang videregående uddannelse, hvor du har beskæftiget dig med for eksempel kommunikation, bæredygtighed eller global udvikling. Det er en fordel, hvis du har viden om Verdensmål, og har interesse i projektledelse, kampagnearbejde og ungeinddragelse.

Hvad tilbyder vi?

Som praktikant bliver du tilknyttet en vejleder gennem hele forløbet. Sammen tilrettelægger vi en plan, der både giver dig udfordringer og styrker de kompetencer, du allerede har. Du kommer til at arbejde kreativt med kampagner, events, konstruktiv kommunikation og journalistik – fra idéudvikling til tegnebrættet til den praktiske udførelse.

Hvem er vi?

Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie, der laver konstruktiv journalistik og kampagner om fremskridt og løsninger på verdens udfordringer. Vores arbejde tager udgangspunkt i FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, der handler om at løse nogle af verdens største udfordringer, for eksempel ekstrem fattigdom, global ulighed og klimaforandringer.

Læs mere på verdensbedstenyheder.dk og verdensmaalsambassadørerne.org

Praktisk information

Praktikopholdet løber fra februar til juli 2024. Cirka 30-37 timer om ugen. Vi er fleksible og finder sammen ud af, hvad der passer bedst. Skriv i din ansøgning hvornår og hvor længe, du kan være i praktik.
Forhør dig hos din studieadministration om, hvorvidt praktikopholdet hos os kan være meritgivende, inden du søger – det er et krav. Praktikstillingen er udelukkende henvendt til SU-berettigede universitetsstuderende, og den er ulønnet. Der er gratis frokostordning. Verdens Bedste Nyheder bor i hjertet af København, 100 meter fra Rådhuspladsen.

Send din ansøgning, dit cv og evt. dine relevante karakterbeviser til job@verdensbedstenyheder.dk. Skriv ”Praktik” i emnefeltet. Ansøgningsfristen er den 1. december.
Har du spørgsmål, kan du henvende dig til engagementschef Jesper Jais Nørgaard på jjn@verdensbedstenyheder.dk