Mål 1
Afskaf Fattigdom
Vi skal afskaffe alle former for fattigdom i verden.
Det første af FN’s verdensmål handler om at afskaffe verdens fattigdom inden 2030. Det handler især om at give muligheder for mennesker i verdens fattigste lande. Verdensbanken definerer ”ekstrem fattigdom” som en personlig indkomst på under 1,9 dollars om dagen – dvs. cirka 13 kroner. Det bliver en stor udfordring, men vi er allerede godt på vej.
I 1990 var der omkring 1.580 millioner ekstremt fattige mennesker i verden, men i dag er antallet faldet til 767 millioner. Faldet er sket samtidig med, at verdens befolkning er steget. Det betyder, at andelen af ekstremt fattige mennesker i verden er faldet fra omkring 35 procent i 1990 til lidt under 11 procent i dag, ifølge Verdensbankens seneste tal fra 2013. I runde tal svarer det til, at hver tredje verdensborger var ekstremt fattig dengang, og kun lidt over hver tiende nu.
Men det er ikke nok bare at gøre en ende på den mest ekstreme fattigdom. Et liv med to eller tre dollars om dagen er stadig for hårdt, for det er ikke penge nok til at få tilstrækkelig næring i maden, sende børn i skole, og andre helt grundlæggende behov. Derfor er det også en del af Verdensmål 1, at andelen af mennesker der lever under hvert lands egen (ofte højere) fattigdomsgrænse skal halveres.
At mindske fattigdommen kræver både bæredygtig økonomisk vækst og en mere retfærdig indretning af landene. De fattige skal have grundlæggende rettigheder og adgang til uddannelse og teknologi, så de kan skabe et bedre liv for sig selv og deres efterkommere. Og alt dette skal ske bæredygtigt – dvs. ved at bruge planetens ressourcer uden at ødelægge mulighederne for vores efterkommere.
Seneste
29. december 2023