Mål nummer ni virker måske som et af de verdensmål, der er sværest at forholde sig til. Men i bund og grund handler det om at få vores samfund til at løbe rundt på en smartere måde. Det handler om de veje, jernbaner og havne, der gør os i stand til at handle med hele verden i stedet for kun vores lokalområde. Og det handler om at finde på nye metoder til at arbejde mere bæredygtigt i verdens fabrikker og virksomheder, så vi bruger ressourcerne mere effektivt og mere miljømæssigt fornuftigt.
Et af de vigtigste delmål er, at de mindst udviklede lande skal industrialiseres. Det vil sige, at industrien skal udgøre en større del af landenes samlede økonomi, i forhold til landbrug og minedrift. Fordelen ved dette er, at landene så kan skabe flere arbejdspladser lokalt, og beholde en større del af produkternes værdi internt i landet, i stedet for at sælge råstofferne direkte videre til andre lande.
Men økonomi handler i dag ikke længere kun om fabrikker og råstoffer. Mange af de største og mest succesfulde selskaber handler med informationer og viden, og internettet er både blevet en salgskanal og et vigtigt grundlag for kvalitetsuddannelse. Udbredelsen af telefon og internet skete før i tiden langsomt i udviklingslandene, fordi der skulle trækkes kabler. Men med den moderne mobilteknologi er adgangen til kommunikation eksploderet: 95 procent af verdens befolkning lever nu i områder med mobildækning, og selv i de mindste landsbyer har folk ofte mobiltelefoner. Meget af dækningen er dog indtil videre kun med det basale mobilnet. Ud af de 3,4 milliarder mennesker, der bor i verdens landområder, er det kun en tredjedel, der lever i områder, hvor der er dækning med mobilt bredbånd (3G). Og selvom man bor i et område med dækning, er det ikke sikkert, at man har råd til at gå online. Verdensmålene sigter mod, at alle mennesker i de mindst udviklede lande skal have adgang til internettet inden 2020, og at det skal ske til en overkommelig pris.
Læs mere om Verdensmål 9 på Verdensmål.org.
