Den grønne hammer falder i verdens retssale

Det sker oftere og oftere, at klimaaktivister står foran en domstol. Ikke fordi de har gjort noget ulovligt, for eksempel blokerede veje for lastbiler, der importerer soja fra regnskoven, eller indgangen til en svinefabrik. I stedet er det, fordi aktivisterne selv sagsøger store organisationer og endda regeringer for ikke at gøre nok for eller helt at modarbejde den grønne omstilling.

”Der er et virkelig spændende fokus på klima og miljø i hele verden. På grund af Parisaftalen er der endda en juridisk bindende global klimaaftale, der kræver, at landene melder tilbage, hvordan de er i gang med at reducere deres CO₂,” fortæller Henrik Andersen, der er lektor på CBS Law og har forsket i klimaret.

”Derfor er der flere og flere NGO’er, og/eller borgere, der kan ligge sag an mod organisationer eller regeringer, hvis de ikke gør nok”.

Et eksempel, hvor det er lykkes, er i Nepal. Højesteretten i landet har lige standset et byggeprojekt af en ny lufthavn, fordi klimaaktivister argumenterede for, at det gik for meget ud over klima og miljø. I forbindelse med lufthavnen skulle 2,4 millioner træer fældes. Det ville have haft en stor negativ klimapåvirkning. Derudover ville det have store konsekvenser for miljøet, fordi Parsa National Park, der er rig med biodiversitet, støder op til det forslåede byggested. Lufthavnen ville også ødelægge flere korridorer til store dyr, som tigre og elefanter, og vigtige vandressourcer.

Lufthavnen skal med stor sandsynlighed stadig bygges, men på en lokation, hvor lokalsamfund, træer og dyr ikke bliver påvirket.

”Klimaforandringerne er her, og det er alvorligt”

Klimaaktivisters kamp i Nepal er ikke enestående. Verdens retssystemer ser flere og flere miljø- og klimarelaterede sager. Og det er faktisk cirka 150 lande, som har grønne forfatninger. Forfatningerne indeholder blandt andet bestemmelser, der anerkender retten til et sundt miljø eller refererer til en regeringspligt til at forhindre miljøskader. Studier har påvist en 15 procent forbedring af miljøet i lande med grønne forfatninger. Der er også flere eksempler i verden, hvor naturen får samme rettigheder som mennesker. For eksempel naturområder i New Zealand, Colombia og Australien.

”Grunden til, at klimaaktivisterne bliver taget mere seriøst, er, fordi videnskaben er blevet bedre til at bevise klimaforandringerne. Jeg tror, at det er ved at gå op for folk, at klimaforandringerne er her, og det er alvorligt,” siger Henrik Andersen.

”Det forøget fokus på klima og miljø gør, at der også er kommet fokus på, hvordan vi bliver grønnere gennem lov og regler. De nye regler gør det nemmere at sagsøge organisationer eller regeringer, der bryder dem”.

Henrik Andersen er med til at opstille vejledende principper, som domstole kan støtte sig op af i klimaretssager. Det foregår igennem European Law Institute (ELI), der er en NGO, som har til formål at styrke den europæiske juridiske fællesskab.

Det er dog ikke altid lige let.

”Vi hjælper domstole med at håndtere klimaretssager. Ved at vejlede om, hvor langt juraen går i det her. Hvis man kan påvise, at en virksomhed eller regering forvolder skade eller krænker erstatningsretten eller menneskerettighederne, så har man en god sag,” siger han.

”Problemet er, hvis det er en virksomhed, der udleder meget CO₂, så stiger det op i atmosfæren og rammer et helt andet sted. Hvordan forbinder vi så en ø, der bliver oversvømmet, til en virksomhed i USA, der pumper CO₂ ud?”.

Ansvaret ligger hos politikerne

Kampene er i fuld gang rundt omkring i verden.

I år er syv mennesker blevet hyldet med den såkaldte grønne nobel pris, der er en international pris for klimaaktivisme, for at vinde skelsættende klimaretssager. Vinderne af prisen er blandt andet Chima Williams, som var med til at holde Shell ansvarlig for et oliespild i Nigeria. Og Marjan Minnesma, der hev den hollandske regering i retten, på grund af deres passivitet på klimaområdet, og vandt.

Henrik Andersen synes, at det er spændende, at der er flere og flere miljø- og klimaretssager, men at man skal huske på, at ansvaret ligger hos de lovgivende institutioner. Ikke hos domstolene.

”Hvis et land skal blive grønnere, så er det landets politikere, der skal lave de nødvendige reguleringer til borgere og virksomheder, så landet når de mål, de har lovet gennem Parisaftalen,” siger han.

”Domstolene kan dog sige, at staten har en forpligtelse til at gøre noget eller gøre mere, end den gør nu, og at individer altså har de her rettigheder som at leve et liv i sikkerhed. Det kan rykke på noget, fordi det tvinger politikerne til at tage ansvar”.