Næsten hele verdens befolkning er klimatosser. Vi ved det bare ikke.

Husker du, da De Gule Veste marcherede gennem Paris’ gader med kampråb og trikoloren vajende i vinden? Eller da tusindvis af vrede landmænd med skilte, halmballer og hornet i bund kom buldrede i deres traktorer mod EU’s hovedstad, Bruxelles? Alt sammen i protest mod grøn klimapolitik.

Det virker til, at vi verden over er dybt splittede, når det kommer til bekymringen for klimaforandringer og viljen til at gøre noget ved dem: Mange for og mange imod.

Men stop en halv! For vi er slet ikke så klimasplittede, som vi render rundt og tror. Næsten hele jordens befolkning er faktisk bekymrede for klimaforandringer og mener, at der skal gøres meget mere for at bremse global opvarmning.

Et nyt kæmpestort studie, hvor næsten 130.000 mennesker på tværs af 125 lande deltog, viser nemlig, at knap 90 procent af verdens befolkning ønsker, at deres egne regeringer gør mere for at bekæmpe global opvarmning. Og ikke nok med det vil omkring 70 procent af klodens befolkning give én procent af deres husstandsindkomst hver eneste måned til bekæmpelse af global opvarmning.

Men selvom der er en enorm opbakning til klimahandling, så undervurderer vi konsekvent andres vilje til at støtte klimaet.

Samme studie viser nemlig også, at kun 43 procent af verdens befolkning tror, at andre vil give én procent af deres indkomst hver måned. Der er altså en ”opfattelseskløft” mellem, hvordan vi ser vores egen og andres holdning til klimaet.

Det er ikke kun dig og mig, der er uvidende om den brede opbakning. Politikerne verden over ved det heller ikke.

Og det står i vejen for ambitiøs klimapolitik.

”Hvis ikke folk ved det, og hvis politikerne underestimerer støtten, så betyder det bare, at vi både på politisk og individuelt niveau ikke ser så meget handling, som vi måske kunne,” forklarer Clara Vandeweerdt.

Hun er adjunkt og forsker i offentlige holdninger om klima på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og har set på tallene i undersøgelsen.

Dyb bekymring verden over

Klimakrisen er rødglødende. Verden har kurs mod en katastrofal temperaturstigning på næsten tre grader. Verdenshavene er under massivt pres, og biodiversiteten daler på verdensplan – og vi er bekymrede i stor stil.

Et andet stort studie med mere end 59.000 personer fra 63 lande, viser, at 86 procent tror på klimaforandringerne. Selv Israel, som er landet med den laveste tilslutning, havde en score på 73 procent.

Derudover viser studiet også, at næsten tre ud af fire støtter op om klimapolitikker som CO₂-afgifter på kul, olie og gas, en markant udvidelse af offentlig transport, mere grøn energi som sol- og vindkraft, skatter på flyrejser og afgifter på CO₂-tunge fødevarer som fx kød og mejeriprodukter.

Vender vi blikket over på den anden side af Atlanten, til USA, står det heller ikke så skidt til. Op mod 83 procent af amerikanerne mener for eksempel, at klimaforandringer er en alvorlig trussel mod planeten.

Også opfattelseskløften er dokumenteret i andre studier.

For eksempel undervurderer omkring 90 procent af amerikanere andre amerikaneres støtte til klimapolitik. Og det ikke kun en lille fejlvurdering: De skyder helt forkert, når de vurderer, hvor mange andre amerikanere, der bakker op om klimatiltag.

Langt de fleste er altså dybt bekymrede for klimaforandringerne og ved ikke, at naboen, kollegaen og klassekammeraten også gerne vil gøre noget.

Håb og handling for dig og mig

Når vi oplever, at andre er ligeglade med klimaforandringer, tror vi fejlagtigt, at det er normalen, og det påvirker vores adfærd.

”Normer er supervigtige og superindflydelsesrige, så det vil sige, at hvis folk underestimerer, hvor mange andre der er bekymrede eller gør ting for at bremse klimaforandringer, så viser forskning, at det også nedsætter ens engagement til selv at gøre noget,” forklarer Clara Vandeweerdt.

Det samme siger Rune Baastrup, som er sociolog og direktør for organisationen Democracy X, der støtter borgere, ledere, eksperter og andre samfundsaktører i at løse store udfordringer som fx klimakrisen.

”Hvis du ikke oplever, at andre går op i det og ikke selv er i stand til at finde handlinger, der kan svare på dine følelser eller værdier, så betyder det, at folk bliver mere apatiske og begynder at tænke, at det sgu nok ikke nytter noget,” forklarer han.

Vi kan altså ligefrem risikere at komme til at læne os tilbage, hvis vi føler, at andre ikke bekymrer sig lige så meget, som vi selv gør. Men hvad ville det så betyde, hvis vi kendte til den enorme klimaopbakning?

Ifølge Rune Baastrup øger følelser som håb og vrede motivationen for at handle, mens følelsen af isolation og angst mindsker motivationen. Hvis vi ved, at mange andre tænker som os selv, øger det folks håb, forklarer han.

”Jamen det er jo viden, der kan hjælpe med at opdage, at, gud, de andre går faktisk også op i det her. Der er andre, der tænker og føler det samme som mig. Jeg er ikke alene om min bekymring. Jeg er ikke alene om at lede efter handlingsmuligheder, for andre har også lyst til at gøre noget, og det er en god måde at fremme motivationen til at kunne handle på den grønne omstilling.”

”Og hvis du ved, at fx 80 procent af danskerne går op i det her, så er det jo nemmere at spørge sin kollega eller nabo, om de kunne tænke sig at være med, hvis man laver klimahandlinger,” forklarer Rune Baastrup. 

På med handlingskasketten

Politikerne verden over ved ikke, at størstedelen af verdens befolkning ønsker mere klimahandling. Det fortæller Clara Vandeweerdt.

”Når vi faktisk tester politikernes viden, om hvad befolkningen synes, så ser vi, at de tager totalt fejl det meste af tiden. Altså de er virkelig, virkelig dårlige til at estimere, hvor befolkningen står henne,” forklarer hun.

For eksempel peger Clara Vandeweerdt på en undersøgelse, hvor 866 politikere fra fire forskellige lande blev bedt om at gætte på procentdelen af støtte til forskellige politiske forslag – og undersøgelsens konklusion er klar: Politikerne aner ikke, hvad befolkningen synes, og de misforstår ikke kun den brede befolknings holdning, men også deres egne vælgeres holdning.

Det gør sig også gældende på klimaområdet, vurderer Clara Vandeweerdt. Et andet studie viser fx, at kongresmedarbejdere i USA undervurderer amerikanernes opbakning til at bremse CO₂-udledninger.

Politikerne ved altså heller ikke, hvor stor støtten er til klimahandling. Så hvad ville det betyde, hvis politikere verden over blev klar over det?

Ifølge Clara Vandeweerdt betyder folkelig opbakning noget for de politiske beslutninger, der bliver truffet.

”Vi kan se, at der er korrelation (sammenhæng, red.) mellem opbakning og vedtagelse af politikker. Det har jeg også selv vist i en forskningsartikel om USA, hvor vi kunne se, at hvis der var opbakning til klimapolitik i en valgkreds, var politikerne signifikant mere tilbøjelige til at stemme ja til klimalovforslag,” forklarer hun.

Clara Vandeweerdt understreger, at det altid er svært at ændre på folks billede af verden og peger på begrebet ’bekræftelsesbias’ som en forklaring. Bekræftelsesbias er noget alle mennesker har, og det betyder kort sagt, at vi ofte fortolker information, så det passer til vores eksisterende holdning.

”Når folk lærer nye hårde fakta om et politisk emne, så ser vi ofte, at de forsøger at blande faktaene ind i en eksisterende mening. Det gælder nok også for politikere. Så jeg kan forestille mig, at effekten er lidt mindre, end det vi ønsker. Det vil ikke sige, at der ikke er en effekt, bare at der er nogle bias, som vil mindske effekten,” forklarer hun og tilføjer:

”Men den logiske konsekvens er jo, at vi vil se en mere progressiv klimapolitik.”