16. juni 2024
I Rwanda har millioner af mennesker fået lys i lampen i raketfart
Adgangen til strøm forandrer liv. I det østafrikanske land Rwanda er der sket en af de hurtigste stigninger i adgang til strøm i verden. I dag har tre ud af fire rwandere strøm i hjemmet.
En rwandisk tekniker installerer en solcellelampe. Små off-grid solcellesystemer giver strøm til omkring en femtedal af Rwandas befolkning, der har oplevet en kæmpe vækst i adgangen til strøm. Foto: IRENA CCBY
I 2008 var der kun strøm i stikkontakten hos hver 16. person i Rwanda. Men 15 år efter er andelen steget, så tre ud af fire rwandere nu har strøm i hjemmet. Det viser nye tal fra det rwandiske ministerium for infrastruktur – en stigning fra seks til 75 procent af befolkningen. Samtidig har alle sundhedsfaciliteter, som hospitaler og lægehuse, og fem ud af seks skoler i landet også fået strøm.
Verdensbanken kalder det en af de hurtigste stigninger i adgang til strøm i verden.
Strøm er en vigtig faktor til at bekæmpe fattigdom og hæve livskvaliteten hos mennesker. Uden strøm er der intet elektrisk lys, og børn må læse lektier i skæret fra dyre og ekstremt sundhedsskadelige petroleumslamper. Med strøm kan man lade mobiltelefoner op, så man kan have kontakt med venner og familie, og man kan følge med i samfundet med radio og måske fjernsyn. Køleskabe holder maden frisk, ventilatorer køler ned, og med elektrisk komfur slipper man for giftig røg fra madbål.
”Energi og sundhed hænger uløseligt sammen,” skriver Verdenssundhedsorganisationen, der også understreger strøms betydning for kampen mod fattigdom, for retten til uddannelse og økonomisk vækst.
Vandkraft trækker læsset
Det er især vandkraft, der fylder i strømmen i Rwanda.
Grønt strøm fra vandkraft er steget med omkring en firedobling siden 2008, så mere end halvdelen af strømproduktionen i Rwanda nu stammer fra vandkraft.
Siden 2015 er brugen af naturgas også steget voldsomt, faktisk er der næsten en tidobling, men det er fra et lavt udgangspunkt. Omvendt er afbrændingen af olie for at lave strøm faldet i Rwanda. Det viser data fra Det Internationale Energiagentur.
Solenergi dækker kun en lille del af den samlede mængde strøm, der bliver produceret. Men små, off-grid-solcellesystemer – der altså ikke er forbundet til elnettet, men producerer strøm til et eller flere hjem – er vokset hastigt og dækker omkring hver femte hjem i Rwanda. Den enkelte husstand får ofte ikke særligt meget strøm fra de små anlæg, måske bare nok til nogle lamper, mobiloplader, måske radio – men det er en måde hurtigt at få strøm ud til flere folk, uden at man behøver at bygge store kraftværker og højspændingsledninger.
Rwanda har et mål om, at 100 procent af befolkningen skal have adgang til strøm i 2030 – og et klimamål om at skære CO2-udledningen med 38 procent i forhold til 2015 samtidig.
Seneste
22. september 2024