Flere og flere afrikanere får strøm: Små solceller er en gigantisk gamechanger

Samtidig illustrerer den eksplosive vækst af solceller og apparaterne, de giver adgang til, et af de store dilemmaer ved den grønne omstilling: Hvordan sikrer man, at nødvendige klimaløsninger ikke bare skaber problemer andre steder? Ofte holder de små solceller blot tre-fire år, og så risikerer de at blive til elektronikskrald i fattige områder, der ikke har samme systemer til affaldshåndtering, som vi kender herhjemme. Klimaløsningen risikerer altså at skabe lokale miljøproblemer med udledning af tungmetaller i naturen, forurening af vand og så videre, siger Ivan Nygaard.

Billigt og nemt

Først lidt baggrund for fremvæksten af de mange små solcelleanlæg. De er vokset frem ikke bare i Afrika, men i store dele af verden, og det skyldes først og fremmest, at prisen på solceller er raslet ned: Mellem 2009 og 2019 faldt prisen eksempelvis med 89 procent, og de er kun blevet billigere siden. Samtidig betyder betalingsmuligheder på mobilen, at det blev nemt for virksomhederne at sælge elektronik og solceller på afbetaling, hvilket gør det muligt for flere at købe dem.

Og så er der jo selvfølgelig det store problem – de 600 millioner afrikanere uden strøm – som off grid-energi kan være med til at løse.

Det er nemlig ikke ligetil at klare med traditionelle, centrale kraftværker.

For det første er det dyrt og besværligt for de fattige lande at bygge energiproduktion til så mange mennesker. For det andet skal det gøres rigtigt – vi skal helst undgå at fx bare bygge en masse kulkraft på grund af klimaet. For det tredje spænder geografien ben, for Afrika er et stort kontinent med en stor landbefolkning. Størrelsen kan illustreres ved at sammenligne med Indien: Antallet af indere er omtrent det samme som antallet af afrikanere – men Afrika er 10 gange så stor som Indien. Hvis problemet skulle løses med centrale kraftværker, skulle der altså, groft sagt, bygges voldsomt mange højspændingsledninger.

Off grid-solceller løser en væsentlig del af problemet. Og de vokser altså hastigt, viser nye tal fra december fra IRENA, det internationale agentur for vedvarende energi.

Et par tal: I 2013 var der 20 millioner afrikanere, der havde off grid-solcellelamper. I 2022, som de nyeste tal dækker, var det steget til 53 millioner. Af større systemer, der også giver strøm til fx mobiltelefoner, radio og måske tv, var det steget fra én million til 24 millioner mennesker i Afrika i samme periode.

På den måde supplerer de små off grid-anlæg udbygningen af ”normal” strøm fra kraftværker og højspændingsledninger, forklarer Ivan Nygaard.

”Det er en god løsning til at skaffe strøm til afsidesliggende landområder, som det ellers kan tage meget lang tid at udbygge nettet til,” siger han.

Affaldsbjerget vokser

Men så er der altså miljøspørgsmålet.

Det har Ivan Nygaard og hans DTU-kollega Ulrich Elmer Hansen, der også er seniorforsker, netop undersøgt i et treårigt forskningsprojekt om off grid-solceller Kenya med fokus på, hvad der sker med dimserne, når de går i stykker.

”Der er en begyndende bekymring over, om hvad solcelle- og elektronikaffaldet betyder for miljøet,” siger Ulrich Elmer Hansen.

Han peger på, at solcellerne, de tilhørende elektriske apparater og batterierne i systemerne indeholder potentielt miljøskadelige stoffer som eksempelvis bly, cadmium og kviksølv.

”Det er altså nogle stoffer, der ikke skal ende i naturen,” siger han.

Og i takt med, at flere og flere afrikanere får solcelleanlæg, så kommer der også mere og mere solcelleskrald, for kvaliteten er ikke den bedste – herhjemme holder en solcelle måske i to årtier, mens en del af de små anlæg går i stykker efter tre-fire år. Mellem 2016 og 2020 blev mængden af solcelleaffald mere end seksdoblet i de afrikanske lande syd for Sahara.

Derfor har Ivan Nygaard og Ulrich Elmer Hansen været i Kenya mange gange for, sammen med deres kenyanske partnere, at tale med folk, der får strøm fra off grid-solceller, virksomhederne der sælger dem, reparatører og skraldeindsamlere.

Og faktisk, viser deres nye forskning, er det ikke et stort problem for lokalmiljøet – endnu.

Pulterkammereffekten

De fandt nemlig ud af to interessante ting. For det første bliver rigtig mange af dimserne repareret, når de går i stykker. Der er som regel et eller to års garanti på de elektriske apparater, hvor de kan blive repareret hos en officiel reparatør – men der er også mange små, lokale reparatører, kaldet fundis, siger forskerne.

”Der er en stor underskov af reparatører,” siger Ivan Nygaard. ”Der er rigtig mange fundis, der kan klare de fleste simple reparationer, og de findes i alle byer”.

Faktisk fandt de to forskere ud af, at hele 60 procent af de elektroniske enheder, der blev indleveret til reparation, blev fikset. En del går i stykker senere igen, og nogle bliver nok fikset flere gange. Reparationsgraden er overraskende stor, siger de.

Endnu mere overraskende var selve elektronikaffaldets skæbne. Faktisk er det utroligt få dimser, der er itu, der bliver smidt ud, fortæller Ulrich Elmer Hansen.

”Man kan kalde det pulterkammereffekten,” siger han. ”De bliver simpelthen opbevaret derhjemme, på samme måde som mange danskere også har en gammel mobiltelefon liggende i skuffen, selvom den ikke virker”.

Nogle af tingene skal måske sendes til reparation på et senere tidspunkt, når ejeren har råd eller tid, nogle bliver gemt af nostalgiske årsager, hvis det fx er en gave, der er gået i stykker, eller måske bare gemt, fordi enheden stadig bliver opfattet som værdifuld.

En del enheder, der er itu, ligger også hos fundis, der måske skræller dem for brugbare reservedele, eller vil fikse dem til videresalg senere.

Faktisk er det kun otte procent, der bliver smidt ud.

”Man kan sige, at de store reparationsrater og pulterkammereffekten er en midlertidig måde at håndtere affaldsproblemet på,” forklarer Ulrich Elmer Hansen.

”Når det gælder miljøet, er jeg ikke så bekymret, som da vi startede undersøgelsen,” supplerer Ivan Nygaard.

Han peger på, at meget af det, der så rent faktisk bliver smidt ud, bliver samlet til genanvendelse af skraldeindsamlere, der får betaling for fx aluminium eller gamle blybatterier i kilopris.

Vi skal omstille det hele

Men det er altså ikke en langsigtet løsning på et hurtigvoksende skraldebjerg at forlade sig på, at kenyanerne bare gemmer deres ødelagte elektronik i skuffen derhjemme, siger forskerne.

Faktisk er Kenya på vej med ny lovgivning på affaldsområdet, hvor der skal være såkaldt producentansvar – som vi også kender fra ting som batterier og elektronik i Danmark, altså hvor virksomhederne, der sælger dimserne, også skal stå for udgiften til at indsamle og behandle det affald, der kommer fra deres produkter. Faktisk har Danmark været med til at udvikle reglerne, de vil bruge i Kenya.

Producentansvar er principielt en god løsning, mener Ivan Nygaard og Ulrich Elmer Hansen, der dog er håbefuldt afventende – det er ikke altid lige nemt at overføre systemer fra små, rige lande, til store, fattige lande.

Samtidig burde der være mere fokus på at få endnu flere reparationer, siger Ivan Nygaard.

”Det kunne være ved at forlænge garantien på produkterne, eller man kunne stille krav til producenterne om ”ret til reparation”, altså at produkterne bliver lavet på en måde, hvor de rent faktisk kan blive repareret nemt, at det er nemt at få reservedele og så videre,” fortæller han.

Det er vigtigt, at den her type lovgivning bliver lavet ordentligt, siger forskerne. Den grønne omstilling er allerede i gang, og affaldsproblemerne bliver kun større i fremtiden.

Det er i øvrigt ikke et særligt afrikansk eller kenyansk problem, siger de. Herhjemme har vi ganske vist ikke off grid-solceller på samme måde, men EU og Danmark har masser af vindmøller og store solcelleparker, der en dag stopper med at virke (og i øvrigt mange millioner tons elektronikaffald, hvor under halvdelen bliver genanvendt).

”Det er rigtig godt, at vi får rullet klimaløsninger ud. Men det her viser, at det ikke blot handler om at omstille eksempelvis energisektoren uden at tænke på miljøet, eller hvem der skal betale for at rydde op. Den grønne omstilling kræver, at det hele skal tænkes sammen,” siger Ulrich Elmer Hansen.