Foto: Sara Galbiati

De utålmodige

Connie Hedegaard og Katherine Richardson er utålmodige i ny podcast, der leder efter svarene på, hvordan vi når Verdensmålene inden deadline i 2030.

Du har måske hørt, at Danmark er verdensmester grønne løsninger og Verdensmål. Men på flere områder har vi faktisk nogle ret pinlige rekorder. I podcastserien De utålmodige er tidligere klimaminister og EU-kommissær Connie Hedegaard og professor og FN-ekspert Kathrine Richardson derfor gået på en vigtig mission. De har igennem deres karrierer hørt på utallige skåltaler og set nok grafer, der råber på handling. De leder nu efter svarene på, hvorfor vi ikke rykker ud over stepperne herhjemme, når klodens alarmklokker blinker rødt, og vi allerede ved, hvad der skal til? De har med andre ord sat sig for endelig at finde ud af, hvordan vi når Verdensmålene i tide.

Tag med på deres rejse og bliv både utålmodig og håbefuld på klodens vegne. Find De utålmodige, hvor du plejer at lytte til podcast.

Lyt med på Apple Podcast, Spotify, Google Podcasts og Podimo.

1: Biodiversitet handler om vores eksistens

Den sjette masseuddøen er i gang, og mange har endelig fået øjnene op for, at tabet af biodiversitet ikke kun handler om den bengalske tiger eller det hvide næsehorn. Det handler om hele vores eksistens. Så hvorfor i alverden er det så svært at komme fra ord til handling? Og hvordan gik det til, at Danmark blev verdens mest opdyrkede land på linje med Bangladesh? Det har de utålmodige værter inviteret Bo Fritzbøger, der er ekspert i dansk miljø- og klimahistorie, i studiet for at finde svarene på.

Om podcasten

De utålmodige er en del af projektet Dansker, kend dine Verdensmål, som er støttet af Lundbeckfonden, Industriens Fond, foreningen Realdania, Nordea-fonden og Spar Nord Fonden.

Gør Verdensmål til vores mål

I 2020 gav over 6.000 danskere deres bud på, hvordan vi kan måle på Verdensmålene i Danmark, så vi kan følge udviklingen. Det er der kommet 197 danske målepunkter ud af, som gør Verdensmålene relevante i en dansk kontekst. De 197 danske målepunkter blev udgivet i rapporten ’Vores Mål’ af Danmarks Statistik og 2030-panelet. Med årlige data viser målepunkterne, hvordan Danmark klarer sig med at leve op til målene, og hvor vi skal hen.

Læs hele rapporten her

2: Brug-og-smid-væk er utrendy

Hvis alle mennesker i verden levede, som vi gør i Danmark, ville vi have brug for fire jordkloder. Når man kigger på forbrug, madspild og affald, har vi masser af pinlige rekorder i Danmark. Heldigvis der er også mange, der allerede er i fuld gang med at arbejde med nye, innovative løsninger. En af dem er Camilla Haustrup Hermansen, der er direktør i emballagevirksomheden Plus Pack. De utålmodige har inviteret hende ind i studiet for at blive klogere på, hvorfor vi er så langt fra et cirkulært forbrug, hvor vi genanvender i stedet for at smide ud og brænde af. Og ikke mindst hvad der skal til for at ændre det.

3: Markedet skriger på bæredygtigt byggeri

Hvert år produceres 1,3 milliarder tons affald på verdensplan. Halvdelen kommer fra byggeriet. Samtidig står vi overfor historiens måske største byggeboom; Flere og flere flytter til byerne. Ifølge FN vil 2/3 dele af klodens befolkning være byboere i 2050. Cirkulært byggeri, hvor gamle materialer får nyt liv er allerede opfundet. Så hvorfor er det ikke mere udbredt? Det, og hvordan vi accelererer udviklingen, spørger de utålmodige Anders Lendager om. Han er frontrunner på området og står bl.a. bag verdens første byggeri, der er designet ud fra alle Verdensmålene.

4: Over 90 procent af danske mænd mener ikke, vi har et ligestillingsproblem

Mænd tjener fortsat mere end kvinder og har langt større chancer for at få en lederstilling herhjemme. Kvindelige ledere i det private tjener næsten 100.000 kroner mindre om året end deres mandlige kolleger. Det har Morten Hübbe, der står i spidsen for Tryg, sat sig fra at ændre. De utålmodige har inviteret ham til en snak i studiet om, hvordan ligestilling giver bedre resultater for virksomheden. Og ikke mindst hvordan vi på samfundsplan kan accelerere udviklingen, så Mortens egen 14-årige datter har bedre chancer for at blive CEO, når hun bliver voksen.

5: Alle venter på, at politikerne kommer op i gear

Efter fire udsendelser med kloge mennesker, der på hver deres måde arbejder med Verdensmålene, er konklusionen klar: Danmark rykker ikke hurtigt nok, og alle venter på, at politikerne også kommer i gang. De utålmodige har derfor inviteret Kristian Jensen og Pelle Dragsted i studiet til en konstruktiv debat om, hvordan vi får de folkevalgte politikere til at handle og tænke langsigtet på klodens og de kommende generationers vegne. Og hvordan vi skaber bæredygtig udvikling uden at lade nogen grupper i samfundet i stikken. Kan socialisten og liberalisten enes om, hvad der skal til, hvis vi skal lykkes med Verdensmålene?

6: Nu skal vi rykke på Verdensmålene

De utålmodige er taget til Folkemødet på Bornholm, hvor Connie Hedegaard og Thomas Ravn-Pedersen fra Verdens Bedste Nyheder har sat Danmarks finansminister i stævne. Nicolai Wammen, der også er Verdensmålenes minister, får afspillet klip og ønsker fra podcastens tidligere gæster. Alle efterspørger de klarere rammer fra politikerne. Det viser sig, at ministeren også er utålmodig, så hvordan kommer vi i mål?