Serie: Koden til flere hænder

Danmark mangler tusindvis af digitale talenter. Men nye fællesskaber, alternative læringsrum og utraditionelle veje ind i IT-faget viser, at løsningerne allerede findes.

En flok børn sidder fordybet i en klub med skærme, kabler og robotter. Et undervisningslokale bliver til et hacker-scenarie, hvor en bank pludselig mister kontrollen over sine systemer. Og i et frivilligt læringsrum sidder mennesker, der for få år siden stod uden for arbejdsmarkedet, og skriver deres første kodelinjer.

Det er meget forskellige steder. Men de peger alle i samme retning.

Danmark er blandt verdens mest digitaliserede lande, hvor alt fra bankforretninger til kontakt med det offentlige foregår online. Alligevel mangler der tusindvis af mennesker med IT-kompetencer. Fortællingen kommer derfor ofte til at handle om manglen på kvalificeret arbejdskraft.

Denne artikelserie vender blikket mod det, der allerede er i gang: De nye veje ind i IT-faget, hvor teknologi ikke kun er for dem, der har fulgt den klassiske uddannelsesvej, men også for dem, der kommer ind gennem fællesskaber, frivillighed og alternative forløb.

Følg med over de næste uger.

Artikelserien er en del af en særavis om it-branchen sponsoreret af HK’s IT-fagfællesskab KODEX.