10. maj 2026
Fra flugt til frontend: Tech-frivillige hjalp Shabnam med at knække koden til fremtiden
En frivillig organisation har fået iranske Shabnam Ghatei og over 200 andre i job ved at lære dem at kode. Det hjælper flygtninge og asylansøgere ind i branchen, der skriger på it-kyndige medarbejdere.
Foto: HackYourFuture
Shabnam havde aldrig troet, at hun skulle arbejde i IT-branchen.
Da hun levede i Iran, var det animation, hun studerede i de sidste år af sin ungdomsuddannelse. Hun troede, hun skulle arbejde med noget kunstnerisk og kreativt.
Men da hendes bror en dag blev stoppet af det iranske politi, og de fik fat i hans bil, hvor der lå bibler i bagagen, ændrede hendes liv sig for altid.
Fra den ene dag til den anden flygtede hendes far og bror ud af landet.
”De blev nødt til at forlade landet ulovligt,” fortæller hun.
Familien var nemlig konverteret til kristendom, og det gør man ikke bare lige i Iran.
”Jeg blev tilbage i lidt tid sammen med min mor, men så rejste vi også.”
Shabnam Ghatei var 17 år.
Nu er det 10 år siden.
I dag er hun 27 år, bor midt i København, og så arbejder hun med IT som frotend-udvikler. Dét er der en god grund til. For da hun var ankommet til Danmark i 2020 efter at have boet flere år i Tyrkiet, var tiden fyldt med uvished. Hun havde brug for noget at lave, der ikke handlede om at være asylansøger.
Hun søgte om at blive en del af det gratis undervisningstilbud HackYourFuture – og det blev starten på hendes nye liv.
Missionen at få folk i jobs
”Det er jo vores mission at hjælpe folk i jobs i tech.”
Sådan siger Helena Birkholm. Hun er direktør i HackYourFuture, hvor flygtninge, asylansøgere og andre, der er kommet til Danmark uden at have muligheden for at tage en uddannelse, kan blive rustet i IT-kompetencer, så de efterfølgende kan få et job i IT-branchen.
Shabnam Ghatei i midten af billedet havde aldrig troet, hun skulle arbejde i IT-branchen. Men gennem HackYourFuture lærte hun at kode, og i dag er hun frontend-udvikler i en stor virksomhed. Foto: HackYourFuture
”HackYourFuture er til for folk, som ikke har lige adgang til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked,” fortæller Helena Birkholm.
Deltagerne, der gennemfører HackYourFuture-programmet, bliver først klædt på med de basale IT-kompetencer. Herefter vælger man en specialisering, som løbende tilpasses arbejdsmarkedet. Lige nu tilbyder programmet frontend-og backend-udvikling med fokus på hjemmesider, apps, databaser og andre former for software.
Men det er mere end en lynuddannelse i IT. Deltagerne bliver nemlig også klædt på til at søge jobs og i det hele taget været en del af det danske arbejdsmarked.
”Det handler ikke kun om kode. Det handler også om samarbejde, kommunikation og om at føle sig tryg i en dansk arbejdsplads,” siger Helena Birkholm.
Om HackYourFuture
HackYourFuture er et nonprofitforetagende og bliver drevet af frivillige.
Der er to hold i København og et hold i Århus med opstart tre gange om året.
Programmet består af cirka 30 timers selvstudie og fire timers undervisning hver søndag.
Ansøgere til holdene hos HackYourFuture bliver blandt andet vurderet på, hvor godt de taler engelsk – det er nemlig nødvendigt for at kunne følge med i undervisningen – om de har et arbejde, eller om de har et arbejde, der ikke passer til den uddannelsesbaggrund, de har.
Det er gratis for deltagerne. HackYourFuture er blandt andet finansieret af en række fonde og virksomheder.
Hun peger på, at mange danske arbejdspladser har en flad ledelsesstruktur, hvor det, at man giver sin mening til kende, egentlig bliver set som noget proaktivt og positivt.
”Det bliver hurtigt misforstået, hvis nogen egentlig har noget på hjertet, har kompetencer, potentiale og kan udfordre med andre perspektiver, men samtidig føler, der er for meget på spil til, at de vil sige noget. Så det bruger vi også meget tid på at snakke om,” siger hun.
Mangel på arbejdskraft
Der er generelt mangel på arbejdskraft indenfor tech-verdenen.
Ifølge brancheorganisation for IT- og televirksomheder, IT-Branchen, mangler der akut over 7.000 IT-specialister. Ifølge organisationen er det et problem år efter år, at der mangler kompetent arbejdskraft.
Men her peger Helena Birkholm netop på, at initiativer som HackYourFuture kan være en stor del af løsningen.
”Vi har en succesrate på over 80 procent,” siger hun med henvisning til, at 340 har været igennem programmet, og at 281 i dag har et job. Det svarer til 83 procent.
”Så vi er faktisk et bevis på, at med de rette ressourcer og med det rette netværk kan man give folk troen på, at de kan komme rigtig langt.”
Der er cirka 30 timers selvstudie i HackYourFutures program. Hver søndag er der fire timers fælles undervisning. Hele forløbet tager otte måneder. Foto: HackYourFuture
Hun fortsætter med at understrege en styrke ved mange af HackYourFuture-alumnerne: De har ofte en anderledes baggrund end mange af de danskere, som tager en IT-uddannelse inden for IT. Hun fremhæver en afghansk kvinde fra programmet, der har en baggrund som lærer.
”Hun har en helt anden baggrund end tech, og hendes virkelig store styrke er jo, at hun netop kan kombinere det med den kompetenceprofil, hun har hjemmefra. At hun er en helt vildt dygtig formidler,” siger Helena Birkholm. ”Det er profiler, som bringer andre erfaringer og perspektiver ind i virksomhederne, og det er en kæmpe styrke.”
Et lys i mørket
Det var egentlig ikke udsigten til et arbejde, der fik Shabnam Ghatei til at søge om at blive en del af HackYourFuture.
”Det tænkte jeg slet ikke på,” siger hun. ”Det handlede mest om fællesskabet, at have noget positivt, et lys i mørket.”
Da Shabnam var kommet til Danmark, boede hun på et asylmodtagecenter med sin far og bror. De delte ét lille værelse, og det var svært at finde tid til sig selv. Samtidig var hendes mor, der endnu ikke var kommet til Danmark, blevet nødt til at rejse tilbage til Iran, og det fyldte Shabnam med frygt.
Fremtiden var usikker.
”Det er enormt stressende. Du kan ikke planlægge noget, men samtidig kunne jeg ikke håndtere ikke at prøve at lave noget. Jeg vidste ikke, hvad der ville ske, det var ikke op til mig. Jeg kunne ikke se min fremtid for mig. Men jeg vidste, jeg ville fortryde, hvis jeg ikke lavede noget,” siger Shabnam Ghatei.
Derfor endte hun med at søge om at deltage i forløbet hos HackYourFuture.
Shabnam Ghatei, til højre, fik mere ud af HackYourFuture-forløbet end at lære at kode. Det var fællesskabet, der var vigtigst, og så var det et lys i mørket, da tilværelsen som asylansøger var usikker. Foto: HackYourFuture
”Det var det eneste positive i mit liv. Det var det eneste, som var anderledes end den verden, jeg ellers var fanget i. Det eneste jeg havde udenfor verdenen som asylansøger,” husker hun.
I starten var det svært.
”Det var ret forvirrende, for jeg vidste ikke rigtigt noget om at kode. Jeg havde kun lært en lille smule, da jeg gik i skole i Iran, men det var dét,” fortæller hun.
Men så blev hun alligevel grebet af det.
“Det handler om at løse problemer, det er lidt som at løse gåder,” siger hun.
Det gik hurtigt med at få et job, efter hun havde afsluttet det otte måneders lange forløb hos HackYourFuture, og kort tid efter fulgte en opholdstilladelse til at blive i Danmark også efter.
I dag arbejder Shabnam Ghatei som frontend-udvikler i marketingsvirksomheden Merkle. Det er hendes tredje techjob efter, hun færdiggjorde programmet i 2021 – og så er hun mentor i HackYourFuture for andre, der håber på en fremtid i den danske IT-branche. For som hun siger:
”Jeg fik så meget fra dem, så nu er det min tur til at give noget tilbage.”
Denne artikelserie er en del af en særavis om it-branchen sponsoreret af HK’s IT-fagfællesskab KODEX.