Analyse: Droner redder regnskov

Skoven forsvinder stadig, men flere steder er det lykkedes at bremse katastrofen. I Amazonas fældes der nu kun halvt så meget regnskov som i 2004, og i Costa Rica er der nu dobbelt så meget skov som i 1980.

Dronen ligner et forvokset stykke legetøj. Lian Pin Koh, der er økolog, kaster den op i luften og sender den af sted på sin mission.

»Nu kan vi bare vente og snuppe en kop kaffe. Eller gå i panik over, om den kommer tilbage,« siger han, da hans opfindelse forsvinder ud af syne.

I den næste halve time vil den ubemandede miniflyvemaskine kredse over regnskoven her i Gunung Leuser nationalpark i det nordlige Sumatra, og følge den rute, som Lian Pin Koh og de andre biologer har programmeret den til. Ruten dækker et område på ca. 30 kvadratkilometer, som det ville koste mange timer og op til ca. 1,5 mio. kr. at skabe sig et overblik over til fods og fra en helikopter. Dronen koster ikke mere end en bærbar computer; uhindret af det svære terræn forneden og skyerne foroven, svæver den hen over skoven på udkig efter orangutanger. Dronen kommer uskadt tilbage, og så snart maskinen er landet, kaster biologerne sig over den for at få fingre i de detaljerede fotografier af området, den er vendt hjem med.

Gunung Leuser er et af flere steder i verden, hvor droner, der i disse dage mest associeres med krig mod terror, bruges som en teknologi, der ikke tager liv, men hjælper med at bevare det. Lian Pin Kohs øko-droner er ikke bevæbnet med andet end et kamera, og deres vigtigste opgave er at indsamle data om skovens og dyrenes tilstand, spotte trusler mod regnskoven som illegal skovhugst eller krybskytteri.

90 pct. hugst er illegal

Ofte bliver de love, som skal beskytte regnskovene, ikke overholdt. Helt op til 90 pct. af den skovhugst, der sker i regnskoven i dag, er illegal. Dronerne, der er både billigere og sikrere at sende ud end vagter, er derfor en stor hjælp til de lokalsamfund, der lever i og af skoven, men mangler ressourcer til at beskytte den. Med billederne fra dronen kan krybskytter og illegal skovhugst meldes til myndighederne.

Dronerne illustrerer, at kampen om verdens regnskove stadig er i fuld gang. Men de er også et eksempel på, at denne kamp har resulteret i overraskende løsninger. Løsninger, der faktisk virker, for i flere lande er den biologiske katastrofe, man forudså, om ikke afværget, så dog bremset markant.

At indsatsen fungerer, kan ses i Amazonas, hvor der i dag kun fældes halvt så meget regnskov som i 2004. Eller i Costa Rica, hvor der nu er dobbelt så meget skov som i 1980.

Stadig store udfordringer

Politiske initiativer har været en faktor i Costa Rica, hvor man har indført økonomiske incitamenter for at bevare regnskov. Ifølge en analyse fra Verdensbanken, ”Costa Rica: Forest Strategy and The Evolution of Land Use”, er det dog kombinationen af offentlige og private tiltag, heriblandt ngoprojekter, der har forhindret den økologiske katastrofe.

Men der er stadig udfordringer. 60-100 mio. år har det taget regnskovens komplekse net af indbyrdes afhængige arter at udvikle sig. Det har derimod kun taget omkring 50 år at halvere det. Siden 1950 er arealet af oprindelig regnskov på jorden skrumpet fra 15 til 6 mio. kvadratkilometer. I dag forsvinder der regnskov på ca. to gange Danmarks størrelse om året, eller hvad der svarer til en fodboldbane hvert sekund.

Regnskoven bliver ryddet for at gøre plads til landbrug, især plantager og græsningsområder til kvæg, mineraludvinding eller veje og anden infrastruktur. Desværre får man på sigt ikke særlig meget ud af landbruget. Jorden under regnskoven er nemlig oftest fattig på næringsstoffer, fordi den intakte skov gemmer på næringen i de levende planter. Men på grund af fattigdommen i mange af regnskovslandene, og fordi skoven i sig selv ikke giver megen økonomisk gevinst, ser den lokale skovejer tit ikke andre muligheder end at sælge til større virksomheder eller fælde skoven for selv at dyrke jorden i den korte tid, det er muligt. Alt i alt forsvinder regnskoven altså fortsat – hastigt og i stort omfang.

Det vil på alle måder være et stort tab, og ikke kun for de ca. 50 millioner mennesker, som er afhængige af den. Regnskoven binder enorme mængder CO2, og skovrydning bidrager derfor allerede nu mere til klimaforandringerne end alle verdens biler tilsammen. Desuden er regnskoven med sin ekstreme mangfoldighed af arter også vores genetiske fremtidsforsikring.

Faktisk stammer en fjerdedel af al vestlig medicin, der bruges i dag, fra regnskoven. Og endnu kender vi kun den medicinske virkning af ca. 1 pct. af regnskovens planter.

Økoturisme, en ny levevej

Erfaringerne viser, at de løsninger, der virker, er dem, der ikke behandler rydningen som et regnskovsproblem, men som et samfundsproblem. Fattigdom og fældet regnskov er to sider af samme sag. Nøglen til at bevare skoven er derfor at skabe nye, alternative måder at tjene til dagen og vejen på for de mennesker, der lever i og af skoven.

Det kan for eksempel være i form af økoturisme. Også her er Costa Rica klassens duks. Landet har opbygget sit brand og en industri omkring regnskovsturisme, hjulpet godt på vej af NGO’er. Siden 1980’erne er antallet af turister i landet steget fra 300.000 til 2 mio., og regnskoven er dermed blevet en vigtig indtægtskilde – en udvikling, som flere andre lande nu prøver at efterligne.

En anden alternativ indtægtskilde kan være landbrug, som ikke kræver fældning af regnskov; kaffe og kakao kan eksempelvis dyrkes fint i regnskovens skygge. Eller det kan være en skånsom og bæredygtig skovdrift, der sikres gennem certificeringsordninger som FSC (Forest Stewardship Council).

Endelig kan det handle om, at de oprindelige folk, der har levet i regnskoven på bæredygtig vis i årtusinder, også får de juridiske rettigheder til deres skov.

Og så kan det til tider også handle om kreative løsninger på mere lavpraktiske problemer som øko-dronerne. De er ikke et magisk fix, der i sig selv vil redde regnskoven; men de er et lovende nyt hjælpemiddel, der vil gøre det nemmere at gennemføre de forandringer, der skal til.