26. september 2025

Analyse: Mandelas klub af pensionerede regeringschefer bruger stadig deres indflydelse i New York

FN er presset, men hvad er kuren? En helt særlig klub tog til FN’s generalforsamling med støtte til den kriseramte organisation – og kras kritik af Trump

Foto: andykazie/Istock

FN fylder 80 år i år. Og Verdensmålene fyldte 10 år i torsdags. To runde fødselsdage som hele verden burde være optaget af og som fortjener den helt store fejring, men hvor den geopolitiske virkelighed sammenholdt med svigtende medlemsbidrag – ikke mindst fra USA – desværre har dæmpet festivitassen.

Så det var et FN, der under svære omstændigheder i sidste uge samlede omkring 100 statsoverhoveder, tusindvis af diplomater, rådgivere og lobbyister fra alle verdens lande til møder og fejring i New York. Og så var der den lille eksklusive klub, ”The Elders”. Nok ikke kendt af ret mange. Klubben blev startet af Nelson Mandela og Desmond Tutu tilbage i 2007 og består af forhenværende statschefer og FN-bosser, der stadig vil det globale samarbejde – og som har evnen til ved særlige lejligheder, at trænge igennem med deres visdom og visioner for en fredeligere og mere bæredygtig verden.

Flere gange stødte jeg som medlem af den danske FN-delegation på medlemmer af ”The Elders”. Alle fire gange i nogle af FN-hovedkvarterets mere eksklusive møderum som SDG Media Zone og The Goals Lounge. Og hver gang efterlod dísse ældre pensionerede statsoverhoveder et helt anderledes håb fordi de kan tale mere frit og er så gode til at sætte tingene i perspektiv. Det kommer jeg tilbage til om lidt.

Det var 9. gang, at jeg deltog i en FN Generalforsamling. Og nok den gang, hvor jeg har været mest nervøst for, om verden kan holde fast i visionen om De forenede Nationer? Om den ”globale lim” mellem de i øjeblikket mange stridende lande stadig kunne holde?

Trods de svære omstændigheder og ikke mindst en amerikansk præsident på krigsstien, så lykkedes det at holde fast i håbet og troen på den regelbaserede verdensorden. Hovedparten af verdens lande tror som Danmark på styrken i De forenede Nationer. Og verdens lande taler stadig sammen – og kan stadig enes – fx om en resolution, der skal styrke arbejdet for bedre ligestilling og pigers og kvinders rettigheder i hele verden. Den blev vedtaget forrige fredag!

Ugen bød også på flere drøftelser af hvordan verdenssamfundet til næste år kan vælge den næste FN-generalsekretær på en mere demokratisk og åben måde, end der har været tradition for. Og som 90 lande allerede har meldt ud – herunder Danmark: Denne gang må det være tid for en kvinde i den position.

Sidste års ”Summit of the Future”, der vedtog en fremtidspagt, hvor verdens lande gav hinanden håndslag på først og fremmest at fortsætte arbejdet for Verdensmålene og menneskerettighederne og som noget nyt også tage hensyn til de kommende og ufødte generationer, leverede også indtil flere debatter og nye initiativer med særligt bæredygtighed, ligestilling, unge og fred i fokus.

FN’s ledende trekløver af generalsekretær, vicegeneralsekretær og formand for generalforsamlingen kæmper virkelig for at holde liv i samarbejdet og alt det regelbaserede. De vil fred. De vil bæredygtighed. Og de vil menneskerettigheder og Verdensmål. For som de siger ”Global problems need global solutions”. Og de insisterer også på at videreføre håbet fra da Verdensmålene blev vedtaget i 2015 i enighed – og fra Fremtidspagten, der blev født på samme vis sidste år.

Vicegeneralsekretær Amina J Mohammeds mindede i sin tale ved 80-års fejringen os alle om, at FN rent faktisk er det eneste forsamlingshus i hele verden, hvor alle 193 lande kan mødes – og stadig gør det.

Fremtidspagten talte også for at få endnu flere kræfter involveret i det globale fredsarbejde – og især unge kræfter. Det har fået FN til at lancere kampagnen #ActNowForPeace. Og som de sagde, fred er ikke kun fravær af krig. Fred skal skabes og opbygges i klasseværelset og i lokalsamfundet.

Generalforsamlingen bød også på et helt nyt initiativ med kunstig intelligens. Til det formål er FN lykkedes med at indsamle knap 1 milliard kroner, der skal bruges på at udvikle en ”AI Commons” – altså en kollektiv kunstig intelligens, der skal bygges op for at fremme bæredygtig udvikling og de mange delmål og handlinger, som Verdensmålene rummer.

Så på én måde lignede UNGA80 – forkortelsen for FN’s 80. generalforsamling – alle mulige andre generalforsamlinger. Hvor et proppet FN-hovedkvarter ugen igennem samler diplomater, civilsamfundsrepræsentanter og statschefer, der oprigtigt mødes og drøfter alverdens emner: Hvordan vi kan skrue op for mere ligestilling, minoriteters rettigheder, bæredygtig udvikling eller klimahandling. Og alligevel stødte man også på den helt store elefant i rummet: USA’s præsident og det faktum, at USA har trukket sig fra en stribe af FN’s allervigtigste programmer og skåret i deres økonomiske bidrag.

Men det kunne ikke ryste formanden for ”The Elders”, nobelprismodtageren fra 2016, Colombias tidligere præsident Juan Manuel Santos, der var med til at afslutte landets 50 år lange borgerkrig.

I tirsdags talte han i The Goals Lounge om værdien af multilateralisme – eller lidt populært oversat; værdien af FN. Santos er glødende fortaler for FN, han var en af hovedarkitekterne for Verdensmålene og ser dem i dag som et af de bedste eksempler på når multilateralisme og FN fungerer og leverer. Og som han sagde, selvom der i dag er lande og statsledere, der ser FN som noget der begrænser ens suverænitet (læs USA og Trump), så kan verdens store problemer – fx risikoen for atomkrig og klimaforandringer – ikke løses af nogen lande alene. Han kaldte det absurd, hvis man tror det modsatte. Og så fremhævede han WHO’s nyligt vedtagne pandemi-plan som en kæmpe sejr for verdenssamfundet. ”Hvis USA vil stå udenfor, så dem om det”, sagde han.

Et af de største kritikpunkter af FN er det magtesløse Sikkerhedsråd. Hvor de fem permanente medlemmer med deres vetoret gang på gang bremser, at det internationale samfund kan komme trængte lande til undsætning. En af de helt store kritikere er Irlands tidligere præsident og den forhenværende højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, der også er medlem af ”The Elders”. Hun mener tiden kommet, hvor FN’s charter skal føres up-to-date. Fra dengang 50 lande i 1945 besluttede at stifte De forenede Nationer til i dag, hvor der er 193 lande og en meget skæv fordeling af magt og repræsentation i netop Sikkerhedsrådet. Mary Robinsons vision er et revitaliseret FN-charter og så at sikre FN en mere stabil finansiering, der ikke er så afhængig af hvem der aktuelt bor i Det hvide Hus.

FN-charteret indeholder en artikel 109, som beskriver hvordan FN’s generalforsamling faktisk KAN beslutte at revidere grundlaget for det som FN blev stiftet på for 80 år siden. Mary Robinson mener at tiden nu er moden.