Banebrydende Belgien: Som de første i verden får sexarbejdere barsel, pension og sygedage

”Jeg er en meget stolt belgisk sexarbejder lige nu,” fortæller Mel til sine Instagram-følgere i en video.

Mel – som går under onlinenavnet melmelmeliciousss – er en af de sexarbejdere, der nu kan få glæde af en ny, belgisk lov.

Som de første i verden har belgiske sexarbejdere nu fået de samme rettigheder som frisøren, læreren, biologen og alle andre arbejdstagere i landet. I praksis betyder det, at sexarbejderne har mulighed for at arbejde på kontrakt, og det giver rettigheder som barselsorlov, ret til sygedage, pension og sygeforsikring. Loven gælder ikke for selvstændige sexsælgere.

Sexarbejde er allerede lovligt i Belgien og en række andre lande, men det er første gang nogensinde, at et land giver så omfattende arbejdsrettigheder.

Antropolog Sine Plambech, der er seniorforsker ved forskningsinstituttet DIIS og har 20 års erfaring med at forske i sexarbejde, menneskehandel og migration, kalder den nye lov en god nyhed.

”Det er helt konkret et fremskridt, fordi de nu får mulighed for at få støtte i situationer, som alle mennesker gennemgår, altså barsel, sygdom og pension. Så det er de rigtige steder, man har sat ind,” fastslår hun og fortsætter:

Jelena Seidel melder sig under samme fane. Hun er politisk konsulent for foreningen The Red Van, der er et tilbud, som henvender sig til gadebaserede sexarbejdere i København. Foreningen arbejder politisk for at forbedre forholdene og sikre rettigheder for alle sexarbejdere – uanset arbejdsform.

”Altså arbejdsmarkedsrettigheder og arbejdstagerrettigheder er jo til for, at arbejderen ikke bliver udnyttet. Så vi skal jo selvfølgelig have de samme regler og love, så sexarbejderen ikke bliver udnyttet,” siger Jelena Seidel, som også har arbejdet som sexarbejder.

Udover nye rettigheder, er der også kommet regler for arbejdsgiveren – for eksempel ejeren af et bordel.

De skal kunne dokumentere, at de ikke har pletter på straffeattesten for eksempelvis menneskehandel eller seksuelle overfald. Derudover skal de også sørge for, at arbejdsforholdene er i orden. Der skal være rene lagner, kondomer og en nødknap i alle værelser, som sexarbejderne kan trykke på, hvis de føler sig i fare.

Gråzonens skyggesider

Belgiske sexarbejdere har altså fået spritnye rettigheder, men hvordan ser det egentlig ud for danske sexarbejderes rettigheder?

I Danmark er rufferi – altså det at tjene penge på andres sexarbejde – ulovligt. Derfor skal danske sexarbejdere være registrerede som selvstændige og betale moms og skat.

Herhjemme er lovgivningen om sexarbejde en gråzone, mener Sine Plambech. Det er lovligt at sælge og købe sex – så længe sælgeren er over 18 år – men samtidigt er arbejdet ikke anerkendt som et reelt erhverv. Det betyder, at sexarbejdere ikke har ret til almindelige arbejdstagerrettigheder som for eksempel barsel, sygedagpenge og pension, og de har heller ikke har adgang til en A-kasse eller fagforening.

Sine Plambech forklarer, at det kan betyde, at nogle bliver nødt til at arbejde, mens de eksempelvis er gravide, har smerter eller er syge. Hun peger for eksempel på, at en del sexarbejdere måtte arbejde under coronakrisen, eftersom de ikke havde mulighed for at få kompensation, fordi deres arbejde ikke er et anerkendt erhverv.

Plambech understreger, at det er vigtigt at skelne mellem migrantsexarbejdere – som hverken har arbejds- eller opholdstilladelse – og sexarbejdere med dansk statsborgerskab. Det er nemlig nogle andre problematikker, der er på spil for migranterne.

De er hverken i nærheden af at have arbejdstagerettigheder, men er også bange for at anmelde vold eller voldtægt, fordi de frygter at blive smidt ud af landet, forklarer hun.

Udover manglende rettigheder er stigmatisering – som at blive set ned på eller ekskluderet fra samfundet – også et problem, når det drejer sig om sexarbejde, pointerer Sine Plambech.

”Man kan være bange for, at man får taget sine børn, eller at man ikke kan få et ordentligt arbejde, fordi stigmatiseringen gør, at man bliver betragtet som en, der ikke er en ansvarlig person. Altså den her gamle forestilling om sexarbejderen lever stadigvæk, og det gør, at mange holder deres arbejde skjult,” forklarer hun og fortsætter:

”Mange sexarbejdere siger også i nogle af de større forskningsrapporter, der er lavet, at det faktisk er noget af det, der stresser dem allermest. At de på grund af den stigmatisering skal leve et dobbeltliv og være bange for de sociale konsekvenser.”

Og denne frygt er ikke uden grund. Sine Plambech fortæller, at der har været sager, hvor nogle er blevet anmeldt til myndighederne alene af den grund, at de ikke blev betragtet som ordentlige mødre, fordi de også sælger sex.

Copy-paste?

Den nye lov i Belgien trådte i kraft den 1. december 2024. Både aktive og tidligere belgiske sexarbejdere har udtalt sig til medierne, og de er overbeviste om, at loven vil føre positive ting med sig.

”Jeg er sikker på, at arbejdsrettighederne vil give sexarbejderne et bedre liv,” siger den tidligere belgiske escort og præsident for en belgisk forening for sexarbejdere Victoria til nyhedsmediet BBC.

Det virker altså til, at loven bliver taget godt imod af branchens egne folk i Belgien. Men lad os prøve at vende snuden hjem til vores egen lille andedam. Bør vi give samme rettigheder i Danmark?

Ifølge Sine Plambech vil sådan en lov ikke komme til at gøre den store forskel for migrantsexarbejdere i Danmark, fordi mange af dem hverken har opholds- eller arbejdstilladelse. Men på trods af det mener hun stadig, at Danmark bør lade sig inspirere. Hun er nemlig slet ikke tvivl om, hvorfor sådanne rettigheder er vigtige.

”Det ene er, hvad de reelt får ud af det, altså at kunne få barsel og alle de her ting. Den anden del er, at der også ligger en anerkendelse fra staten i at sige, at det her er noget, vi anerkender som en måde, du tjener dine penge på, uanset om vi kan lide det eller ej, og dermed er det jo også destigmatiserende, fordi du nu har statens opbakning til, at du skal have rettighederne,” vurderer hun.

Og med en anerkendelse af erhvervet forestiller Sine Plambech sig, at flere måske vil have lettere ved at åbne op om deres job som sexarbejder.

Jelena Seidel synes også, vi bør skæve til belgierne for at se, om vi kan bruge loven i danske rammer.

”Jeg synes, vi skal kigge på den belgiske lov i en dansk kontekst. Jeg ved jo ikke, hvordan Belgiens lov omkring erhverv og ansættelser er skruet sammen. Så derfor kan vi ikke bare sådan copy-paste dem,” siger hun og fortsætter:

”Men hvis Belgien er tilsvarende Danmark, så er det da værd at kigge på og sige, at der er nogen, der faktisk har lavet forarbejdet. Der er simpelthen nogen, der har opfundet den dybe tallerken. Vi skal bare importere den og male den anderledes, så den passer til det danske.”

Hun forklarer, at de sexarbejdere, hun har talt med, synes, at den nye lov er en god ide, men at en del af dem ikke kan se sig selv blive ansat et sted. De vil hellere være selvstændige, forklarer hun.

”For os handler det om, at sexarbejdere skal stilles frit og have frit valg ligesom alle andre. Altså hvis man ønsker at være selvstændig, så skal man have den mulighed. Hvis man ønsker at være ansat, så skal man også have den mulighed.”

Valget ved skillevejen

Ifølge Sine Plambech vil det, at sexarbejdere får flere rettigheder, ikke betyde, at flere kommer til at kaste sig ud i erhvervet.

”Der er ingen forskning, der tyder på, at rettigheder gør, at flere vil sælge sex. Det er simpelthen nogle helt andre ting, der gør, at mennesker begynder at sælge sex, som ikke handler om, at man har fået rettigheder. Rettigheder har aldrig været dårligt for nogen, og derfor kan vi også godt gøre det i Danmark,” fastslår hun.

Sine Plambech peger på, at der er to politiske fløje i Europa: Dem der kriminaliserer, og dem der giver rettigheder.

Hos vores svenske naboer blev det forbudt at købe sex i 1999. Siden da er blandt andet Norge, Island og Frankrig hoppet med vognen. Da det stadig er lovligt at sælge sex i landene, er det altså kunderne, som gør noget strafbart – og ikke sexarbejderen – når kunden køber sex. Sverige kriminaliserede sexarbejde, fordi de svenske myndigheder betragter sexsalg som undertrykkende og skadeligt for kvinden.

Men er en kriminalisering den helt forkerte vej at gå?

Det mener Sine Plambech.

”Jeg kan jo godt forstå, at man ud fra et ligestillingsperspektiv vil signalere, at kvinder ikke er til salg. Der er bare det ved det, at sociale udfordringer og sociale problemer kan man ikke kriminaliserer sig ud af, og derfor vil jeg sige ja. De er forkert på den, hvis det er, fordi de vil hjælpe sexarbejderne,” fastslår hun.

Hun forklarer, at hvis det bliver forbudt at købe sex, vil færre kunder henvende sig til myndighederne, hvis de oplever, at en sexarbejder ikke har det godt. Og kundernes henvendelser er vigtige, fordi det er nogle af dem, der har det største indblik i, hvad der foregår, siger hun.

”Det andet er, at kvinderne også går under jorden, og det er noget af det, vi har set i Sverige. Og i Frankrig så man en stor stigning af vold mod sexarbejdere, fordi alt ligesom gik under jorden, og man så også flere mord på sexarbejdere, efter loven blev indført,” forklarer hun.

Ifølge Sine Plambech står Danmark ligesom mange andre lande ved en skillevej, hvor vi skal vælge, om vi skal følge kriminaliseringens eller rettighedernes vej.

”Der er mit indtryk, at man vil kigge mod Belgien, og se hvordan det kommer til at udspille sig,” vurderer hun.