25. februar 2024
Befolkningsbombe eller populationskollaps? Vi står midt i et vigtigt punkt i historien, og du har sikkert ikke opdaget det
Debatterne om antallet af mennesker på kloden kører på højtryk. Her er den vilde udvikling – og de bedste løsninger.
Video: Orbon Alija, iStock
Overbefolkning, madmangel, kamp om klodens ressourcer.
Vi bliver flere og flere mennesker på jorden, og det har været en bekymring for forskere og politikere helt siden slutningen af 1960’erne. Dengang var vi omtrent 3 milliarder mennesker på kloden. I slutningen af 2022 ramte vi 8 milliarder mennesker ifølge FN’s befolkningsfond, UNFPA.
Samtidig med dén udvikling er der i store dele af verden en helt anden bekymring: Der bliver født alt, alt for få børn. Globalt er fertilitetsraterne halveret i løbet af de seneste 50 år, og i store dele af Sydeuropa og Asien føder kvinderne nu så få børn, at det en af de største politiske hovedpiner overhovedet. Her er de skræmmende ord nogle andre:
Frugtbarhedskrise, ældrebyrde, demografisk selvmord.
Forvirret? Også jeg. Er vi som art ved at formere os selv ihjel, eller står vi tværtimod midt i en global fertilitetskrise, der varsler vores snarlige uddøen?
Ikke rigtig nogen af delene, siger Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet og leder af samme område ved Novo Nordisk Fonden.
”Rigtig mange unge er meget bange i forhold til de her spørgsmål. Angste, nærmest. Så det er vigtigt, at debatten ikke bliver for ensidig. Vi skal ikke stirre for stift på antallet af mennesker her på kloden. Det handler i høj grad også om fordeling af ressourcer, hvor meget vi forbruger, hvordan vi producerer goder og vores planlægning. Det er det, vi skal bruge de her tal og fremskrivninger til. Og der er heldigvis meget, vi kan planlægge os ud af, ” siger han.
En eller anden dag i 2017…
Når tanken falder på klimakrisen og det stigende pres, vi lægger på jordens ressourcer, så kan det måske virke skræmmende at se, hvor hurtigt vi mennesker har formået at mangedoble os selv i antal. Dén tendens kan ses på den grå ”bølge” i grafen nedenfor. Det mørkegrå område er udviklingen frem til i dag. Det lysegrå er FN’s fremskrivninger for, hvor vi er på vej hen.
Grafik: Eva Søe Olsen
Forudsigelserne om, at vi i løbet af få årtier formentlig skal huse yderligere 2-3 milliarder på kloden, har ført en række rimelige spørgsmål med sig: Hvor mange mennesker kan den her planet egentlig holde til? Det globale babyboom har sågar fået nogle klimaforskere til at foreslå en slags global etbarnspolitik i stil med den Kina indførte i 1980’erne for at bremse befolkningstilvæksten.
Men der er en anden kurve, som det er vigtigt at holde sig for øje. Ifølge FN’s tal er vi nemlig allerede forbi et vigtigt tidspunkt i historien. Punktet kaldes ”peak child,” og de to små ord beskriver det tidspunkt i historien, hvor der var allerflest børn under fem år på vores klode. Når jeg skriver var i datid, er det fordi, vi med al sandsynlighed allerede har passeret netop dét tidspunkt. Formentlig skete det i 2017. Måske nogle år før. Eller nogle år efter . Hvad der til gengæld virker ganske sikkert her i 2024 er, at tidspunktet for ”peak child” definitivt er fortid.
Lad mig lige understrege, hvor vildt det egentlig er:
Det kommer aldrig til at være flere børn under fem år på klode end i disse år.
Fra nu af vil den kurve begynde at falde. Kurven for antal børn under fem år kan du se her nedenfor. Den orange streg er udviklingen indtil nu. Den stiplede er FN’s fremskrivninger.
●Når vi ikke kan komme det præcise årstal for, hvornår vi nåede "peak child" nærmere, så er det ikke et spørgsmål om sløseri eller ligegyldighed fra diverse eksperter i befolkningstilvækst og demografi. Men da den her slags tal altid bygger på modeller og estimater, må vi finde os i en vis usikkerhed.
Grafik: Eva Søe Olsen
Kan du heller ikke huske at have læst artikler med gule breaking news-bjælker om dette særlige tidspunkt i menneskehedens historie? Så er du langt fra den eneste. Under researchen til denne artikel lavede jeg en lille – og helt uvidenskabelig – undersøgelse blandt Verdens Bedste Nyheders følgere på Instagram. Jeg spurgte, hvor mange, der egentligt kendte udtrykket peak child. Et par tusinde følgere svarede, og 99 procent af dem anede ikke, hvad udtrykket betød.
Da jeg taler med Flemming Konradsen, er han dog ikke særligt bestyrtet over, at peak child formentligt er et knap så kendt begreb for danskerne.
”Fertilitet er nok et demografisk begreb, som folk kender bedre. Og fertilitetsraten er også en mere hyppig anvendt indikator blandt forskere, fordi det er et tal, man kan sammenligne år for år. Peak child er mere et historisk fikspunkt,” forklarer han.
To komma én
Netop den globale fertilitetsrate sker der ifølge Konradsen også noget historisk med lige nu.
Det handler om det magiske tal 2,1. Det er det antal børn en kvinde i gennemsnit skal få, hvis en befolkning akkurat skal opretholde sig selv i antal. Altså den der fine balance, hvor befolkningen i et land – eller på hele jorden for den sags skyld – hverken stiger eller skrumper.
Og netop det niveau har den globale fertilitetsrate formentlig ramt nu.
”Måske skete det for en måned siden, måske sker det først om nogle måneder. Men jeg forventer, at den næste populationsrapport fra FN vil fastsætte den globale fertilitetsrate til tæt på 2,1”, siger Konradsen.
Og hvorfor er de her tal så værd at bide mærke i – også selv om man ikke er en kæmpe demografi-nørd?
”Det er vigtige fikspunkter, fordi det former vores fremtid. Det er de her tal, der bliver lavet politik efter. Hvornår kan man gå på pension? Hvordan skal vi bo? Skal der investeres i vuggestuer eller plejehjem? Det er svært at forestille sig noget, der har større indflydelse på vores politikker, end en hastigt ændret demografi,” forklarer Flemming Konradsen.
Vil du dykke ned i det med befolkningstilvækst på en anden måde? Se den berømte læge og statistikker Hans Rosling flytte kasser med milliarder af mennesker herunder.
●Verdens Bedste Nyheder følger er generelt ganske velorienterede. Heldigvis er de også meget ærlige.
Skæv fordeling
De demografiske nøgletal, som jeg beskriver ovenover, er globale gennemsnitstal. De er vigtige, men de kan ikke alene illustrere, hvorfor der både bliver debatteret befolkningsbombe og befolkningskollaps på samme tid. Faktum er, at den demografiske udvikling i verden er blevet temmelig skæv. Og det vil den formentlig blive ved med at være i en årrække. Ifølge Verdensbankens tal har det afrikanske land Niger i dag verdens højeste fertilitetsrate med knap 7 børn per kvinde. Sydkorea skraber bunden med langt under 1 barn per kvinde. Og det er de efterhånden ikke ene om.
”Faktisk falder fertiliteten helt vildt lige nu. Og det er i hele verden, også i Afrika. De er bare kommet senere i gang og fra et højt niveau. Derfor bliver den forventede befolkningstop hele tiden sænket, og tidspunktet for, hvornår vi når den, bliver rykket frem,” fortæller Flemming Konradsen.
Befolkningstoppen, som Konradsen taler om, er det tidspunkt i historien, hvor vi vores planet skal huse allerflest mennesker. Ifølge FN’s seneste fremskrivninger sker det formentlig omkring år 2080, hvor vi bliver 10,4 milliarder artsfæller.
Pengebonus versus vuggestuepladser
Når først fertiliteten er i frit fald, kan det være særdeles svært at få den op igen. Eller i det mindste stabilisere faldet. Det er i dag hovedpinen i store dele af Asien, Europa og Latinamerika. Frygten er især, at balancen mellem antallet af ældre og dem, der skal forsørge dem, kan blive for skæv i fremtiden.
”Når vi også i Danmark diskuterer, om vi skal hente arbejdskraft til ældreplejen og sundhedssektoren fra for eksempel Filippinerne, så handler det om dét,” siger Konradsen.
Men Danmark er ifølge Konradsen allerede godt med, når det kommer til de ting, som forskerne kan se bremser den faldende fertilitet: Gode barselsforhold, billige vuggestuer og børnehaver og relativt udbredt ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.
”Det er med til at gøre, at vi i Danmark ikke har haft en så massiv nedgang som for eksempel i Sydeuropa. Kvinders muligheder og frihed spiller en stor rolle i forhold til faldende fertilitet. Og vi kan se, at når man er nødsaget til at bo sammen med svigerforældrene, og en graviditet betyder et langvarigt farvel til arbejdsmarkedet, så er det generelt set skidt for fødselstallet”.
Velstand, fremtidsmuligheder, kvinders uddannelsesniveau og reproduktive rettigheder har således . Og det samme er tilsyneladende tilfældet, når man gerne vil stabilisere det igen.
”Man har forsøgt sig med alt fra en fridag fra jobbet til at have sex og især kontante penge-bonusser, hvis folk får et ekstra barn. Det har ikke hjulpet en pind. Den form for politisk styring af unges fertilitet er jo også voldsomt provokerende. Det spiller ingen rolle med en kontant bonus, hvis der ikke er vuggestuepladser og mulighed for som kvinde at beholde sit job. Så kønsroller spiller ind, og for det enkelte menneske og par er børn er jo meget andet end et spørgsmål om klimabalance og overbefolkning,” siger Konradsen.
●Det er dog vigtigt at have for øje, at syv børn per kvinde i dag er et særsyn – også i Afrika, hvor den gennemsnitlige fertilitetsrate nu nede på 4,6 børn per kvinde.
Paradoks: Jo flere børn, der overlever, jo færre mennesker bliver vi
Den ekstreme befolkningstilvækst handler i grove træk om tre simple faktorer: Hvor mange børn, der bliver født, hvor mange børn, der overlever, og hvor længe vi derefter lever som voksne.
Hvis vi skruer tiden tilbage til omkring midten af 1700-tallet (og før da) voksede verdens befolkning meget langsomt – faktisk med blot 0,04 procent om året.
Fertilitetsraterne var ganske vist skyhøje, hvilket betyder, at store børneflokke på mere end fem, seks eller syv søskende var helt normalt. Det samme kan man desværre sige om børnedødeligheden – den var skyhøj, og omkring halvdelen af alle børn nåede aldrig at blive voksne. Kort sagt: Der blev født mange børn, og der døde mange børn. Til sammen skabte de to faktorer nogenlunde balance i befolkningstallet.
Når vi så hopper frem til starten af 1960’erne, er der for alvor sket noget med børnedødeligheden. I hvert fald i dele af verden. Industrialiseringen betød højere levestandarder – bedre mad, renere vand, færre sygdomme og effektiv behandling. Globalt døde nu omkring hvert fjerde barn, mens fertilitetsraterne stadig var voldsomt høje med mere end fem børn per kvinde. Velstanden var velkommen, men den betød også, at vi (rent befolkningsmæssigt) gik fra balance til babyboom.
Netop den tendens har givet grobund for en udbredt myte: At den faldende børnedødelighed i virkeligheden er en udfordring, fordi den fører til problemer med overbefolkning.
Heldigvis forholder det sig stik omvendt. Faldende børnedødelighed følges ad med faldende fertilitetsrater. Eller sagt på en anden måde: Når flere børn overlever, får folk også færre børn. Udfordringen de seneste årtier har været en ”forsinkelse” mellem det tidspunkt, hvor børnedødeligheden falder, og det tidspunkt, hvor fertilitetsraterne begynder at følge med ned. Derfor skulle vi helt frem til 2017, før verden nåede ”peak child”.
I dag overlever omkring 96 procent af alle børn globalt – og en kvinde får ifølge de senest publicerede tal i gennemsnit 2,3 børn. Vi nærmer os med andre ord en ny balance.
