COP28 guide: Få svar på dine dumme spørgsmål og lær et lille ord med stor betydning

3. Derfor kalder Dan Jørgensen COP28 for ”det vigtigste klimatopmøde siden Parisaftalen”

For første gang siden Parisaftalen i 2015 skal alle lande evaluere den globale indsats for at nå aftalens mål. Den proces kaldes på COP-sprog the global stocktake.

Verden skal så at sige blive enige om, hvordan verden egentlig ser ud.

Det virker måske basalt – og det er det også. Omvendt skal man huske på, at klimakrisen er klodens nok mest komplekse udfordring, og der er store og modsatrettede interesser på spil i forhandlingerne om, hvordan vi løser den. Så det er ikke alle lande, der automatisk vil se ens på, hvordan det egentlig går med at begrænse temperaturstigningerne, sørge for klimatilpasning og skaffe finansiering til kommende indsats mod klimakrisen.

Det er dét fælles udgangspunkt, som the global stocktake skal munde ud i.

”COP28 er den vigtigste COP siden vedtagelsen af Parisaftalen. Det er den, fordi vi med Global Stocktake skal gøre det tydeligt, hvad der skal gøres nu for at nå Parisaftalens mål. Vi skal begrænse den globale opvarmning til 1,5°C. Det er ikke den kurs, verden er på lige nu. Det globale stocktake kan blive et vendepunkt,” sagde minister for global klimapolitik, Dan Jørgensen, i oktober i en pressemeddelelse fra Klimaministeriet.

Dan Jørgensen skal sammen med sin sydafrikanske ministerkollega, Barbara Creecy, være tovholder på det vigtige forhandlingsspor om the globale stocktake på COP28.

4. Det handler om klima. Og om ALT muligt andet

Selvom klimatopmøderne i sagens natur handler om at bremse den globale klimakrise, så foregår det på et globalt geopolitisk bagtæppe, der har enorm indflydelse på forhandlingerne – og dermed mulighederne for at indgå succesfulde aftaler.

Konflikter som krigen mellem Rusland og Ukraine eller Hamas og Israel (og især stormagternes indbyrdes forhold) er et vigtigt bagtæppe, når man skal forstå ”spillet” i forhandlingerne på klimatopmøderne. Og én ting er sikkert: Relationen mellem verdens to største CO2-udledere, USA og Kina, er afgørende.

5. Fælles ansvar. Og så alligevel ikke.

Det er ikke kun landenes indbyrdes relationer, der spiller ind på klimatopmødet. Spørgsmålet om ansvar er også en afgørende elefant i forhandlingsrummet. Her er vi ved et af de helt centrale principper fra Parisaftalen, nemlig formuleringen om ”common but differentiated responsibilities”.

Dén sætning betyder, at alle lande har et fælles ansvar for klimahandling. Og så alligevel ikke helt. For selv om alle lande skal være med til at løfte klimaløsningerne, så skal alle ikke løfte lige meget. Lidt simpelt sagt, så har de rige lande netop blevet rige og industrialiserede ved at udlede oceaner af CO2.

Samtidig er mange af verdens fattigste lande dem, der nu bliver allerhårdest ramt af klimaforandringerne (som de ikke selv har skabt). Derfor skal de velstående lande også gå forrest i den globale grønne omstilling – både ved selv at udlede mindre, men også ved at hjælpe landene i det globale syd med grøn omstilling og værn mod de naturkatastrofer, de allerede lider under.

6. Sidst tændte Barbados en gnist

… og apropos ansvar, så leverede Barbados’ premierminister, Mia Mottley, en ret rå – og rimelig, vil mange nok sige – kritik af de rige landes manglende ansvar, da hun sidste år gik på talerstolen under COP27 i Egypten.

”Det globale Syd er stadig underlagt det globale Nords nåde på det her område”, sagde hun bland andet.

”Verden ser stadig alt for meget ud på samme måde, som dengang den var en del af et imperialistisk herredømme.”

Se hendes fulde tale her (seriøst, gør det, hun er en fremragende taler):

Mottleys meget direkte tale gav genlyd hos mange af de lande, der allerede i dag mærker klimakrisens hærgen i ekstrem grad – og som kalder på klimaretfærdighed.

Dén klimaretfærdig har i COP-sammenhæng et helt konkret navn, nemlig Loss and Damage – og det bringer os videre til næste vigtige emne for COP28:

7. Fonden for dem, der ikke blev inviteret til den fossile fest

Et af de mest markante resultater fra COP27 i Egypten var aftalen om den såkaldte Loss and Damage Fund. Det lykkedes 77 udviklingslande at få det følsomme emne om tab og skader på dagsordenen – og endda udmøntet i en konkret fond, der fremover skal kompensere udviklingslandene for de klima-relaterede tab og skader, de i stigende grad lider under. Som når Pakistan rammes af massive oversvømmelser, eller de caribiske ø-stater hærges af stadig voldsommere orkaner.

Og hvor skal pengene til den fond så komme fra? Svaret er – kort sagt – de rige lande i nord, som har holdt CO2-fest i årtier.

“Den politiske betydning af denne fond kan næsten ikke overvurderes. Nu er det op til de videre forhandlinger om den konkrete udmøntning af fonden og ikke mindst den politiske vilje i de rige lande at sikre, at fonden også får en praktisk betydning, der står mål med behovet”, sagde Jens Mattias Clausen, EU-programchef i Concito, i en analyse af COP27 i Altinget.

Nu skal svesken så for alvor på disken. Selvom der sidste år blev lavet håndslag på en fond til de sårbare udviklingslande, så mangler en stor del af fondens praktiske udmøntning stadig at komme på plads. Forhandlingerne om, hvem der skal betale – og hvor meget de skal betale – bliver helt centrale på COP28 i Dubai.

8. Money, money, money…

Og når nu vi er ved det med pengene, så er det jo i bund og grund dét, som mange af sværdslagene på COP-møderne handler om: Modsatrettede økonomiske interesser.

Netop derfor deltager der år for år et stigende antal lobbyister fra industrien – ikke mindst olieindustrien. Og i øvrigt alle mulige andre.

Men det er ikke kun værd at holde øje med forhandlingerne om, hvordan og hvor hurtigt vi skal ud af vores fossile misbrug (mere om det om lidt). COP28 kan også blive det klimatopmøde, hvor der for første gang blive sat nogle globale mål for vedvarende energi og energieffektivitet. EU forhandler hvert år samlet på FN’s klimatopmøde, og på COP28 er aftale om vedvarende energi en mærkesag.

Helt konkret en tredobling af vedvarende energikapacitet til 11.000 GW globalt og fordobling af de årlige forbedringer i energieffektivitet frem mod 2030.

Sådan en aftale vil være et vigtigt signal til verdens investorer, når de skal vurdere, hvor det bedst kan betale sig at placere sine penge.

9. Hvis du skal lære ét nyt engelsk ord i dag, er det ”unabated”!

Det fyger med forkortelser og fremmedord i klimaforhandlingerne. Og ja, ord betyder noget. Som for eksempel det engelsk ord ”unabated”. På dansk kan det i klimasammenhæng nok bedst oversættes til ”urenset”.

Ordet gjorde sin entré i forhandlingerne på COP-mødet for to år siden i Glasgow, hvor det lykkedes verdens lande at blive enige om at nedtrappe brugen af ”unabated coal”. Ordet ”unabated” blev altså det kompromis, der gjorde det muligt at få k-ordet ind i den endelige aftale i Glasgow.

Altså; Verdens lande blev enige om, at vi skal bruge mindre ”urenset kul” – det vil sige afbrænding af kul, hvor CO2-udledningerne bare får lov at fise direkte ud i atmosfæren.

Men, hvad nu hvis man ganske vist stadig afbrænder kul, olie og gas, men til gengæld fanger CO2-udledningerne, inden de ryger ud i atmosfæren? Som USA’s særlige klimaudsending, John Kerry, for nylig udtalte til mediet E&E News:

”Vi er nødt til enten af fange udledningerne eller slet ikke lave dem – én af de to ting”

Det er dén tankegang, der ligger bag udviklingen af CO2-fangst (eller carbon capture and storage-teknologi). En teknologi, som for eksempel Klimarådet kalder en ”ung og usikker teknologi”, der altså slet ikke er langt nok i sin udvikling og skalering til at være et ægte alternativ til udfasning af fossile brændsler.

Hvis du har tyve minutter, så har Financial Times lavet en ret grunding explainer om CO2-fangst her:

Frygten blandt både klimaforskere og grønne ngo’er er, at CO2-fangst vil blive den fugl på taget, som især oliestaterne kan bruge som et carte blanche til fortsat at hive massive mængder olie og gas op af jorden.

10. Politik er en kontaktsport

Lad os slutte af med en af de centrale spilleregler for COP-møderne, der er god at kende, når man skal forstå forhandlingernes svære linedans:

Intet er vedtaget, før alt er vedtaget

Det betyder, at alt i princippet stadig står åbent – om det er mål for vedvarende energi eller fonden for tab og skade – indtil der er givet hånd på mødets sluttekst.

De barske diplomatiske realiteter er derfor, at hvis nogle lande føler, at de har givet (for) store indrømmelser på ét forhandlingsområde, kan få indflydelse på deres holdning til andre af mødets emner.

Dertil kommer, at erfaring, personlige relationer og kemi også er blandt de vigtige faktorer, der nogle gange bliver mere afgørende i politiske forhandlinger, end vi måske egentlig kan lide at tænke på.

Ingen sagde, at det skulle være nemt, når alle verdens lande skal blive enige om fremtidens klimakurs. Og det bliver det heller ikke. Til gengæld er det svært at komme på noget i vores tid, der er vigtigere.