Analyse: Klimabistand er en succes – der er bare alt for lidt af den

Den kraftige cyklon Bhola blæste ind over Bangladesh en nat i november 1970, mens befolkningen lå og sov. Inden solen stod op, var en halv million mennesker døde. Det blev verdens mest dødbringende storm, og verdenssamfundet gik derfor sammen for at sørge for, at det aldrig skete igen, blandt andet gennem Røde Kors og FN. I dag bor der cirka 100 millioner flere mennesker i Bangladesh, end der gjorde for 50 år siden, og selv om stormene rammer hyppigere, så dør der langt færre i dag.

Varslingssystemer er en af de største årsager til de mange reddede liv. Bangladesh sender advarsler om ekstremt vejr via radio, mobiltelefoner og frivillige, der kører ud på motorcykler med megafoner. På den måde kan bangladesherne nå ud til et af de 12.000 beskyttelseshuse, der er blevet bygget siden Bhola, inden stormen rammer. Beskyttelseshusene af beton står fast, selv når vinden river træer op med rode, og stormfloder skyller hele landsbyer væk.

Globalt er dødsfald fra naturkatastrofer faldet til en tredjedel på 50 år på grund af tidlig varsling og katastrofehåndtering, selv om der i samme periode er kommet mange flere og voldsommere naturkatastrofer grundet klimaforandringerne.

Tidlig varsling redder ikke bare liv, men forhindrer også materielle skader. Besparelserne er mindst ti gange større end investeringerne i varslingssystemerne, og bliver folk advaret bare 24 timer før en storm, kan det reducere de efterfølgende skader med hele 30 procent.

Eksperter og NGO’er råber derfor højere om, at det er tid til at ændre nødhjælpen, så den er mere målrettet fremtidens klima.

For selv om varslingssystemer betaler sig på den lange bane, så koster de penge på den korte. Og verdens fattigste lande har sjældent selv råd til investeringerne.

Verdens rigeste lande gav derfor på klimatopmødet COP15 i København i 2009 et løfte om at give økonomisk støtte til verdens fattigste lande for at bidrage både til deres grønne omstilling og klimatilpasning. Det er vigtigt, at begge ting bliver finansieret. Alle lande skal nemlig omstille sig til et mere bæredygtigt samfund, hvor for eksempel vindmøller og solceller erstatter kul og gas, men det beskytter ikke nu og her mod oversvømmelser eller tørke, der allerede rammer.

Løftet blev også givet, fordi de rige lande historisk set har stået for en meget større del af CO₂-udledningerne end de fattige. Alligevel går klimakrisen hårdest udover verdens fattigste, der nærmest intet ansvar har for udledningerne men mærker de alvorligste konsekvenser, når det ekstreme vejr rammer.

Derfor skulle støtten stige til 100 milliarder dollars om året fra 2020 til 2025, hvoraf Danmarks andel skulle være på fem milliarder kroner. Men på regeringens finanslovsforslag for 2022 er der kun afsat tre procent af den klimabistand, vi skylder.

NGO’er anslår, at den reelle værdi af klimafinansieringen fra verdens rigeste lande kun er omkring 20 milliarder dollars om året, når man fraregner tilbagebetaling af lån, renter og overrapportering.

Det er et løftebrud med store konsekvenser, fordi antallet af naturkatastrofer næsten er fordoblet på få årtier, og det rammer de fattige landes dårlige infrastruktur og begrænsede ressourcer. Fra 182 katastrofer per år i verden i 1980-1999 til 334 per år i 2000-2019.

Bangladesh er et eksempel på, at når verden står sammen, så sker der fremskridt, selv i de allerfattigste lande. Den slags eksempler kan der kun blive flere af, hvis de rige lande giver den klimabistand, de har lovet.

Og det er der behov for. For en tredjedel af verdens befolkning, især i mindre udviklede lande og på små øer, har ingen varslingssystemer. I Afrika er det hele 60 procent af befolkningen.

Det kan ændre sig. FN’s generalsekretær, António Guterres, har et mål om, at alle på jorden skal beskyttes af tidlige varslingssystemer inden for fem år. Og næste klimatopmøde vil have fokus på klimaforandringens ødelæggelser, og hvem der skal finansiere løsningerne. For klimabistand virker. Der er bare alt, alt for lidt af den.