07. december 2025
Den giftige røg har (næsten) lagt sig over verdens kirkegård for brugt elektronik
En berygtet skrotplads i Ghana har længe været symbolet på bagsiden af vores elektronik. Nu bliver guld og kobber fra din gamle mobil genanvendt uden ild
Billeder af unge mænd, der brænder store bunker af sammenfiltrede ledninger af. Hænder fyldt med ar, som rutineret leder efter kobber og andre metaller i gløderne. Kulsorte røgskyer, som konstant stiger op fra en gigantisk skrotplads, hvor alt fra gamle fjernsyn, computere og mobiler til køleskabe, mikrobølgeovne og airconditionanlæg danner små bjergtoppe af organiseret virvar.
Sådan har medier i årevis fortalt historien om Agbogbloshie, og samtidig døbt stedet verdens kirkegård for elektronikaffald. Agbogbloshie ligger centralt i Ghanas hovedstad Accra og har i årtier været et af verdens knudepunkter for handel med elektronikaffald.
Det oprindelige vådområde udviklede sig til et af verdens giftigste steder. Den evige afbrænding af ledninger og andre elektronikdele udledte kemikalier og tungmetaller, som både skadede miljøet og arbejderne, der led af alvorlige luftvejssygdomme, nerveskader og kræft.
Da jeg tager til Agbogbloshie, bliver jeg mødt af et helt andet billede. Røgskyerne er drevet væk, og der lyder en konstant banken fra arbejderne, der har lært at få de værdifulde metaller ud af skraldet uden ild.
Amahaman Dawuni på 42 har arbejdet her siden 1997 med at skille bilmotorer ad. Han husker tydeligt røgen. Men dengang vidste de ikke, at det var farligt, så det var ikke noget, arbejderne gik op i.
”Nu ved vi, at det er meget bedre ikke at brænde af,” fortæller han.
Guld og kobber for millarder
Elektronikaffald (der også bliver kaldt e-affald) er den affaldsstrøm i verden, der vokser hurtigst – drevet af vores tids fast tech-kultur, hvor nye gadgets bliver skiftet ud næsten lige så hurtigt som mode: Vi køber flere smartphones, computere, blendere og airfryers end nogensinde, produkternes levetid bliver kortere, og alt for lidt bliver samlet ind og genanvendt. I 2022 skabte verden omkring 62 millioner tons e-affald, og mængden forventes at eksplodere til 82 millioner tons allerede i 2030.
Befolkningerne på det afrikanske kontinent er også begyndt at købe langt mere elektronik end tidligere i takt med at både adgangen til elektricitet og en middelklasse med flere penge mellem hænderne vokser. Det bliver pt. til 2,5 millioner tons e-affald om året. Læg dertil de store mænger af brugte køleskabe, vaskemaskiner og andre apparater, som landene importerer fra resten af kloden, hvor lokale sælger dem på elektronikmarkeder. I Ghana alene ankommer 150.000 tons brugt elektronik om året af både lovlige og ulovlige kanaler, ifølge African Center for Economic Transformation.
Den brugte elektronik indeholder desuden værdifulde metaller som kobber, aluminium, jern, og endda sølv, guld og det sjældne metal palladium, som kan sælges videre til det internationale marked. Her bliver de brugt igen i nye elektriske produkter. I 2022 blev der på verdensplan genanvendt metaller fra e-affald til en værdi på 28 milliarder dollars.
Kun 13 afrikanske lande har love, der skal forbedre håndteringen af e-affald. Ghana er et af dem.
Serie: Håbet har flyttet adresse
Europa er verdens største donor af udviklingsbistand til verdens fattigste. Men EU kæmper i en ny geopolitisk virkelighed for at genopfinde sit forhold til Afrika og resten af det globale syd.
Vi er rejst fra EU’s topmødesale til Ghana for at undersøge, hvordan udviklingsmidler, investeringer og europæiske interesser former relationerne i dag. Og for at finde ud af, hvor håbet bor nu?
Behov for internationale investeringer
Eksperter forudser, at hvis de afrikanske lande sammen med internationale samarbejder investerer i infrastruktur og rammer til at gøre sektoren formel, kan en cirkulær e-affalds-økonomi både skabe jobs og en mere bæredygtig udvikling på kontinentet.
Et paradigmeskifte for verdens hurtigste form for affald
Det hårde arbejde med at få metallerne ud af gamle produkter bliver også kaldt urban minedrift. Ifølge Julie Nygaard Solvang, der i flere år har forsket i emnet på Københavns Universitet, er det et udtryk for et paradigmeskifte i udvinding af værdifulde metaller.
Minedrift behøver ikke længere foregå under jorden, fordi vi allerede har hentet metallerne op én gang. Samtidig rummer e-affald mere guld pr. ton end traditionel minedrift. Men måden man får metallerne tilbage på manuelt i den uformelle sektor er ekstremt skadelig for både mennesker og miljø. Og den formelle sektor er stadig dyr og lille.
Den negative mediedækning og internationale opmærksomhed har ikke kun været med til at rykke tingene i en bedre retning, fortæller Julie Nygaard Solvang. Hun har de sidste tre år forsket i både de massive udfordringer og muligheder, der opstår, når vores kasserede elektriske apparater rejser igennem mange led og ofte ender i Ghana.
På trods af flere initiativer fra landets regering for at løse problemet, fik landet nemlig i 2021 nok af det internationale pres og besluttede derfor pludselig at rydde Agbogbloshie.
Men fordi skrotpladsen også gav en livsnødvendig indtægt for tusindvis af mennesker, der ikke havde andre jobmuligheder, flyttede den uformelle håndtering og handel med elektronik-affald ud til en masse nye mere eller mindre skjulte steder rundt omkring i Accra endnu tættere på beboelse.
Da Ghanas nuværende præsident John Mahama trådte til den 7. januar i år, fik Agbogbloshie derfor lov til at genopstå igen.
Da jeg her 10 måneder senere ankommer til et opsamlingscenter ved elektronikpladsen kan jeg ikke få øje på en eneste røgsky.
”Jeg siger dig, Karo! Det var alvorligt, meget alvorligt,” udbryder Seth Ofobi højt og slår ud med armene, da jeg spørger til, hvordan himlen over pladsen plejede at se ud.
”Der var røg overalt,” siger Seth Ofobi, der er den daglige leder af opsamlingscentret.
Opsamlingscentret på Agbogbloshie opkøber kabler fra alverdens elektronik fra områdets skrotsamlere. Foto: Karoline Rahbek
Sender kabler tilbage ud i verden
Ghana vedtog omsider i 2016 en lov, der skulle få styr på de enorme mængder elektronikaffald, som strømmede ind i landet og ikke mindst de store miljøkonsekvenser. Samme år åbnede centret.
Målet var at skabe et opsamlingssted, hvor arbejderne på Agbogbloshie kan sælge elektronikdele som ledninger, batterier og termoplastik, så de bliver solgt videre og genanvendt i den formelle sektor, hvor der er bedre styr på miljø- og arbejdsforholdene.
”På den måde er vi bindeleddet mellem den uformelle og formelle sektor. Vi køber kablerne fra skrotsælgerne til en fast pris. Derefter bliver ledningerne sendt videre til et endnu større center i North Legon, hvor de brugbare dele igen bliver solgt videre ud i verden,” forklarer Seth Ofobi og peger over på en prisliste, der hænger på væggen i den store lagerhal, hvor vi sidder på plasticstole.
EU’s rolle i Ghanas e-waste-indsats
EU har støttet Ghana gennem projektet E-waste Management in Ghana: From Grave to Cradle (2018–2022). Projektet skulle hjælpe landet med at indføre sin nye lovgivning om elektronikaffald og skabe mere sikre og miljøvenlige måder at indsamle og genanvende udtjente apparater på. EU bidrog med finansiering, træning og rådgivning til både myndigheder og små virksomheder i sektoren. Som et resultat steg mængden af indsamlet elektronik til sikker genanvendelse fra 1.623 ton i 2021 til 2.159 ton i 2022. EU-kommissionen i Accra vurderer, at erfaringerne viser potentiale for en mere sikker og bæredygtig e-affalds-sektor i Ghana og skriver i en mail:
“Selv om der fortsat er store udfordringer i sektoren, har projektet vist, at e-waste-området kan bidrage meningsfuldt til Ghanas bæredygtige udvikling og skabe sikrere og mere ordentlige jobs, når det er organiseret og understøttet på rette vis.”
Arbejdet har været med til at skabe et fundament for formelle systemer til e-affald, som det nye handover-center i Accra bygger videre på.
Den tyske havneby Hamburg er et vigtigt knudepunkt for europæisk og nordisk elektronik, som bliver sendt videre til Vestafrika og særligt Ghana. Tyskland har derfor også investeret mange udviklingsmidler i at støtte Ghanas egen indsats for at komme problemerne til livs. De er blandt andet gået til overleveringscentret.
Osman Ibrahim på 18 år (i midten) tjener penge til sin uddannelse ved at skille gamle airconditionanlæg ad med håndkraft. Foto: Karoline Rahbek
Penge i selv de små dele
Som noget af det første blev de uformelle arbejdere på Agbogbloshie tilbudt undervisning i, hvordan de skiller elektronikken ad på en forsvarlig måde i stedet for at brænde det af.
Seth Ofobis kollega Abdulai Issah viser mig rundt på Agbogbloshie, hvor mænd i alle aldre nu hamrer og banker på metalindvolde fra alverdens elektriske apparater. Størstedelen af arbejderne her kommer fra landbrugsområder i Tamale i det nordlige Ghana, hvor klimaforandringerne har gjort det svært at tjene nok penge.
Amahaman Dawuni fortæller, at arbejdet i dag på flere måder er blevet bedre. Før i tiden var der mange af elektronikdelene, som de smed væk, men i dag kan de sælge dem alle, fortæller han.
Abdulai Issah tager en gammel transformer op fra en kæmpe plastiksæk fyldt med endnu flere af samme slags i forskellige størrelser. De kommer fra gamle blendere og elkedler, som ligger lidt derfra.
Han viser de forskellige dele frem og demonstrerer, at alle har en værdi, uanset om de består af kobber, aluminium eller jern. Abdulai Issah tager plastikpladen fra en gammel computerskærm op og kigger direkte på mig.
”Hvis de smider noget ud i dag, smider de penge ud. Den her kan de også komme op med til os på overleveringscentret og få penge for.”
Lidt derfra står en ung gruppe mænd og banker på plader fra gamle airconditionanlæg for at få jern- og aluminiums-delene ud. Dem kan de nemlig sælge. Osman Ibrahim på 18 år fortæller mig, at han arbejder på Agbogbloshie for at tjene penge til at kunne fortsætte sit studie.
”Mine forældre havde ikke penge til at betale på grund af økonomiske problemer. Når jeg har tjent nok, vil jeg tilbage for at læse videre. Det er min drøm. Jeg vil gerne være account manager,” siger han til den konstante bankelyd fra hans venner, der er fortsat arbejdet.
Ved siden står tre yngre drenge bøjet over jorden. Hurtigt trækker de runde magneter fra gamle højtalere over resterne af metal og plastik fra de mange apparater, der allerede er blevet skilt ad. Magneterne tiltrækker de sidste små dele, som straks ryger op i den plasticpose, de holder i den anden hånd. Der er penge at tjene på selv de små dele. De går også til at spare op til deres skolegang, fortæller Abdulai Issah.
På vejen tilbage ser vi en mand, der tager skummet ud af gamle køleskabe. Det bliver snart til blomsterdekorationer, fortæller han. Kreativiteten har ingen grænser her.
30 meter længere henne er endnu en mand i gang med at skille en trotro (lokal minibus) ad med taktfaste slag fra en hammer. Sæderne er allerede befriet og står nu og venter i den bagende sol.
Et vigtigt skridt i den rigtige retning
Selvom røgen umiddelbart har lagt sig over Agbogbloshie, er opgaven med at få håndteringen og handlen med elektronikaffaldet fra den uformelle til den formelle sektor stadig ikke i mål. Jeg spørger Seth Ofobi, hvad der er de største udfordringer.
Mangel på penge er det simple svar. De har nemlig ikke altid midler nok til at købe alle ledningerne. Og er man fattig og ens første prioritet er at skaffe til det næste måltid, så sælger man selvfølgelig der, hvor pengene er i den uformelle sektor. Andre gange tilbyder de uformelle købere en højere pris. Men her oplever Seth Ofobi, at mange skrotsamlere faktisk har forstået vigtigheden af, at elektronikken bliver håndteret korrekt og alligevel kommer til centret med deres ledninger og andre dele.
”Det er vi meget taknemmelige for. Vi har opkøbt over 600 tons kabler og ledninger, siden vi startede, og vi er stadig i gang,” fortæller Seth Ofobi.
600 tons er umiddelbart ikke meget, hvis man kigger ud på verdens enorme globale bjerge af elektronikaffald. Men for de mennesker, der hver dag tidligere stod bøjet over brændende kabler her på Agbogbloshie, betyder det tusindvis af arbejdsgange uden giftig røg i lungerne.
Og for Ghana og potentielt andre lande på kontinentet kan erfaringerne fra overleveringscentret blive et vigtigt skridt mod en mere sikker måde at håndtere elektronikaffald på uden dyre, højteknologiske anlæg, som kun få afrikanske lande har råd til.
Jeg spørger Seth Ofobi, hvad han tror, Agbogbloshie vil være for et sted om 10 år, hvis de lykkes med deres projekt?
”Et meget lykkeligt sted at leve!” svarer han straks og fortsætter:
”Den gang vi startede her, brændte de kabler af døgnet rundt. Men nu tager de fleste i stedet kablerne hen og sælger dem til os. Vi er selvfølgelig alle mennesker, og nogen brænder stadig af. Men det er få.”
●I mere velstillede lande – især i Europa, Nordamerika og Østasien – foregår håndtering af elektronikaffald i industrielle, højteknologiske anlæg, som er dyre at bygge og drive.
Lovgivning med store gråzoner
Den internationale handel med elektronikaffald er omfattet af Basel-konventionen, en global aftale fra 1989, der skal forhindre rige lande i at eksportere farligt affald – herunder e-affald – til lande med færre ressourcer til at håndtere det. I princippet må brugt elektronik kun eksporteres, hvis det stadig fungerer og ikke kræver reparation. I praksis ender store mængder dog i en gråzone, hvor defekte apparater bliver klassificeret som “brugte” og dermed lovligt kan sendes afsted. Ghana er ét af de afrikanske lande, der har vedtaget national lovgivning, der går længere end Basel-konventionen og forsøger at regulere både import, indsamling og håndtering. Men håndhævelsen er udforfordet af gråzonerne i handlen med brugt elektronik, vurderer forskere.
Artikelserien er støttet af EU-midler via Globalt Fokus under projektet ‘Towards an open, fair and sustainable EU’.
