10. september 2021

"Det hele skal selvfølgelig ikke være på den lyserøde sky, men det er vigtigt også at fortælle om det positive"

Med fart over feltet fik forbipasserende deres tasker og kurve fodret med chokolade, håb og vejen til bæredygtige byer. For 12. år i træk vågnede danskerne op til Verdens Bedste Morgen.

Frivillige i hele landet delte Verdens Bedste Nyheder ud. Foto: Lasse Bak Mejlvang

En cyklist med leopardprintet jakke får stukket en avis i hånden, selvom hun kører med fuld fart og næsten tager uddeleren med sig. Hun råber ”tak” og forsvinder hurtigt i Københavns travle morgentrafik. Verdens Bedste Morgen er i gang for 12. år i træk.

De første uddelere stod allerede klar kl. 07:00 efter at have drukket lunken kaffe og gumlet morgenboller. Aldrig har der været så stor opbakning til at videregive budskabet om, at der stadig er håb og løsninger i verden. I alt har 2567 frivillige trukket i den hvide t-shirt med det orange ”Verdens Bedste Nyheder”-logo. De hopper ind og ud mellem cyklisterne som en dans.

Hele Danmark er søvndrukken vågnet til viftende aviser. På 362 uddelingssteder fordelt fra Christiansø til Tønder, fra Frederikshavn til Falster giver glade uddelere Verdens Bedste Morgen til de forbipasserende. I år er temaet bæredygtige byer, Verdensmål 11.

Musik og luksus

”Hvor er det luksus,” lyder det fra en munter cyklist, der får en croissant og en avis ned i cykelkurven ved Jarmers Plads.

Her strømmer Pharrell Williams’ ”Happy” ud af de medbragte højtalere, hvor Realdania kræsede om de trætte københavnere og gav dem lidt ekstra at styrke sig på.

”Der er også en æblemost,” fortæller en uddeler og finder hurtigt en juice frem. ”Måske skulle jeg bare blive stående,” griner cyklisten med kurven fyldt med lækkerier.

Det er tredje år i træk Realdania har sponsoreret ”Verdens Bedste Morgen” med t-shirts og muleposer til alle de frivillige og 150.000 stykker chokolade, der bliver delt ud med avisen. Jesper Nygård, der er administrerende direktør for Realdania, er begejstret for temaet bæredygtige byer:

”Selvom der er mange udfordringer og problemer knyttet til byer og bygningerne, så er det også der, vi finder løsningerne,” siger han og rækker den ene avis efter den anden til cyklister, der stopper for rødt.

Fire cyklister stopper op og danner et lille tog for at hjælpe hinanden med at putte forfriskningerne og avisen ned i deres militærfarvede rygsække. Imens fortæller udviklingsminister Flemming Møller Mortensen om den overgang, han ser:

”Tidligere har byerne været for byernes skyld. Nu begynder byerne være for menneskene”.

Verdens Bedste Morgen

Den 10. september 2021 blev 150.000 ‘Verdens Bedste Nyheder’-aviser uddelt af mere end 2.400 frivillige.

Der var 348 uddelinger fordelt over 89 kommuner.

Årets tema var Verdensmål 11 ‘Bæredygtige byer og lokalsamfund’

 

For tredje år i træk har Realdania sponsoreret ”Verdens Bedste Morgen”

Jesper Nygård, Flemming Møller Mortensen og Samira Nawa står klar til at sprede håb. Lasse Bak Mejlvang

Spreder håb

I takt med, at solen bevæger sig højere op på himlen og kaster sit lys ned over søerne, bliver cyklerne tættere og flere spadserende, løbere og folk med barnevogne myldrer frem på stierne. Det blanke vand er helt stille, men på Dronning Louises bro er der fart på. Her vover modige uddelere at begive sig ud på den travle cykelsti. En af dem er Klara Trane fra Mellemfolkelig Samvirke. Det er første år, hun er frivillig for Verdens Bedste Nyheder, og hun synes, det er vigtigt at sprede håb.

”Verdens Bedste Nyheder er fedt, skønt og fantastisk journalistik, der giver et modspil til de andre nyheder, der mest spreder negativt nyt. Det hele skal selvfølgelig ikke være på den lyserøde sky, men det er vigtigt også at fortælle om det positive”.

Her er Maj Villadsen helt enig. En gruppe frivillige ankommer med en Christiania-cykel fyldt til renden med Verdens Bedste Morgen-udstyr. Det er til stor lettelse for politikeren fra Enhedslisten. Noget var gået galt, så hun havde ikke fået nogen t-shirt, men nu er redningen her. Med T-shirt og mulepose på skulderen er Villadsen kampklar til at uddele:

”Jeg synes, det er så vigtigt at vise folk, at alt ikke er så sort og trist, men at initiativer rundt i verden virker. Der skal håb til for, at det rykker folk til forandring”.

Mai Villadsen fra Enhedslisten delte aviser ud på Dronning Louises bro. Lasse Bak Mejlvang

Et universelt sprog

Nu er Verdens Bedste Morgen ved at gå på hæld. Uddelingen begyndte på Hovedbanegården, hvor uddelere gav morgentrætte pendlere håb med på vejen. Caritas, der er en humanitær hjælpeorganisation, havde formået at samle 165 frivillige til at uddele til Verdens Bedste Morgen og var også at finde på Hovedbanegården. I samarbejde med Copenhagen Contemporary Dance School fik de folk til at spærre øjnene op. En gruppe af deres dansere optrådte og bevægede sig rytmisk med slangende bevægelser. De løftede yndefuldt et ben, en arm, sprang eller kravlede hurtigt hen over de røde fliser som en vild tiger. En kreativ opkvikker, der fik de trætte og travle folk til at stoppe op og blive opmærksomme på Verdensmålene.

Efter en fantastisk morgen i håbets tegn, hvor solens varme stråler gjorde det nemt at være uddeler i hele Danmark, takker vi af fra Kongens Nytorv i København. Her blev Verdens Bedste Morgen løftet til et internationalt niveau, flere ambassadører fra blandt andet Holland og Albanien var med til at dele ud. Det var Jens Christian Wandel, formand for FN-Forbundet og tidligere rådgiver for FN-generalsekretær António Guterres, også.

Han mener, at folk fra hele verden har fået et større kendskab til Verdensmålene:

”Verdensmålene danner et sprog og substans, som flere og flere mennesker forstår. Og selvom de måske ikke kender til alle målene, så ved de, at de findes og er vigtige”.

 

Dette indhold bruger cookies.
Ret dine indstillinger her