30. august 2020
Dobbelt op på verdens sol og vind
Grøn energi stormer frem på verdensplan. Men det skal gå endnu hurtigere, hvis vi skal rykke på klimaet.
Der er medvind til vindenergi, og solcellerne er godt på vej ud af skyggen fra kul og olie. På bare fem år er verdens andel af energi fra sol og vind fordoblet, fordi vedvarende energi vokser, mens forbruget af kul falder.
Det viser en analyse fra den uafhængige britiske tænketank Ember (tidligere Sandbag). Tænketanken har analyseret data fra første halvår af 2020. Undersøgelsen er ikke helt global, da data kommer fra kun 48 lande, men analysen er alligevel omfattende, fordi den medtager de største lande, der tilsammen står for 83 procent af verdens samlede forbrug af elektricitet.
Lige i hælene på atomkraft
Undersøgelsen konkluderer, at vind- og solenergi i løbet af kort tid er vokset så meget, at det nu er en reel og vigtig kilde til energi i de fleste lande. I alt vurderes det, at 9,8 procent af verdens elektricitet nu leveres af de to energikilder. Det betyder, at vedvarende energi nu er ved at overhale atomkraft, der til sammenligning leverer 10,5 procent.
Alene i første halvår af 2020 voksede produktionen af vind- og solenergi med 14 procent i forhold til første halvår af 2019. Stigningen kommer både som resultat af flere års store investeringer i vedvarende energi og som følge af, at vejret var særligt gunstigt for vindmøller og solceller i de måneder, rapporten analyserer.
Deler ikke sol og vind lige
Tallene dækker over store forskelle mellem verdens lande. Ifølge tal fra det Internationale Bæredygtige Energiagentur (IRENA) står Asien for en stor del af udviklingen i grøn strøm de senere år, og heraf står Kina alene for langt den største del. Alligevel bruger Kina stadig meget kul, og derfor ligger Kina stadig kun på omkring 10 procent strøm fra sol og vind.
En række af verdens andre store lande med størst energiforbrug ligger omkring samme niveau. For eksempel USA og Indien. Landene i EU ligger samlet på 21 procent, og industrilandet Tyskland er helt oppe på 41 procent.
Det er dog ikke lande, der er lige begejstrede for vind og sol som energikilde. Canada og Sydkorea ligger begge omkring de fem procent, og i Rusland kommer kun 0,2 procent af strømmen fra vindmøller og solceller.
Men når et land først begynder at investere i bæredygtig energi, kan omstillingen ske hurtigt. Det viser tal fra Vietnam. Det asiatiske land er på kun to år gået fra slet ikke at bruge grøn energi til i dag at få seks procent af landets elektricitet fra sol og vind.
Omstilling skal ske dobbelt så hurtigt
Der er sket meget på de fem år siden verden vedtog klimaftalen i Paris. Men på trods den rivende udvikling går det alligevel ikke hurtigt nok med at omstille verdens energiforsyning. Sol og vind skal udrulles mindst dobbelt så hurtigt i 2020’erne som i 10’erne, hvis målet om at skære i CO2-udledningerne med 55 procent inden 2030 skal realiseres, skriver tænketanken Ember.
Den verdensomspændende pandemi har også bremset investeringerne i grøn energi. I Europa forventes installationen af nye møller at falde med 30 procent i forhold til forventningerne. Og samlet set ventes væksten i vedvarende energi i verden at falde med 13 procent på grund af pandemien.