23. oktober 2022
En af verdens ældste sygdomme er banket i bund
De sidste 40 år er antallet af tilfælde med spedalskhed styrtdykket på verdensplan. Fra flere millioner smittede i 1980’erne er tilfælde med den ældgamle sygdom i dag faldet med 97 procent takket være en ny kombination af lægemidler, som dræber bakterierne langt hurtigere.
En bedre og mere effektiv kur mod spedalskhed blev taget i brug i 1980’erne, og siden har resterne af den ældgamle sygdom været i frit fald. På billedet får en mand medicin i en spedalskhedslejr i Quy Hoa, Vietnam. Foto: CCBY Duc
Tilbage i middelalderen skulle folk, som var smittet med spedalskhed, ringe med en klokke for at advare andre om, at de var syge. Og det var endda, hvis de overhovedet fik lov til at komme ud ad døren. Sygdommen, som også kaldes Hansens syge – efter nordmanden Armauer Hansen, som opdagede bakterien i 1873 – har eksisteret i tusindvis af år. Et amerikansk studie har endda peget på, at sygdommen kan have smittet vores forfædre så langt tilbage som for 20 millioner år siden.
Men spedalskhed, der forårsager en alvorlig infektion i nervevævet, som i værste fald kan føre til lammelser, følelsesløshed og store sår – og som nok mest af alt er kendt for at lave forkrøblede skader i ansigtet, armene og benene, har nu for alvor mistet pulsen. I vesten har sygdommen stort set været udryddet i årtier, men en ny rapport fra Verdenssundhedsorganisationen WHO skaber håb for, at den frygtede sygdom på verdensplan også snart kun lever i historiebøgerne.
Rapporten viser nemlig, at antallet af tilfælde med Hansens syge globalt set er faldet med mere end 97 procent siden 1980’erne. Konkret anslår WHO, at andelen af dem, som er i behandling for spedalskhed, er raslet ned fra fem millioner til 133.802 personer i løbet af de sidste 40 år.
Global leprosy (Hansen disease) update, 2021: moving towards interruption of transmission
Siden 1985 er antallet af mennesker, som er i behandling for spedalskhed, faldet voldsomt. Kilde: WHO Grafik: Eva Søe Olsen
Om spedalskhed
Spedalskhed, også kendt som lepra eller Hansens syge, er tæt beslægtet med tuberkulose. Sygdommen stammer formentlig fra Asien, og infektionen smitter kun ved meget tæt kontakt. 95 procent af alle mennesker i verden er immune overfor sygdommen, da bakterierne her ikke kan trænge sig igennem immunforsvaret.
Men hos de resterende fem procent kan sygdommen strække sig over mange år, og ofte kan der de første par år være få eller ingen sygdomstegn. Efterhånden kan der dog udvikles større symptomer med store knudedannelser, lammelser, følelsesløshed og sårdannelse.
Der er ingen specifik vaccine mod spedalskhed, men tuberkulosevaccinen yder nogen beskyttelse, og ellers bliver smittede behandlet med MDT, som også har god effekt.
Ny medicin var gennembruddet
Fra 1945 og frem til 80’erne behandlede man folk, der var smittet med spedalskhed, med lægemidlet Dapson. Og selvom medicinen havde effekt, krævede det mange piller på forskellige tidspunkter af dagen og i en sammenhængende periode på op til to år, før behandlingen for alvor virkede. I nogle tilfælde overvandt sygdommen endda medicinkuren. I løbet af 60’erne fandt verdens kloge hoveder dog ud af, at en kombination af Dapson-pillen med et andet lægemiddel, Rifampicin, gav langt bedre resultater, og i 1981 anbefalede WHO så den såkaldte multilægemiddelterapi (MDT) til behandling af infektionen.
“Det var nærmest mirakuløst,” siger Ib Christian Bygbjerg, professor ved afdeling for Global Sundhed på Københavns Universitet, som tidligere har behandlet og skrevet artikler om spedalskhed i udlandet og herhjemme.
“Med en kombination af Rifampicin og Dapson, blev de fleste patienter raske efter seks måneder. Punktum. Finale,” siger professoren, som blandt andet har behandlet flere mennesker med spedalskhed i Indien og Congo i 1970’erne.
En enkelt dosis med Dapson om dagen, og en enkelt med Rifampicin om måneden, var altså grunden til det store fald i tilfældene. 16 millioner mennesker blev i perioden fra 1994-2014 således helbredt med MDT, skriver WHO. Men i gamle dage, inden medicinen kom til verden, var historien en helt anden.
Udstødte og forkrøblede
Spedalskheden var på sit højeste i 1200-1400-tallet, og her var det især Europa, der var ramt. Med begrænset viden om sygdommen og en stor frygt for at blive smittet, blev spedalske folk hurtigt udstødt og afskåret fra resten af befolkningen. Og selvom sygdommen i sig selv ikke er dødelig, førte et isoleret liv med underernæring og ringe behandling ofte til, at folk blev blinde, lamme og efterladte med store, dybe sår på kroppen. Og dét havde næsten altid en dødelig udgang. Forskning viser blandt andet, at 35-44 procent af befolkningen i Slesvig døde, da sygdommen hærgede på sit højeste.
I dag er det ifølge Ib Christian Bygbjerg utrolig sjældent, at folk dør af spedalskhed, men sygdommen er nogle steder i verden fortsat frygtet i så høj en grad, at smittede personer holder det skjult for deres omgivelser.
“Hvis du som kvinde i Indien har spedalskhed, kan det være du holder det for dig selv,” siger professoren og uddyber:
“Det kan forhindre et ægteskab, og du kan risikere helt at blive udstødt af din familie,” forklarer han.
Det er dog samtidig svært at stille diagnosen, før den rigtig er i udbrud, og ofte kan der gå flere år, fra en person er smittet, til vedkommende begynder at vise de første tegn på sygdom. Og hvis den smittede så ovenikøbet tøver med at gå til lægen, risikerer de, at sygdommen tager så godt fat, at de store kroniske skader vil være uundgåelige. Og herfra har MDT kun virkning på infektionen og smitten, men ikke på allerede opståede skader.
Historien fortsætter under billedet
Det var nærmest mirakuløst. Med en kombination af Rifampicin og Dapson, blev de fleste patienter raske efter seks måneder. Punktum. Finale.
Ib Christian Bygbjerg, professor ved afdeling for Global Sundhed på Københavns Universitet
16 millioner
Selvom de fleste smittede i dag bliver helbredt for spedalskhed, er der stadig mange mennesker i verden, som lever med de kroniske følger. Manden på billedet er indlogeret i en spedalskhedslejr i Vietnam, hvor han modtager MDT, men sygdommen har i hans tilfælde allerede gjort stor skade på hans arme og ben. Foto: CCBY Duc
Spedalskhedskolonier
I gamle dage førte frygten for spedalskhed til, at smittede blev anbragt i anstalter – såkaldte leprosarier. Historikere mener, at der fandtes op mod 22.000 leprosarier i middelalderen i Europa. Mange af dem var placeret på øer, så kontakten med de raske var minimal, mens andre var anbragt uden for byernes beskyttende forsvarsmure.
I dag bliver de fleste smittede behandlet på hospitaler eller lokale klinikker, men i blandt andet Kina og Indien eksisterer der spedalskhedskolonier, hvor hundredvis af smittede opholder sig sammen på et lukket område.
Stadig over 100.000 smittede om året
Selvom spedalskhed smitter i langt mindre omfang, end det tidligere har gjort, er der stadig mange mennesker, som hvert år bliver smittet med sygdommen.
I 2021 blev der ifølge WHO registreret 140.594 nye tilfælde med spedalskhed på verdensplan, hvoraf langt de flest tilfælde forekommer i Indien og dele af Afrika. Men med 133.802 personer i behandling, er der gode chancer for, at størstedelen af de nye tilfælde også kan blive raske.
Ifølge Ib Christian Bygbjerg kan der dog med de nye tilfælde hvert år endnu ikke være snak om en udryddelse af sygdommen.
“Alene det, at der er flere nye tilfælde, end der er folk i behandling, betyder, at man ikke opdager dem alle sammen,” siger han og forklarer, at man skal være bedre til at opdage og behandle nye tilfælde hurtigt, hvis man ønsker færre med spedalskhed i fremtiden.
Men i det store billede er der fortsat god grund til at være optimistiske omkring et fortsat fald i den nære fremtid, mener professoren. WHO har da også sat sig for mål at eliminere spedalskhed inden 2030, og med en større sygdomskontrol kan den ældgamle infektion i den nære fremtid meget vel være et afsluttet kapitel i verdenshistorien.
Dansk indsats
På dansk front har man aktivt hjulpet med at få banket tilfælde med spedalskhed på verdensplan i bund. Særligt i Indien arbejdede Danida, der blandt andet bidrager til at bekæmpe fattigdom og sikre alle lige rettigheder og muligheder i udviklingslandene, fra 1986-2003 med at behandle folk, som var smittede.
Danida foreslog blandt andet en udvikling af blisterpakker til MDT-kuren, som blev produceret af Pharmanova i København og senere taget i brug i hele verden.
