02. oktober 2022

Mæslingekontrol i Sydøstasien: Millioner af liv reddet

Større adgang til vacciner har sat en kraftig stopper for antallet af tilfælde med mæslinger i Sydøstasien siden 2003. Men på globalt plan har den smitsomme sygdom igen taget fat.

Næsten en milliard mennesker er blevet vaccineret mod mæslinger i Sydøstasien siden 2003. Foto: CCBY Department of Foreign Affairs and Trade

Næsten en milliard mennesker er blevet vaccineret mod mæslinger i Sydøstasien siden 2003. Foto: CCBY Department of Foreign Affairs and Trade

Siden 2003 er antallet af rapporterede tilfælde med mæslinger faldet med 92 procent i Sydøstasien. Det viser en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen, som samtidig estimerer, at det store fald har afværget 9,3 millioner dødsfald i regionen.

Det store fald skyldes en markant stigning i vacciner mod mæslinger. De såkaldte MCV1 og MCV2-vacciner steg således i perioden fra 2003-2020 med henholdsvis 35 og 1233 procent, og 938 millioner mennesker har dermed modtaget den vigtige vaccine i løbet af de 17 år.

Global stigning

Men mens det store fald i mæslinger er glædeligt nyt for den sydøstasiatiske region, så er virkeligheden anderledes på det globale plan.

Ifølge UNICEF er antallet af rapporterede mæslingetilfælde i verden steget med 79 procent i de første to måneder af 2022 sammenlignet med samme periode sidste år.

“I 2020 gik 23 millioner børn glip af alle basale børnevacciner. Det er det højeste antal set siden 2009,” skriver de i rapporten.

Den store stigning på verdensplan skyldes både covid-pandemien og de nuværende konflikter i verden. Pandemien afbrød flere vaccinationskampagner over hele verden, mens lande med de største mæslingeudbrud det seneste år – Afghanistan, Etiopien, Nigeria, Somalia og Yemen – alle har haft urolige forhold, som har påvirket landenes stabilitet.

Ingen mæslinger i 2023

Tilbage i Sydøstasien vil regionen fortsætte med deres vellykkede kamp mod mæslinger. De 11 lande i regionen har blandt andet sat sig for mål at eliminere den smitsomme sygdom inden 2023.

“Elimineringen af mæslinger vil forhindre 500.000 dødsfald om året i regionen,” siger Poonam Khetrapal Singh, regionaldirektør i WHO’s afdeling i Sydøstasien, i en pressemeddelelse.

Weekly epidemiological record

WHO estimerer, at 9,3 millioner dødsfald er blevet afværget med stigningen i antallet af vacciner.
læs rapporten

Hvad er mæslinger?

Mæslinger regnes for en af de mest smitsomme virus, hvis ikke den mest smitsomme, mennesket kender.

Den er særligt farlige for fattige mennesker, da sygdommen angriber underernærede børn og dem med nedsat immunitet. Mæslinger kan forårsage alvorlige komplikationer, herunder blindhed, hjernebetændelse, svær diarré og lungebetændelse.