21. juni 2021
En gammel bomberotte takker af
Med guldmedalje om halsen er celebrity-minerydningsrotten Magawa nu gået på pension efter at have fundet mange landminer. Han har gjort sit arbejde så godt, at ny generation af bomberotter nu er på vej.
Foto: PDSA
Stop. Her må du ikke gå ind. Med dine store tunge menneskefødder kan du ikke bare gå gennem et minefelt uden at risikere liv og lemmer. Selv en lille let barnefod kan udløse de skjulte sprængladninger, der gør det livsfarligt at dyrke jorden eller bare gå en tur i lande som Cambodia, som er blandt de mest landmineplagede lande i verden.
Men den slags trusler har aldrig været et problem for minerydningsrotten Magawa, der i fem år har pilet frem og tilbage i Cambodias minefelter. Selvom han er en særlig gambiansk kæmperotte, vejer han med sine kun 1,2 kilo slet ikke nok til at udløse en landmine. Han ved det ikke selv, men han bliver kaldt en ”helterotte” for sit arbejde med at finde og rydde landminer.
Næse for sprængstof
Magawa ved kun, at når han med sin ekstremt gode lugtesans mærker duften af sprængstof under jorden, skal han kradse lidt i overfladen. Så får han en godbid, og hans træner fra minerydningsorganisationen APOPO markerer, at her ligger der noget, der skal fjernes. Måske er det en gammel landmine, måske en granat, eller måske er det en af de millioner af bomber, som USA smed over Cambodia i forbindelse med Vietnam-krigen.
●Gambianske kæmperotter er faktisk ikke rigtige rotter. De er mere beslægtede med mus og hamstere end med de rotter, vi har i Danmark.
De særlige rotter har en meget fintfølende næse, og de kan lugte sprængstoffet i gamle landminer, der ligger skjult under jorden. Foto: PDSA
Klarer fire dages arbejde på 20 minutter
At finde landminerne er langt den største del af arbejdet med at rydde minerne og gøre jorden sikker igen. Det tager en menneskelig minerydder mellem en og fire dage at gennemgå et område på størrelse med en tennisbane, men Magawa kan gøre det på cirka 20 minutter.
Det er ikke tilfældigt, at rotten er så god til sit job. Han blev avlet og opdrættet specifikt til formålet, og har været igennem en lang og hård træning. Til sidst kom så ildprøven, hvor Magawa skulle snuse sig gennem et område på 800 kvadratmeter og markere hver eneste sprængladning i området. Havde han overset bare en eneste bombe eller landmine, ville han dumpe.
Hver minerotte er i fast team med en menneskelig minerydder. Her er Magawa med sin 'kollega', So Malen. Foto: PDSA
Fodboldkamp i minefeltet
De høje sikkerhedskrav er en absolut nødvendighed, for rottetrænerne stoler på deres dyr med livet som indsats. Faktisk er det en tradition, at de menneskelige mineryddere spiller en fodboldkamp på det gamle minefelt, hver gang de har ryddet et nyt område. Det viser samtidig de lokale i området, at jorden igen er sikker at bevæge sig på. Men i det spil er ikke plads til fodfejl.
Magawa bestod sin eksamen i 2016, og har siden fundet 71 landminer i Cambodia, samt 38 stykker ueksploderet ammunition. Det har frigjort 225.000 kvadratmeter tidligere livsfarlig landbrugsjord. Men nu er den garvede rotte som syvårig ved at blive for gammel. Han er ikke længere så kvik, som han har været, og det er på tide at gå på pension.
Pensionen er peanuts
Som tidligere bomberotte vil Magawa få en lukrativ pensionsordning, der omfatter en tryg indhegning og masser af bananer og peanuts. Her kan han leve mageligt i det cirka ene år, han har tilbage. Men minerydningen er langt fra slut. Der ligger stadig millioner af gamle bomber i Cambodias jord.
Derfor fortsætter arbejdet. Og selvom Magawa nu hyldes som en helt i flere medier, og endda har fået en lille guldmedalje fra dyreværnsorganisationen PDSA, er han langt fra enestående. Ifølge organisationen APOPO er 20 nye minerydningsrotter blevet sikkerhedsgodkendt og skal til at arbejde i felten.
De kommer ikke til at mangle karrieremuligheder. For sideløbende med arbejdet i Cambodia rydder organisationen også miner i Angola, Zimbabwe og Mozambique.
71 landminer