07. november 2025
Erfaren aktivist på COP30: ”Måske kan USA’s fravær åbne banen for en ny dynamik”
Mange holder vejret på klimatopmødet i Brasilien. Kan der landes vigtige resultater eller går det hele op i politisk kaos og amerikansk klimafornægtelse? Vi har spurgt, hvor håbet ligger.
Det er her i brasilianske Belem, at verdens lande nu forhandler til årets klimatopmøde - og at den erfarne klimaforkæmper OIiver de Mylius kommer med sin indsigt til Verdens Bedste Nyheder. Foto: iStock
Statsledere, lobbyister og aktivister har netop taget hul på det årlige slag om klimaet til klimatopmødet i Brasilien. USA har (igen!) trukket sig fra Parisaftalen, de seneste FN-prognoser spår om temperaturstigninger laaangt over de famøse 1,5 grader og samtidig mener mange, at tidens krige og konflikter har skubbet klimadagsordenen alt for langt ned ad politikernes prioriteringslister. Så kan der overhovedet komme godt nyt ud af COP30? Det har vi spurgt en erfaren klimatopmøde-deltager om.
Oliver de Mylius er kampagneleder for Mellemfolkeligt Samvirke. Man kunne måske også kalde ham en slags ”professionel aktivist”, og lige nu er han klar til nogle hektiske dage i Belém, Brasilien. Målet er egentligt simpelt: At COP30 ender så grønt og retfærdigt som overhovedet muligt.
Under topmødet arbejder han og kollegaerne tæt sammen med de andre danske NGO’er og aktivister og med unge aktivister fra det globale syd. De forsøger at hviske politikere og embedsfolk i ørerne, de bidrager med analyser – og så råber de højt i pressen og på sociale medier, når det er nødvendigt.
”Gennem medierne kan vi give danskerne vores analyse af, hvordan det går med forhandlingerne – så det hele ikke drukner i skåltaler fra politikerne. Så vi prøver både at presse på for klimahandling og at holde befolkningen informerede derhjemme.”
Verdens vigtigste cirkus
Oliver de Mylius har tidligere deltaget i COP28 i Dubai og COP29 i Baku, og han beskriver hele seancen som en utroligt intens, spændende, inspirerende, frustrerende – og rodet affære. Flere end 50.000 mennesker deltager til COP30, og de skal alle sammen have et hotel og transporteres frem og tilbage til konferencecenteret, hvor sikkerheden selvfølgelig også skal være helt i top. Altså et logistisk cirkus af kaliber. Men også et cirkus, hvor vores allesammens klimafremtid er på dagsordenen.
”Selve programmet til klimatopmødet er også en jungle at finde rundt i. Der er utallige forhandlingsspor at følge, og endnu flere workshops, debatter og events rundt omkring. Der er de lukkede rum, hvor kun ministre og forhandlere er tilladt adgang, og der er “den store markedsplads”, hvor aktivister, virksomheder, forskere og journalister bevæger sig på kryds og tværs. Man kan hurtigt blive rundtosset,” siger Oliver de Mylius.
Han nævner selv møderne med klimaforkæmpere fra hele verden, som nogle af de mest inspirerende oplevelser, han har haft med sig hjem fra tidligere klimatopmøder.
”Til COP møder du de fremmeste klimaeksperter, og du møder de mennesker, der står ansigt til ansigt med klimakrisens værste konsekvenser for eksempel i de små østater, som er truet af udryddelse, som ser høsten slå fejl i Østafrika eller som har oplevet deres hjem stå under vand i Bangladesh. Der er utroligt meget at lære af de mennesker, som rejser til klimatopmødet med en frustration over den manglende handling, men også med håb og vilje til at fortsætte kampen.”
Det bedste, der kan ske?
COP30 bliver et klimatopmøde, hvor alt ifølge den erfarne klimaforkæmper er på spil. Et af de helt store temaer på mødet bliver, at verdens lande skal melde nye klimamål ind.
”I mine øjne er det bedste, der kan ske, at nogle af verdens store udledere overrasker og melder ind med ambitiøse initiativer. I et år, hvor USA har meldt sig ud af Parisaftalen, er det endnu mere op til EU, Kina, Indien og de andre store spillere at tage ansvaret på sig. I den bedste af alle verdener kan USA’s fravær åbne banen for en ny dynamik, hvor andre stepper up. Mere konkret kan man håbe på, at der bliver fulgt op på beslutningen om at udfase fossile brændsler.”
Det er nemlig allerede vedtaget på et tidligere klimatopmøde, at verden skal bevæge sig væk fra fossile brændsler. Men den beslutning er ifølge Oliver de Mylius ikke blevet fulgt op med handling.
”De globale pengestrømme skal vendes væk fra sort energi og over mod det grønne. Der flyder stadig milliardinvesteringer til fossile selskaber, der udvider deres produktion, og den såkaldte Sharm el Sheikh-dialog, der har skullet adressere denne udfordring, slutter i år. Derfor må vi forvente, at en ny proces kommer på bordet.”
”Natten er mørkest før daggry”
Med USA’s slingrende klimakurs, en potentielt ny verdensorden, et FN under pres og flere alvorlige krige og konflikter, er der mange analytikere og eksperter, der tager til COP30 med en vis portion skepsis for, om mødet i år kommer til at levere de resultater, som klimakrisen kalder på. Frygt-scenariet bliver af flere beskrevet som et de facto sammenbrud af forhandlingerne med en række klimamål, der slet ikke slår til.
”Skuffelserne har været mange i de senere år, og selve COP-processen er under pres. Så hvis der ikke kommer noget meningsfuldt fremskridt ud af klimatopmødet, vil det være meget alvorligt, og dem, der ikke ønsker den grønne omstilling, vil få yderligere vind i sejlene. Det har vi ikke brug for – vi har brug for at styrke det internationale samarbejde og styrke håbet, selv når det ser svært ud,” siger de Mylius.
Og hvordan ender det hele så, når mødet bliver rundet af i slutningen af måneden?
”Det tør jeg næsten ikke spå om. Meget kan ske, når forhandlingerne ruller, og selv om de fleste med god grund vil være pessimistiske, tror jeg, vi skal fastholde troen på, at det er muligt. For at citere to gamle travere, så er “natten mørkest lige før daggry”, og “pessimisme er en luksus, vi ikke kan tillade os”. Så jeg sætter min lid til, at verdens ledere tager ansvaret på sig og viser i hvert fald lidt af vejen mod en grøn og retfærdig fremtid,” siger Oliver de Mylius.
Oliver de Mylius er kampagneleder hos Mellemfolkeligt Samvirke. Han har deltaget i COP-møder flere gange for organisationen. Foto: Mellemfolkeligt Samvirke