Et ozonhul førte i 1980'erne til frygt for "AIDS fra himlen": Nu har Jordens beskyttende hinde rundet en lovende milepæl

Et velplaceret hul kan være super cool at have i rigtigt mange ting: Et fuglehus, en mælkekarton, et øre.

Men det er absolut ikke en cool ting at have i ozonlaget, der beskytter alt liv på Jorden mod solens skadelige, ultraviolette stråling.

Et svækket ozonlag kan specifikt for mennesker føre til hudkræft, grå stær og øget risiko for modermærkekræft.

Derfor er det glædeligt, at antallet af ozonnedbrydende stoffer i stratosfæren – målt ved breddegrader, der dækker bl.a. store dele af Europa, USA og Asien – er faldet med lidt over 50 pct. sammenlignet med 1980’erne.

Ifølge USA’s organ for atmosfæriske studier (NOAA) er der tale om en ”signifikant milepæl”, og ozonlaget vurderes nu at kunne komme sig helt i år 2070, skriver de på deres hjemmeside.

Det var tilbage i 1984, at en walisisk meteorolog  for første gang opdagede et hul i ozonlaget over Antarktis (læs vores interview med ham her). En opdagelse, der satte gang i et af årtiets største miljøbevægelser.

Himlen er “syg”

”Det er som AIDS fra himlen,” udtalte en skrækslagen miljøforkæmper dengang billedligt til magasinet Newsweek om de mulige konsekvenser af de øgede mængder af ultraviolet stråling.

Ozonhullet mentes at være en konsekvens af emissioner af industrielt fremstillede gasser – CFC-gasser, også kendt som freon – der blandt andet fandtes i airconditionsystemer, køleskabe, hårspray og barberskumsdåser. Gasserne fiflede med antallet af ozonmolekyler i de højere luftlag.

Verdenssamfundet måtte reagere hurtigt, hvilket ledte til udformningen af Montreal-protokollen, en international aftale underskrevet af alle verdens lande, hvori nationerne forpligtede sig til at udfase de ozonskadende kemikalier.

Montreal-protokollen blev vedtaget i 1987, trådte i kraft to år senere og er blevet omtalt som ”den måske mest vellykkede internationale aftale nogensinde” af FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan.

Og man kan i virkeligheden også kalde Montreal-protokollen for en klimaaftale. For CFC-gasserne bidrager også til drivhuseffekten.

Forskning fra 2021 i Nature anslår, at hvis det ikke var for Montreal-protokollen, så ville de øgede mængder af ultraviolet stråling hæmme væksten af bl.a. Jordens (CO2-lagrende) planter i en grad, så planetens overfladetemperatur ville være hele 0,5-1 grad højere mod slutningen af dette århundrede. Set i lyset af Parisaftalen, der frem mod 2030 har til formål at holde temperaturstigningen på planeten under 1,5 grader fra det førindustrielle niveau, er dette ganske tankevækkende.

Fortællingen om indsatsen mod ozonhullet er således en succeshistorie i mere end én forstand, men seniorforsker Stephen Montzka fra NOAA forholder sig stadig ydmyg:

”Vi er stadig lang vej fra at kunne påstå, at problemerne i forhold til ozonnedbrydning ligger bag os,” udtaler han.