03. august 2025
FN-chefen er ikke i tvivl. Nu kan ingen stoppe den grønne omstilling
Med investeringer i billionklassen, faldende priser og massiv udbygning har vi nu passeret ‘point of no return’, siger FN’s generalsekretær.
OECD-landene og Kina står for 80 procent af den vedvarende energikapacitet, der er installeret på verdensplan. Video: KE ZHUANG on iStock.
”Ingen regering, ingen industri, ingen særinteresser kan stoppe den.”
Sådan sagde FN’s generalsekretær, António Guterres, for nyligt om fremtiden for grøn energi til præsentationen af en ny FN-rapport i verdensorganisationens hovedkvarter New York.
”Nu står vi på tærsklen til en ny æra. Fossile brændstoffer er ved at løbe tør for muligheder. Solen stiger over den grønne energis tidsalder,” sagde han og fortsatte:
”Bare følg pengene.”
FN-rapporten viser, at der i 2024 blev investeret over 2.000 milliarder dollars i vedvarende energi som for eksempel sol og vind. Det er 800 milliarder dollars mere end det, der blev brugt på fossile brændsler – og en stigning på næsten 70 procent siden 2015.
Og ifølge nye tal fra organisationen The International Renewable Energy Agency er strøm fra solceller – som for kort tid siden kostede fire gange så meget som fra fossile brændsler – i dag 41 procent billigere. Og landvind? Over dobbelt så billigt.
”Fremtiden med den grønne energi er ikke længere et løfte. Den er en kendsgerning,” fastslog António Guterres.
Grøn energi galoperer
Og den grønne energi skovler ikke bare penge ind. Den bliver også installeret.
På bare ti år er den installerede globale strømkapacitet for vedvarende energi vokset med 140 procent. Til sammenligning er kapaciteten for den fossile energi kun steget med 16 procent. Alene i 2024 stod den vedvarende energi for næsten al nyopført el-kapacitet – altså mængden af nyinstallerede anlæg – på verdensplan: 92,5 procent for at være helt præcis.
Og det er ikke det eneste.
Flere og flere køber også elbiler. De seneste ti år er salget af elbiler vokset fra 500.000 til over 17 millioner biler, og de grønne øser står nu for over en femtedel af det globale salg af nye biler.
Rapporten slår dog også fast, at der skal gøres meget mere, og at det skal gå hurtigere – og selvfølgelig vil lobbyister fra fossile virksomheder forsøge at stoppe den grønne omstilling, påpegede António Guterres til præsentationen af rapporten.
”Men jeg har aldrig været mere sikker på, at de vil mislykkes. For vi har passeret point of no return,” forsikrede han.
Billigt, hurtigt og sikkert
Men hvorfor har vi egentlig nået vendepunktet?
António Guterres kommer med tre grunde: Vedvarende energi er godt for økonomien, det sikrer stabil og pålidelig adgang til strøm, og det kan implementeres hurtigt og billigt.
Alene i 2023 stod sektorerne inden for grøn energi bag 10 procent af væksten i det globale BNP, sagde FN-chefen. Og ikke nok med det, overgår antallet af job inden for grøn energi nu antallet af job inden for fossile brændstoffer.
”Selv Texas – hjertet af den amerikanske fossile brændstofindustri – er nu førende i USA inden for vedvarende energi. Hvorfor? Fordi det giver økonomisk mening,” forklarede António Guterres.
Derudover skaber det energisikkerhed og suverænitet, sagde han og pegede på, hvordan Ruslands invasion af Ukraine førte til en global energikrise.
”Priserne på olie og gas steg markant. Det samme gjorde regningerne for elektricitet og mad,” sagde han og tilføjede:
”Moderne og konkurrencedygtige økonomier har brug for stabil og økonomisk overkommelig energi. Vedvarende energi kan levere begge ting. Der er ingen prisstigninger på sollys. Ingen sanktioner på vind.”
Og så er grøn energi også kommet for at blive, fordi det giver nem adgang til strøm.
”Man kan ikke bygge et kulkraftværk i nogens baghave. Men man kan levere solpaneler til selv den mest afsidesliggende landsby på jorden. Solenergi og vindkraft kan implementeres hurtigere, billigere og mere fleksibelt, end fossile brændstoffer nogensinde har kunnet,” fastslog António Guterres.
3.300 procent
35 millioner mennesker