02. juli 2023

For to år siden fik Benin en af de mest liberale love for aborter i Afrika. Nu skal kvinderne kende den

Kvinder og piger i Benin har lovligt adgang til abort i langt de fleste tilfælde. I hvert fald på papiret. For én ting er lov, noget andet er, om kvinderne kender deres rettigheder.

Foto: Istock

Det sted i verden, hvor flest kvinder mister livet i forbindelse med abort, er i landene syd for Sahara. Det skyldes at 92 procent af kvinderne i den reproduktive alder, faktisk ikke har adgang til sikker abort.

Derfor var det banebrydende, da regeringen i det vestafrikanske Benin, syd for Sahara, vedtog en ny abortlov i 2021, som tillader abort i langt de fleste tilfælde. Nu begynder det svære arbejde med at implementere loven.

For én ting er lov, og noget andet er, om den bliver ført ud i virkeligheden, og om abort er tilgængelig for landets kvinder og piger.

”Det er bestemt en af de mest liberale abortlove i Afrika. Det er unikt, fordi Benin virkelig kan være en model for andre lande,” siger Bilguissou Balde. Hun arbejder for at styrke kvinders adgang til abort i den globale organisation Ipas, og er direktør for arbejdet i den fransktalende del af Afrika.

”Især fordi den nu bliver virkeliggjort,” siger hun.

65 procent

af befolkningen i Benin
er under 25 år.

Det betyder, at en meget stor del af befolkningen er i den reproduktive alder nu og endnu flere i de kommende år.

Derfor vil PlanBørnefonden især have fokus på unges adgang til abort, prævention og seksualundervisning, i deres nye projekt i Benin.

Hvorfor er adgang til abort vigtigt?

Adgang til abort er vigtigt af mange grunde. Først og fremmest skal kvinder have ret til at bestemme over sin egen krop. Når de har mulighed for abort, betyder det, at piger får en uddannelse, som gør de får børn senere. Det mindsker risikoen for komplikationer under fødslen, og når de får børn senere, får de også får færre børn. Og ikke mindst, mindsker det for tidlige ægteskaber.

Oplysning og undervisning

For der er langt fra lov til praksis. I eksempelvis Zambia har abort været lovligt, hvis kvinden har mentale udfordringer i 50 år. Alligevel er der mange kvinder, der ikke kender deres rettigheder. Det samme gør sig gældende i Sydafrika, hvor der stadig hersker både tvivl og skam omkring abort.

”I Sydafrika har abort været lovligt i næsten 30 år, men der er stadig mange, der ikke ved, at det er tilladt,” siger Sophia Röckel, der er program manager hos PlanBørnefonden, som er en global NGO, der arbejder for børns vilkår.

Sophia Röckel arbejder på et dansk projekt om at udbrede kendskabet til den nye abortlovgivning i Benin i samarbejde med søsterorganisationen PlanBenin, som har været til stede i lokalsamfundet i rigtig mange år.

”Lokalbefolkningen har tillid til dem, og det hjælper, når vi skal nedbryde stigma i samfundet. Især helt ude i landsbyerne, hvor folk har mindst adgang til informationer og ressourcer, og hvor både social kontrol og stigma er højest,” siger hun.

Og som et led i at indføre loven i praksis skal sundhedspersonale i Benin uddannes i at udføre sikre aborter. Derfor har PlanBørnefonden samarbejdet med Sundhedsministeriet i Benin og organisationen Maternity Foundation, om en app med informationer for sundhedsarbejdere, der omhandler sikre aborter, forklarer Sophia Röckel.

Abortlov med kvinden i centrum

I de fleste afrikanske lande kan kvinder få en abort, hvis hendes liv er i fare, eller hvis årsagen til graviditeten skyldes incest eller voldtægt. Sådan var det også før i Benin, men i den nye lovgivning er det op til kvinden selv at bestemme, om hun ønsker en abort.

Loven betyder konkret, at det er lovligt at få en abort indtil 12. uge. og at de skal udføres af autoriseret sundhedspersonale. Klinikkerne skal også sørge for, at der er psykologisk og social hjælp til kvinden både før og efter indgrebet.

“Abortloven er progressiv, fordi den er centreret om kvinden. Den viser, at adgang til abort er vigtigt af flere grunde, som at fortsætte i skole, mindske økonomisk stress og beskytte det mentale helbred,” siger Bilguissou Balde.

Derfor slutter Benin sig en lille gruppe lande med udvidet adgang til abort på kontinentet. I Sydafrika, Tunesien, Mozambique og Cape Verde er der fri abort, og i Zambia og DR Congo giver kvinders mentale og økonomiske udfordringer også tilladelse til abort.

”Den nye abortlov betyder, at kvinder og piger får mulighed for at bestemme over deres egen krop og fremtid. Det er et vigtigt skridt både for kvinders rettigheder og sundhed,” siger Bilguissou Balde.

Der er mere at glæde sig over

Benin vedtog i 2021 også en lov, der udvider begrebet for kønsbaseret vold. Den øger og indfører straf for seksuel chikane, voldtægt, børne- og tvangsægteskaber, omskæring af kvinder samt hændelser mellem lærere og studerende.

Tilmed er de lægeerklæringer, det kræves for at retsforfølge en person, der har forbrudt sig imod kvinder, blevet gjort gratis. Det har allerede skabt en lille stigning i antallet af anmeldelser, der er optaget i retssystemet. Fra 2020 til 2022 steg det fra 12,1 procent til 13,7 procent.

Det er vigtige skridt for at sikre kvinder og pigers rettigheder i Benin, hvor 70 procent af alle kvinder har oplevet kønsbaseret vold i løbet af deres liv. Det svarer til 4,5 millioner kvinder.

Safe Delivery app

Maternaty Foundation, er en global organisation med afsæt i Danmark, der har udviklet en app, med informationer til sundhedspersonale i forbindelse med fødsler.

Ved hjælp af animerede instruktionsvideoer gennemgår appen procedurer, medicinlister og alt det, som sundhedspersonale skal vide for at kunne gennemføre sikre fødsler og nu også sikre aborter i Benin.

Vi har skrevet om appen før, det kan du læse her.

Billeder fra en klinik i Benin, der advarer om farer ved usikre aborter. Leigh Gabrielle Senderowicz, Ipas Francophone Africa

Et sprog alle forstår

Organisationen Ipas, der arbejder for kvinder adgang til abort globalt, har også undersøgt, hvilke udfordringer der er ved at udbrede lovgivningen i samfundet. Blandt andet har de arrangeret en studietur til DR Congo, hvor lægestuderende og politikere fra Benin udvekslede erfaringer om, hvordan de indførte loven i praksis.

”Vi har gennemført uddannelses-workshops med sundhedsfaglige og politikere, for at give dem informationer om de mange konsekvenser der er, når sikker abort ikke er tilgængeligt,” siger Bilguissou Balde.

For selvom andelen af kvinder, der mister livet i forbindelse med usikre aborter syd for Sahara, er faldet med 40 procent på 20 år, er det stadig det område i verden, hvor flest mister livet som følge af abort. For usikre aborter foregår ikke med uddannet personale, som gør indgrebet meget risikabelt. Faktisk er usikre aborter den tredjestørste årsag til mødre dødelighed verden over.

40 procents fald

Antallet af aborter måles pr. 100.000 aborter, og i det lys, er der færre dødsfald i forbindelse med aborter end for 20 år siden.

Men fordi der har været en stor befolkningstilvækst, og den unge generation er meget større end den ældre i dag, betyder det, at der reelt finder flere aborter sted i dag, end der gjorde for 20 år siden – på trods af faldet.

Sundhedsministeriet i Benin estimerer, at én ud af fem dødsfald hos kvinder i forbindelse med graviditet skyldes usikre aborter, som er den vigtigste årsag til at lovliggøre abort. For selvom abort er ulovligt i et land, finder de alligevel sted.

”Den nye abortlov er et stort og modigt skridt for kvinder og piger i Benin,” siger Bilguissou Balde. ”Nu skal den føres ud i virkeligheden”.

Dr. Bilguissou Balde, der er direktør for den fransktalende del af Afrika i organisationen Ipas. Esther Sweeney for Ipas