02. september 2019
Forskere lokker koraller til sex
For første gang er det lykkedes at få koraller fra Atlanterhavet til at yngle i fangenskab. Det kan blive en hjælp til at redde verdens koralrev.
Koraller ved Palmyra-atollen. Foto: CCBY Jim Maragos / US Fish and Wildlife Service
Der er brug for den helt rigtige stemning, hvis koraller skal komme i humør til at parre sig. De bittesmå polypdyr, der bygger verdens koralrev, kræver blandt andet dæmpet hyggebelysning lige efter solnedgang, dejligt lunt tropisk havvand, og ikke mindst en romantisk fuldmåne over havet.
Men når forholdene er helt perfekte, går de kræsne koraller gerne til makronerne. I løbet af kun en halv time producerer de enorme mængder af nye korallarver, der driver med strømmen og sætter sig fast på bunden, hvor de begynder at vokse.
I naturen sker det en gang om året, men indtil for nylig var det aldrig lykkedes at forføre korallerne i laboratoriet. For seks år siden kom det første gennembrud, da en art af koraller fra Stillehavet for første gang ynglede i fangenskab, og nu er det så endelig lykkedes at få en art fra Atlanterhavet til at parre sig. Det meddelte Florida Aquarium for Conservation i sidste uge. Akvariet havde arbejdet i to år og brugt over 4,5 millioner dollars på projektet, så der var stor glæde over resultatet.
”Det er et massivt gennembrud,” siger biologen Jaime Craggs, der grundlagde projektet, til avisen Tampa Bay Times.
Forskerne har løbende målt vandtemperatur og lys ude i naturen for at kunne genskabe de helt rigtige forhold i laboratoriet. Som erstatning for fuldmånen bruger havbiologerne for eksempel en bordtennisbold med lys i.
Det er langt fra kun for sjov, at forskerne er så opsat på at aflure korallerne deres intime hemmeligheder. Verdens vigtige koralrev er under stort pres fra forurening, fiskeri og klimaændringer. Det er forskernes håb, at koraller vil kunne yngles i fangenskab og derefter udsættes i områder, hvor koralrevet er gået tabt.