30. april 2020

Fra lænket til kørestol til minister i Armenien

Zahuri Batoyan voksede op lænket til sin kørestol og isoleret i en lejlighed på 4. sal. I dag er hun social- og arbejdsminister i den armenske regering.

Foto: Svend Løbner

Foto: Svend Løbner

Zahuri Batoyan er født med et handicap og bruger derfor kørestol ind og ud af det armenske parlament. Zahuri Batoyan er nemlig både journalist, aktivist og nu minister i den armenske regering. Men handicappet stigmatiserede hende som barn. Derfor kæmper hun i dag for, at mennesker med handicap kan indgå på lige fod i det armenske samfund.

Hendes eget vendepunkt fandt sted, da hun kom med i organisationen Bridge of Hope, som den danske hjælpeorganisation Mission Øst samarbejder med. Organisationen træner børn og unge med handicap, så de kan indgå naturligt i almindelige skoleklasser.

Så verden gennem et vindue

I det meste af Zahuris barndom var hendes eneste kontakt med omverdenen gennem lejlighedens vinduer. Her kunne hun sidde lænket til sin kørestol i timevis og betragte menneskers gøren og laden nede på gaden.

Hendes mor eller to søstre tvang hende af og til ud af lejligheden. De bar hende ned ad trapperne og skubbede hende ud på fortovet for at give hende en totaloplevelse af menneskemylderet. Men det huede ikke Zahuri. Hun var blevet indadvendt og havde store mindreværdskomplekser.

Stigmatiseret

Det hjalp heller ikke, at folk stirrede på hende og derefter vendte sig bort. For 25 år siden var det ikke normalt at se personer med handicap i gadebilledet i Armenien. Heller ikke skolerne var indrettede til børn med handicap, da Zahuri voksede op.

Så familien besluttede at undervise hende hjemme med hjælp fra skolens lærere. Hun fuldførte sin skolegang og genså først sin skole, da moren og de to søstre igen bar hende ned ad trappen og skubbede hende hen til skolen, så hun kunne bestå sin eksamen.

Håbets bro

Organisationen Bridge of Hope (Håbets Bro) arrangerer træningsklasser for børn og unge med handicap, som hendes mor tvang hende til at deltage i. Her lærte Zahuri mere engelsk og fik træning i at bruge en computer.

”Det var hos Bridge of Hope, jeg begyndte at udvikle mig og blive mere udadvendt. Her mødte jeg andre børn og unge med handicap,” fortæller hun.

Begyndte et nyt liv som aktivist

Zahuri blev med tiden ansvarshavende redaktør for Bridge of Hopes blad Sunflower.

”Det blev begyndelsen på mit nye liv. Det var her mit arbejde som aktivist for handicappedes rettigheder begyndte. Jeg ville ikke kun kæmpe for mig selv, men for alle børn og unge med handicap.”

Nu begyndte hun også at undervise unge og forældre i brug af medier. Og efter syv år gik hun i gang med en universitetsuddannelse og blev færdiguddannet som journalist.

Udvalgt at præsidenten

Fra jobbet som redaktør for Sunflower fik hun ansvar for Bridge of Hopes arbejde med at beskytte rettigheder for personer med handicap. Fra 2012 blev hun direktør for organisationen Zartprint, der støtter personer med handicap i at komme ind på arbejdsmarkedet. Mellem 2013 og 2017 koordinerede hun en national alliance for beskyttelse af personer med handicap. Og fra 2014 er hun formand for Disability Info, der skaffer korrekte, troværdige og inkluderende informationer om personer med handicap.

Da Armeniens præsident, Armen Sarkissian, skulle sammensætte sin regering, var det helt naturligt at udpege Zahuri Batoyan til arbejds- og socialminister.

Selvværd handler om livssyn

Følelse af selvværd kommer ikke udefra; det er en indre følelse, reflekterer hun.

”Man kan føle, at man ikke slår til, selv om man er aktiv og meget stærk og smuk efter samfundets målestok. Man kan have overskud den ene dag og underskud den næste. Det afhænger ikke af dit handicap eller andre omstændigheder. Det handler om dit livssyn.”

Så hvis personer med handicap får mere mod og selvtillid og rejser sig, så vil samfundet forandre sig og acceptere dem?

”Ja, for hovedproblemet er mangel på erfaring: Erfaring med at mødes, studere sammen, arbejde sammen. Når jeg nu er i regering, oplever jeg mange, som ikke kender til at have en minister med handicap. De ved ikke, hvad de skal stille op. Det er ikke deres skyld, og vi kan ikke indføre inklusion rent teoretisk. Det er skal ske i praksis.”

”Samfundet kan ikke blive klar til at leve med mig, hvis jeg ikke er der. Jeg skal være der. Jeg skal agere og reagere. Og de skal håndtere udfordringerne med at relatere og samarbejde med mig. Hvis de ikke har denne erfaring, finder de heller ikke ud af, hvad problemerne er, og hvor de ligger.”