Fredspris til dansk-ukrainsk organisation, der trækker mennesker ud af krigens traumer

I løbet af samtalen over øllen fandt de to tidligere fjender ud af, at de havde en hel del til fælles. Blandt andet var de begge meget vrede over Ukraines enorme korruption. Og de var enige om, at Ukraine skal blive ved med at være et frit land, der ikke skal styres af russere. Gode venner blev de aldrig, men noget af fjendskabet fordampede.

Svære møder i ingenmandsland

Det er måske svært at tro, at det kan lade sig gøre at bringe så forhærdede fjender sammen over en øl, i stedet for at angribe hinanden på ny. Men anekdoten er bare en af flere, som danske Carl Plesner fortæller på en regnfuld efterårsdag i København.

Han og hustruen Olena Hantsyak driver sammen Dignity Space, og de er taget fra Ukraine til Danmark for at modtage Livia-prisen – en årlig fredspris, der uddeles af Livia-Fonden for at hædre indsatser, der styrker ikke-voldelig konfliktløsning. Og det er netop det, den lille organisation laver i Ukraine.

I sit arbejde trækker Plesner blandt andet på sin baggrund som mægler i det danske politis Konfliktråd. Her fik han erfaring med at få ofre for kriminalitet til at mødes med gerningsmændene og løse op for gamle traumer.

”Mange misforstår det, vi laver – de tror, konfliktmægling er et eller andet hippie-vrøvl. Men det er det ikke. Vi har en helt klar metode. Ligesom en bager eller en tømrer kender sit håndværk, bruger vi konkrete metoder til at nå ind til folk og få dem til at reflektere. Og det virker,” siger Carl Plesner.

Meget af organisationens arbejde består i at få mennesker i konflikt til at tale deres konflikt igennem under trygge og styrede rammer. I tilfældet med betjenten foregik møderne lige efter Majdan-revolutionen.

Det var svært overhovedet at komme i kontakt med betjentene og de nogle gange ekstremt højreorienterede demonstranter og vinde deres tillid. Og derefter ligefrem at få dem til at mødes ansigt til ansigt, når de kort forinden havde skudt og slået på hinanden. Men trods fjendskabet ønskede begge sider faktisk inderst inde at tale med deres modstandere.

Den første kontakt skete allerede midt i gadekrigens kaos. Carl Plesner sad overfor en leder af en gruppe voldelige demonstranter kaldet Right Sector og prøvede at arrangere et dialogmøde med politiet.

”Hvis de kan mærke, at du på nogen måde ser anklagende eller dømmende på dem, kan du ikke nå ind til dem. Man er nødt til at møde dem uden fordomme,” fortæller Plesner.

”Jeg spurgte en af dem, hvad der dybest set drev ham til at demonstrere og slås, og han sagde, at han ikke ønskede at slå nogen ihjel. Faktisk heller ikke politiet. Men han og de andre kæmpede for at blive hørt. Okay, sagde jeg, men hvis jeg kan finde bare én eneste politibetjent, som er villig til at tale om, hvordan vi kan undgå, at flere bliver slået ihjel i de her kampe, er du så villig til at mødes med ham? Det måtte han lige tænke lidt over, men til sidst sagde han ja”.

Små papirlapper trænger ind bag panseret på menneskelige kampvogne

Desværre nåede netop denne demonstrant aldrig at holde møde med politiet, for netop på det tidspunkt eskalerede revolutionen og den værste vold brød ud umiddelbart efter. Men arbejdet for forsoning fortsatte trods tilbageslaget.

Plesner viser et foto af fem mænd, der deltog i en af samtalegrupperne umiddelbart efter revolutionen.

”Prøv engang at se på dem. Hver af de her fem mænd har været leder for grupper på op til 100 urobetjente. Det er nærmest ’menneskelige kampvogne’, og de er blandt andet blevet udvalgt for deres høje aggression”.

Men trods aggressionerne på begge sider lykkedes det alligevel denne gang at arrangere et møde og få betjentene til at sidde ned overfor nogle af de demonstranter, der før stod på den anden side af barrikaderne.

Et af organisationens helt lavpraktiske værktøjer er at bede deltagerne vælge mellem en række papirstykker, hvor der står skrevet forskellige grundlæggende værdier på: Værdighed. Frihed. Fred. Og mange andre. Hvad er det, der dybest set har motiveret de to sider i konflikten til at stå overfor hinanden og slås? Og ligefrem dræbe de andre?

På dialogmødet rakte betjentene straks ud efter skiltene med ord som Sikkerhed, Beskyttelse og Orden. Hvis bare der er lov og orden, kan alle de bløde værdier trives bag politiets beskyttende panser, argumenterede de. Demonstranterne valgte helt andre ord: Frihed. Medbestemmelse.

Pludselig var der alligevel to, der fik fat i to ender af samme lille papirstykke. ’Samarbejde’ stod der.

”Et øjeblik var det nærmest, som om de skulle til at hive i hver sin del af papirlappen for at få ret til ordet. Så kiggede de på hinanden. Og det var, som om, de indså, at de ikke var så forskellige, som de troede,” fortæller Olena Hantsyak.

Til forskel fra sin mand har hun ikke en fortid med konflikthåndtering og fredsmægling. Tidligere arbejdede hun faktisk med noget helt andet, nemlig med at tiltrække udenlandske investeringer til Ukraine. Men da revolutionen startede, smed hun alt hvad hun havde i hænderne og gik ned på Majdan-pladsen for at deltage i demonstrationerne.

Her blev hun blev hurtigt involveret i et netværk, der hjalp hårdt sårede demonstranter, og senere var hun med til at arrangere en luftbro, der fragtede både kvæstede demonstranter og betjente til udlandet for at give dem lægehjælp. I dag er hun leder af Dignity Space, som hun og Carl Plesner oprettede i fællesskab.

Voldsom mand ville bare vaske tøj

Majdan-revolutionen og de efterfølgende møder mellem politi og demonstranter er i dag længe siden. Dignity Space modtager også Livia-prisen for det arbejde, de har udført i Ukraine i de følgende år.

Mens borgerkrigen efter revolutionen brød ud i den østlige del af Ukraine, begyndte Dignity Space at uddanne et netværk af konfliktmæglere, som de kalder Peace Engineers – eller på dansk: fredsingeniører. Navnet skal signalere, at det ikke er en snakkeklub, men folk, der arbejder målrettet for at bygge fundamentet for fred.

Ruslands invasion kunne de ikke standse, men det var heller ikke formålet. I stedet tager fredsingeniørerne ud i lokalområderne og hjælpe med at løse både store og små konflikter internt mellem ukrainere.

Organisationen har siden 2017 blevet uddannet syv grupper med i alt 62 fredsingeniører, og de har allerede løst en lang række konflikter i det hårdt prøvede land.

Carl Plesner nævner en række eksempler på, at det virker. For eksempel i de første måneder af Ruslands invasion, hvor ukrainske civile og soldater kom i totterne på hinanden på en tankstation:

”Der var ikke meget brændstof tilbage, og soldaterne sagde, at de skulle have det hele, fordi de skulle til fronten. Men de civile havde også brug for benzin til at evakuere området. Stemningen begyndte at blive tilspidset, soldaterne viftede med deres våben og alle råbte i munden på hinanden. Men en fredsingeniør kom helt tilfældigt forbi, og det lykkedes ham at få en dialog i gang, hvor det endte med, at de blev enige om at deles om det benzin og diesel, der var. Ingen fik fyldt deres tank helt op. Men soldaterne fik nok til at komme til fronten, og de civile fik nok til at slippe væk”.

Et andet eksempel fandt sted i et beskyttelsesrum i den udbombede by Sjevjerodonetsk. Her var en række børnefamilier nødt til at opholde sig i et beskyttelsesrum i næsten en måned, og de havde meget lidt plads. Stressniveauet var tårnhøjt, børnene græd, og familierne begyndte at skændes om pladsen. En fredsingeniør tog helt lavpraktisk en rulle malertape frem og gennem forhandling med familierne kunne han opmærke båse på gulvet, så alle familierne fik en ligelig og fair del af den begrænsede plads. Derefter arrangerede han forskellige aktiviteter for børnene, og det tog lidt af presset af i den alvorlige situation.

Ikke alle handler helt rationelt i en krisesituation. En af de mest bizarre sager for fredsingeniørerne var, da det lykkedes at løse en konflikt, der kunne være endt voldeligt på hovedbanegården i Kyiv.

Det var i begyndelsen af invasionen, hvor Ruslands hær nærmede sig hastigt, og millioner af mennesker forsøgte at få plads på et tog væk fra byen. Midt i kaosset overtog en meget stor og stærk mand pludselig toiletterne, og han langede ud efter folk, hvis de forsøgte at nærme sig. Politiet kom til stedet og lagde an til at kaste sig over kæmpen med en hel flok betjente, men en af fredsingeniørerne var også på stedet, og det lykkedes hende på ret kort tid at tale manden ned. Det viste sig, at manden var psykisk syg og havde besat toilettet for at vaske sine underbukser i håndvaskene.

”Selvom han var kæmpestor og til at begynde med virkede skræmmende, tog det ikke mere end 15 minutter at snakke med ham på en forstående måde, og så blev han nærmest som et lille barn, der bare var ked af det. Han fik hjælp til at vaske sit tøj i en spand, og så var der ingen problemer med ham,” fortæller Plesner om episoden.

I alt har fredsingeniørerne lavet cirka 650 interventioner, hvor de har samlet folk i civile lokalsamfund og hjulpet dem med at finde en fredelig løsning på problemet, baseret på samarbejde.

Og selvom situationerne og konflikterne er mange og tilsyneladende handler om helt forskellige ting, handler de alligevel ofte om det samme, fortæller Carl Plesner.

”Vi har arbejdet med alle mulige mennesker, lige fra psykisk syge og til soldater på frontlinjen. Enker, der har mistet deres mænd i krigen, ukrainske krigsfanger, der har været i russisk torturfangenskab og mange andre. Uanset hvem det er, handler det om at hjælpe dem med at genopbygge kontakt til andre mennesker.  Vi troede til at begynde med, vi havde brug for en masse forskellige metoder for at hjælpe folk i mange forskellige situationer. Men efterhånden fandt vi ud af, at uanset om problemet er PTSD eller sorg eller alt muligt andet, så er det rigtige ”vand på ilden” at møde folk med medfølelse og forståelse – og at genforbinde folk med deres familier og lokalsamfund,” fortæller Carl Plesner.

Trods mange forbrydelser er russiske soldater også mennesker

Indtil videre er der ikke tegn på varig fred i Ukraine. Carl Plesner kan ikke sige, om det en dag også vil blive muligt at arrangere dialogmøder mellem ukrainere og de russiske soldater, der har invaderet deres land, bombet byer til ruiner og i flere tilfælde også har plyndret, myrdet og voldtaget.

Den slags møder vil være langt fra lette, men Plesner mener alligevel, at metoden grundlæggende ville være den samme:

”Lige nu er det umuligt for mange at se russiske soldater som rigtige mennesker. Sandheden er dog, at det er de. Hvis mennesker med en historie af vold og krænkelser mellem sig får hjælp til at genoprette medfølende empatisk kontakt mellem hinanden, kan det helbrede meget af den smerte og sorg, som volden forårsagede,” siger han.

”Vrede folk, som ønsker hævn, har desværre en tilbøjelighed til at eskalere voldelig konflikt. Men hvis de oplever at genoprette medfølende empatisk kontakt med andre omkring deres oplevelser af vold, så kan vreden transformeres til sorg. Og folk i sorg ønsker ikke hævn. De ønsker for alt i verden at undgå, at andre oplever, hvad de selv har oplevet, og de forstår, at hævn og straf ikke er vejen frem,” fortæller Carl Plesner.

Han uddyber, at der findes veje væk fra volden:

”Det, der mangler i mange konflikter, er simpelthen forståelse. Når folk forstår hinanden, og når de indser, at de kun kan opnå det, de virkeligt har behov for, gennem samarbejde, løser de som regel selv deres problemer helt automatisk”.