Hans opdagelse af ozonhullet har reddet menneskeliv, og han bekymrer sig stadig for planeten: Politikere forfølger uholdbar økonomisk vækst på klimaets bekostning

Shanklin var dengang bevidst om, at der i offentligheden havde været bekymring omkring, hvorvidt spraydåser og affaldsgasser fra fly kunne medvirke til at skade ozonlaget. Han ville gerne sætte en endegyldig stopper for bekymringerne, så han begyndte i 1984 at sammenligne nye ozonmålinger med årtier gamle. Til hans overraskelse var der store uoverenstemmelser. Flere beregninger måtte foretages. Samme resultater.

Snart var den historiske konklusion klar:

Siden slutningen af 1970’erne er der ved forårstid sket en systematisk svækkelse af mængden af ozon i stratosfæren. I 1984 var ozonlaget over en målestation på Antarktis to tredjedele så tyk, som den havde været i tidligere årtier. Formuleret mere poppet:

Der var et gigantisk hul i ozonlaget.

Q&A med Jonathan Shanklin

I anledning af ozonlagets markante bedring har vi taget en snak med Shanklin, der også i Nature i 2010 gjorde sig tanker om, hvorfor verdenssamfundets reaktion på ozonhullet var så hurtig og effektiv tilbage slutningen af 1980’erne i sammenligning med den mere haltende reaktion på det 21. århundredes klimakrise.

For det første var beviserne for ozonhullet helt fra begyndelsen klare og indiskutable, skriver Shanklin.

Det var desuden muligt at identificere en direkte forbindelse mellem et tyndere ozonlag og udvikling af hudkræft.

Og slutteligt følte dele af offentligheden sig dengang i 1980’erne heller ikke udskammet eller tvunget til at omlægge deres liv på omfattende vis, hvilket langtfra er tilfældet på den anden side af årtusindeskiftet, hvor alt fra biler til madvaner pludselig er blevet heftige debatemner, der nemt kan lede til forvirring eller modstand.

Hvad tænker Shanklin mon om ozonlaget og klimaet i år 2022?

Forskere fortæller, at vi har nået en ”signifikant milepæl” i forhold til genoprettelsen af ozonlaget – er du enig i, at vi kan være optimistiske?

”Montreal-protokollen er den mest succesfulde miljøtraktat nogensinde, alle FN’s medlemslande har underskrevet den. Protokollen har virket, hvilket kan ses i de seneste målinger, hvor der er sket et fald i antallet af ozonnedbrydende substanser i stratosfæren på 50 pct. Men der er vekselvirkninger mellem ozonnedbrydning og klimaforandringer, så vi kan ikke bare finde en løsning på ét problem, der forværrer andre problemer. Det overordnede mål bør være at vende tilbage til et miljø for planeten, der ligner det førindustrielle.”

Hvad kan Montreal-protokollen lære os i forhold til bekæmpelse af klimaforandringer i dag?

”Det er centralt, at indsatsen over for ozonlagsnedbrydende stoffer blev truffet meget hurtigt, og dette forhindrede ozonnedbrydningen i at blive virkelig slem, dvs. påvirkede mennesker over hele kloden. Politikere og økonomer har endnu ikke lært lektien, opsummeret med ordsproget “Et sting i tide redder ni senere”. De fleste politikere taler stadig om, hvad de skal gøre ved klimaforandringerne, mens de forfølger uholdbar eksponentiel økonomisk vækst, som de kalder “vedvarende vækst” i samme åndedrag. Det er denne vækst, der fører til alle de andre miljøproblemer: Nedgang i biodiversitet, vandforurening, luftforurening, jordforringelse og meget mere.”

Kan historien om ozonhullet lære os noget om menneskets kontinuerlige behov for ydmyghed, når vi gør os teknologiske fremskridt?

“Historien viser, at vi meget hurtigt kan ændre vores miljø på måder, der ikke er gode for os. Vi bør altid følge forsigtighedsprincippet om ikke at foretage justeringer, bevidste eller utilsigtede, før vi kan være meget sikre på det endelige resultat. Vi lever alle på én planet, men alligevel bruger vi dens ressourcer i en hastighed, der kræver, at der er over tre. Dette er simpelthen ikke holdbart på lang sigt. I sidste ende er det den stadig befolkningstilvækst – som kræves af vores økonomiske vækstmodel – der ligger til grund for alle miljøspørgsmål.”

Vi har altid kaldt din opdagelse “et hul” i ozonlaget, men er det ikke korrekt, at ordet “hul” snarere refererer til en kraftig svækkelse af ozonlaget?

“Historikere har endnu ikke fundet ud af præcist, hvem der først opfandt udtrykket “ozonhul”, men ordet hjalp bestemt, når det kom til handling – huller skal jo udfyldes! Hele den centrale del af ozonlaget forsvinder i højden af ​​ozonhullet, så i den forstand er der et massivt hul i midten. I praksis er det “kun” to tredjedele, men det er stadig enormt.”

At kalde det for “ozonhullet” har måske også gjort det lettere for offentligheden at forstå problemet – er der her en brugbar lektion i, hvordan vi kommunikerer om klimaændringer i dag?

“Udtrykket “ozonhul” hjælper i høj grad offentligheden med at visualisere, hvad der sker. For mange på nordlige, tempererede breddegrader lød udtrykket “drivhusopvarmning” jo også ganske rart, hvilket er en af ​​grundene til, at det klimavidenskaben er gået over til udtrykket “klimaforandringer”. Men selv dette ord rammer ikke plet, for det afføder en offentlig opfattelse af, at ændringen vil være glidende og gradvis, mens den i praksis kan tage hurtige udstikkere, som vi så med de rekordhøje temperaturer i Europa denne sommer.”

På hvilke måder har opdagelsen af ozonhullet påvirket dit liv?

“Jeg har været på Buckingham Palace og mødt vores nu afdøde Dronning, som tildelte mig Polarmedaljen (for opdagelsen, red.). Selvom jeg formelt gik på pension for mange år siden, så får jeg stadig masser af spørgsmål fra medier om de seneste nyheder vedrørende ozonhullet – så selvom Montreal-protokollen fik os i den rigtige retning, så har vi stadig hullet med os, også de næste 50 år.”

Og så her til sidst: Har du nogensinde haft en drøm om ozonlaget?

“Jeg har aldrig haft nogen drømme om ozonlaget. Jeg drømmer dog om den dag, hvor politikere vil lytte til videnskabelig logik og tage de nødvendige skridt for at beskytte fremtidige generationer.”