Et lille hospital i byen Chennai, i delstaten Tamil Nadu, Indien. Foto: CCBY Ryan
Hvis du ikke selv har penge nok til at betale for at blive behandlet for din livstruende sygdom, så må du jo bare gå hjem og dø. Selvom det næppe er blevet sagt så direkte, har det alligevel været det klare svar til mange af indiens fattigste, når de har søgt hjælp i landets sundhedssystem. Men meget tyder på, at landets fattige og syge fremover vil få en bedre behandling.
Det skyldes et nyt sundhedsinitiativ, ved navn Ayushman Bharat, som den indiske regering lancerede for et halvt år siden. Landets fattigste kan ansøge online om at få et sundhedskort, der betaler sundhedsydelser op til en vis beløbsgrænse. Indtil nu har over 20 millioner indere fået kortet, og 1,4 millioner har fået betalt deres behandling. Det forventes, at ordningen på længere sigt vil komme til at omfatte 500 millioner personer.
I Indien er det allerede stort set gratis at gå til læge, men landets offentlige sundhedssystem er meget ringe og ekstremt overbelastet. Det skyldes blandt andet, at Indien i flere år har investeret forholdsvis lidt i offentlig sundhed. Hvis det endelig lykkes at få en konsultation, skal den syge derefter selv betale for den nødvendige medicin, hvilket mange fattige indere ikke har råd til. Og hvis der er brug for specialbehandling eller hospitalsindlæggelse, er det helt umuligt for mange. Færre end hver femte inder har tegnet en privat sundhedsforsikring, og derfor forventes det, at den nye ordning kan få meget stor betydning for folkesundheden.
Sundhedsordningen Ayushman Bharat
Den nye sundhedsordning giver hver fattig familie mulighed for at få dækket 500.000 rupees (ca 47.800 kr.) om året til medicin og behandling. Støtten gælder både på offentlige hospitaler og de omkring 6000 private klinikker, der indtil videre er kommet med i ordningen.