22. januar 2015
Indiens tigerbestand stiger
Antallet af tigre – et af verdens mest truede dyr – er steget med over 50 procent i Indien, viser ny rapport.
Martin Harvey / WWF-Canon
Bestanden af tigre i Indien er steget voldsomt, viser nye tal fra den indiske regering, der netop er offentliggjort. Antallet af de indiske tigre, den bengalske tiger, er steget fra 1.411 i 2006 til 2.226 i 2014 – altså en stigning på over 50 procent.
”Det er en ekstremt glædelig melding fra Indien. Det er et bevis på, at det nytter, når vi gør en indsats for at beskytte verdens truede dyr,” siger Gitte Seeberg, generelsekretær i WWF Verdensnaturfonden, der dog advarer mod at tro, at truslen mod tigeren er forsvundet.
Grundigste optælling nogensinde
Optællingen, der ligger bag den aktuelle rapport – Status of Tigers in India 2014 – er den mest grundige tigeroptælling nogensinde foretaget. Der er blandt andet blevet sat 9.700 kamerafælder op i 18 indiske delstater for at dokumentere antallet af tigre. Optællingen i Indien er koordineret mellem en stribe indiske myndigheder og forskningsinstitutioner, WWF Verdensnaturfonden og andre natur- og miljøorganisationer.
”På et tidspunkt, hvor den globale tigerbestand er truet, er det glædeligt, at Indiens tigerbestand stiger. Det var ikke tilfældet for ti år siden og jeg er stolt af, at vi er vokset med udfordringen og har vendt udviklingen,” siger Prakash Javadekar, Indiens miljø- og skovminister.
Nogle af de største trusler med de vilde tigre i dag er, at deres levesteder ødelægges på grund af større infrastrukturprojekter og skovrydning for at gøre plads til blandt andet palmeolieplantager. Også krybskytteri er en fortsat og stigende trussel, da dele af tigre er i høj kurs på tværs af Asien på grund af overtro om, at tigerknogler kan kurere sygdomme og afhjælpe potensproblemer.
Bedre forvaltning og beskyttelse
Stigningen i den indiske tigerbestand skyldes i høj grad bedre forvaltning og bedre beskyttelse af det truede dyr i tigerreservater og andre beskyttede områder. Indien har eksempelvis nogle meget veldrevne nationalparker og beskyttede områder, som rummer meget store bestande af tigerens byttedyr som hjorte og vildsvin, som betyder, at tigeren har rigeligt med føde.
”Det er bemærkelsesværdigt, at et så tæt befolket land som Indien formår at beskytte sin tigerbestand og endda sikre, at den vokser. Det kan lade sig gøre, fordi Indien arbejder aktivt for at beskytte tigrenes levesteder og hele det økosystem, som de er en del af – blandt andet ved ikke at drive rovdrift på tigrenes føde,” forklarer Thor Hjarsen, skovbiolog i WWF Verdensnaturfonden.
Han fremhæver, at de indiske myndigheder derudover har et velfungerende samarbejde med lokalbefolkningerne ved for eksempel at udbetale erstatning til landmændene, hvis en tiger forgriber sig på hans køer eller geder. Indiens aktive bevaringsarbejde gennem flere årtier betyder også, at inderne i dag blandt andet kan høste store turistindtægter fra tiger-safarier.
Sårbar tigerbestand i Myanmar og Thailands grænseland
WWF’s danske arbejde med at bevare de vilde tigre foregår primært i skovområdet Tanintharey og Dawna Tenasserim på grænsen mellem Thailand og Myanmar, hvor der lever en sårbar tigerbestand på cirka 250 individer. Ligesom i Indien er fokus også her på samarbejdet med lokalbefolkningen og på at bevare større, sammenhængende skovområder og biodiversitetskorridorer, der trues af store infrastrukturprojekter som dæmninger og anlæggelsen af nye veje.
”Særligt i Myanmar er der store udfordringer med at bevare sammenhængende leveområder for tigeren. Bliver super-handelsvejen, der skal forbinde Dawai på Myanmars kyst med Bangkok i Thailand, opført som planlagt, pløjer den direkte indover Sydøstasiens vigtigste tigerlandskab på grænsen mellem de to lande. Vores nye program i Myanmar arbejder på højtryk for at skaffe lokale partnere og kortlægge de mest sårbare områder, så områdets unikke biodiversitet kan bevares,” forklarer Jacob Fjalland, leder af WWF Verdensnaturfondens ulandsarbejde.
I november var der gode nyheder fra Mae Wong – Khlong Lan Nationalparken på grænsen mellem Thailand og Myanmar, hvor WWF arbejder med støtte fra blandt andre Aage V. Jensen Naturfond. I forbindelse med en tigertælling fangede kamerafælder hele 18 tigre, herunder to hunner med fem unger. I en tigerbestand er netop de yngledygtige hun-tigre ekstremt vigtige, og dør bare 1 ud af 10 hun-tigre, går bestanden tilbage.
”Videooptagelserne var afgørende for bevaringsindsatsen, da de var med til at overbevise de thailandske myndigheder om, at det specifikke område er vigtigt for genopretningen af tigerbestanden. Som resultat har myndighederne derfor stoppet planerne om at bygge et vandkraftværk, som ville have oversvømmet en stor del af området,” siger Jacob Fjalland.