07. december 2025
Jeg har fundet din gamle vaskemaskine i Ghana. Og den har det godt
Når vores elektronik står af, ender det ofte i Afrika. Mød George Atobiga i Accra, der reparerer ”Fast Tech” fra Danmark – og lærer næste generation at gøre det samme.
George Atobiga køber og reparerer kasserede vaskemaskiner fra Danmark og sælger dem på Accras store marked for brugt elektronik. Foto: Karoline Rahbek
”Den her er fra Danmark, den her: Danmark, og den her: Danmark. Den her er fra UK. Den her er også fra Danmark.” George Atobiga forsætter sin opremsning, mens han peger rundt på sin samling af brugte vaskemaskiner, der står stablet i to lag hele vejen rundt i hans butik i et grønt blikskur i Ghanas hovedstad Accra.
Jeg er taget til byens gigantiske genbrugsmarked Lapaz for at finde ud af, hvor nogle af vores kasserede telefoner, computere, køleskabe og vaskemaskiner ender, når vi har givet op på dem i Danmark.
Du kender sikkert situationen: Vaskemaskinen virker pludselig ikke, og displayet giver en fejlmelding, som du ikke fatter. Du vil jo egentlig helst reparere den for miljøets skyld, men finder ud af, at det vil koste flere tusind kroner at få det ordnet. Og da maskinen har nogle år på bagen, virker det mest oplagt – og billigst – at skifte den ud med en nyere model.
George Atobiga er vitterligt den første, jeg taler med, da jeg ankommer til det kæmpe marked. Måske er det bare et utroligt tilfælde. Men det er også et billede på, at vi både i Danmark og resten af verden skifter vores elektroniske produkter ud som aldrig før.
Mens Fast Fashion for længst er blevet en del af vores sprog, vokser en ny tendens frem: Fast tech. Altså den stigende strøm af billige, kortlivede gadgets, som hurtigt ender som elektronikaffald. Og ligesom med det hurtige tøj med kort levetid, ender vores kasserede elektronik også ofte på det afrikanske kontinent, blandt andet i Ghana.
”Candy” har et vandproblem
George Atobiga fortæller, at det ofte kun er helt simple ting, der er i vejen med de vaskemaskiner, som han køber fra tre-fire ghanesere, han har kontakt til i Danmark. Her finder de alt fra gamle fjernsyn til brugte vaskemaskiner på genbrugsstationer, loppemarkeder og Facebook Marketplace. De sender billeder af varerne til George Atobiga, og så laver han en bestilling.
Den 48-årige sælger og reparatør åbner lågen til filteret på en af de danske maskiner, og vandet fosser ud, mens han roder lidt i hullet og finder en mønt, ejeren sikkert havde glemt at tage ud af bukselommen.
”Øj, så det er vand fra Danmark?” udbryder jeg.
”Ja, og tit er maskinerne helt nye,” fortæller han.
Serie: Håbet har flyttet adresse
Europa er verdens største donor af udviklingsbistand til verdens fattigste. Men EU kæmper i en ny geopolitisk virkelighed for at genopfinde sit forhold til Afrika og resten af det globale syd.
Vi er rejst fra EU’s topmødesale til Ghana for at undersøge, hvordan udviklingsmidler, investeringer og europæiske interesser former relationerne i dag. Og for at finde ud af, hvor håbet bor nu?
Vandet løber ud af en af vaskemaskinerne fra Danmark, da George Otobiga åbner for filtret. Og mens vi står der, kan jeg næsten ikke fatte, hvor utroligt det er, at den første jeg henvender mig til på det store marked, har butikken fyldt med brugt elektronik fra Danmark.
Andre gange er problemet større end en mønt, men George Atobiga har lært sig selv, hvordan han reparerer maskinerne over de seneste 15 år. Hvis tromlen fx er i stykker på en model, kan han skifte den ud fra en anden maskine, hvor displayet er i stykker. Det hele er blevet nemmere, efter at producenterne lægger brugsanvisningerne ud online, viser han mig og tager sin smartphone frem.
”Hvis du ser på den her vaskemaskine som giver fejlmeddelelsen E02, så søger jeg på koden og modellens navn ”Candy”. Og så får jeg beskeden ”Indicated a watter filling problem”. Og så ved jeg, hvilke dele jeg skal prøve at skifte ud for at få den til at virke.”
I dag lærer George Atobica sine færdigheder videre til et par unge studerende, så de kan tjene penge til deres studier ved at reparere fjernsyn, airconditionanlæg og vaskemaskiner fra blandt andet Danmark. ”Jeg håber, at de så selv kan starte deres egen butik en dag,” fortæller han.
George Atobica er bare en af de tusindvis af mennesker, der i dag arbejder i Ghanas uformelle sektor for elektronik.
Længere nede ad gaden vil en ung mand sælge mig et blåt SMEG-køleskab for 3000 cedi, som svarer til 1700 kr. De farverige køleskabe i retro-design løber let op et sted mellem 15.-20.000 kr. fra ny i Danmark. Ved siden af står en større model i postkasserød, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om en forbruger et sted i Europa måske bare blev træt af farven.
”Det virker”, siger han og åbner for lågen og opfordrer mig til at stikke hånden ind i det kolde rum. Og så står jeg pludselig der og får afkølet min højre hånd, mens vi beundrer køleskabet i den bagende middagssol.
Brugt gråzone
Julie Nygaard Solvang er antropolog og forsker i elektronisk affald, kritiske mineraler og globale værdikæder på Københavns Universitet. Hendes feltarbejde i Tyskland og Ghana viser, at såkaldt skraldet elektronik bevæger sig i en juridisk gråzone. Den internationale Basel-konvention fra 1989 forbyder eksport af farligt affald, og dermed også elektronik, fra OECD-lande til ikke-OEDC-lande. Altså fra Danmark til Ghana. Medmindre produkterne kategoriseres som ’genbrug’ eller ’personlige ejendele’, når de bliver sendt afsted i containere.
Julie Nygaard Solvang fandt dog, at der både ankommer produkter, der kan repareres i Ghana og produkter, der ikke kan og som dermed hurtigt bliver til affald. Begge dele har nemlig en værdi, som kan sælges videre.
Ghana modtager rigtig meget af verdens brugte elektronik. Blandt andet på grund af landets placering med Afrikas største havn Tema, der er forbundet med resten af verden.
”Samtidig er der en stor gruppe ghanesere, som bor uden for Ghana, som samler og sender elektronik ned til familiemedlemmer og andre, som reparerer det og sælger det videre,” forklarer Julie Nygaard Solvang.
Mens George Atobiga skifter tromler, renser filtre og giver danske vaskemaskiner nyt liv, arbejder Ghana samtidig på at skabe en mere sikker og formaliseret sektor for den elektronik, der ikke kan repareres og som derfor ender som e-affald.
Ghana er ekspert i give brugt elektronik nyt liv
Mens vi i Danmark de seneste år har fået flere repair-cafeer, hvor du kan få hjælp til at få fixet høretelefonerne eller symaskinen, der er stået af, har ghaneserne været eksperter i at reparere brugt elektronik i årtier.
Ghana forsøger i disse år at komme væk fra den uformelle håndtering af elektronikaffald, hvor tusindvis af mennesker arbejder uden beskyttelse og ofte bruger farlige metoder for at få de værdifulde metaller ud af det gamle udstyr – metaller, der senere ender i produktionen af nye smartphones og fjernsyn.
Flere initiativer forsøger at skabe alternativer. Blandt dem er virksomheden Electro Recycling i Accra, der modtager og skiller elektronik ad under kontrollerede forhold. Også internationale projekter – blandt andet støttet af EU og Tyskland – hjælper samtidig Ghana med at registrere aktører, uddanne arbejdere og åbne nye indsamlingscentre, så landet kan håndtere elektronikaffald på en mere bæredygtig måde.
Målet er at koble den stærke reparationskultur med bedre miljø- og arbejdssikkerhed. Men den uformelle sektor dominerer fortsat, og den formelle industri er stadig kun i sin begyndelse.
Ghanas regerings e-affaldslov fra 2016 kræver blandt andet, at importører og producenter betaler et miljøgebyr, som skal finansiere sikker genanvendelse. Og nye virksomheder, der forsøger at skabe sikre arbejdspladser med beskyttelsesudstyr, miljøgodkendelser og sporbarhed, vokser frem.
Mens de første formelle systemer begynder at tage form, peger både forskere og aktører i Ghana på, at udviklingen kun kan lykkes, hvis internationale partnere investerer. Initiativer som EU’s e-waste-projekt har skabt et afsæt, men det reelle gennembrud afhænger af, at lokale drivkræfter får adgang til kapital, teknologi og stabile kanaler for genbrug. Indtil da vil tusindvis af selvlærte reparatører fortsat være dem, der giver vores kasserede elektronik nyt liv.
Artikelserien er støttet af EU-midler via Globalt Fokus under projektet ‘Towards an open, fair and sustainable EU’.
