25. februar 2019
Jorden er blevet grønnere
Satellitbilleder fra NASA viser, at jorden er blevet grønnere de sidste 20 år. Træplantning og landbrug i Kina og Indien har haft stor indflydelse.
De grønne områder viser, hvor der er blevet mere grønt siden år 2000. Noget af den grønne farve skyldes dog mere intensivt landbrug. Foto: CCBY NASA
Et nyt studie af satellitbilleder fra NASA viser, at jordens grønne områder er vokset med 5 % eller over 5 millioner kvadratkilometer siden årtusindeskiftet. Stigningen skyldes en kombination af mere intensivt landbrug og store træplantningsprojekter i Kina og i mindre grad Indien.
I Kina står ny skov for en stor del af den grønnere kulør. Det er resultatet af et skovprogram, der skal bekæmpe luftforurening og jorderosion. Ida Theilade, som forsker i bevaring af tropiske skove i Afrika og Sydøstasien på Københavns Universitet, ser det som en positiv udvikling.
”Det er godt, at vi kan se, at det kan lade sig gøre at genplante skov, for træer optager CO2. Lige nu er det en af de bedste løsninger vi har for at modvirke klimaforandringer,” siger hun.
Men hun har også forbehold:
”De skove, der bliver plantet i Kina, er i høj grad akacier og eukalyptus, hvor det er samme slags træer i lange baner. Rent biologisk er det ofte ’ørkener’, så det afhjælper ikke tabet af biodiversitet, og det oplagrer heller ikke lige så meget CO2 som naturlig skov”.
Intensivt landbrug, hvor forskellige afgrøder dyrkes året rundt, er også med til at gøre jorden grønnere. I Kina og Indien er arealerne til landbrug stort set ikke udvidet siden årtusindeskiftet trods stor befolkningstilvækst. Ifølge Ida Theilade er det godt, selvom intensiv dyrkning kan være hårdt for jorden, fordi mere intensiv jorddyrkning giver plads til mere skov andre steder.
Det er ikke kun Kina og Indien, der planter træer. Pakistan plantede eksempelvis en milliard træer mellem 2015 og 2017. Og målsætningen er at plante 10 milliarder flere over de næste fem år.
Trods fremgangen i flere lande falder den samlede mængde skov i verden dog fortsat, men langsommere end før år 2000.