26. november 2018
Kenya sikrer fattige fair fødevarepriser
Når kenyanske landmænds høst bliver bedre end forventet, kan nye opbevaringslagre sørge for, at de selv tjener flere penge på deres afgrøder. Samtidig giver det fattige bedre priser på mad.
Kenyansk landmand høster sine afgrøder. Foto: CCBY Peter Kapuscinski, Verdensbanken
Den kenyanske regering og landets regioner har sammen bygget opbevaringslagre til korn og andre afgrøder i mere end 10 af landets regioner.
Projektet skal hjælpe kenyanske landmænd med selv at tjene flere penge på afgrøderne og give fattige familier mulighed for at købe mad til en overkommelig pris. Lagrene opkøber afgrøder til markedspris, opbevarer dem sikkert og sælger dem videre til familier, som står overfor fødevaremangel.
”Målet er at øge fødevaresikkerheden for fattige familier, og beskytte landmænd mod karteller, som opkøber overskydende høst til billige penge og videresælger det med en tre- eller firdobling i pris,” siger Muthomi Njuki, som er guvernør i Tharaka Nithi-regionen.
Dermed gør Kenya også noget konkret for at løse problemerne med madspild. Tal fra FN viser, at landmænd i landene syd for Sahara mister mere end 20% af deres majs, fordi den går til spilde eller bliver ædt af skadedyr.
Silas Kirimi er en af de landmænd, som førhen solgte hele høsten med det samme, uanset prisen, fordi hans muligheder for opbevaring ikke var gode. Når han senere skulle købe sine egne afgrøder tilbage, kostede de ofte mere, end han havde solgt dem til.
”Det var, som at smide mit liv væk. Uanset hvad jeg gjorde, stod jeg til at tabe,” siger Kirimi.
I år har han solgt sit overskud til et nyt lager tæt på landsbyen og fået en god pris.
”Jeg er ikke længere bekymret for, at min familie skal sulte. Jeg kan altid gå til et af lagrene for at købe mad, når der er mangel,” fortæller Kirimi.