19. september 2016
Kvinder lærer at læse i kirken
Uddannelse af kvinder fremmer både ligestilling og selvværd.
I kirken taler kvinderne blandt andet om ligestilling, sundhed og rettigheder Foto: Rasmus Hylleberg/DMRU
I Burundi er andelen af børn, som begynder i grundskolen, næsten fordoblet på 25 år, fra 52 procent i 1990 til knap 95 procent i dag. Også kvinderne er rigtig godt med, hvor cirka 77 procent i alderen 15-24 i dag kan læse og skrive.
Ifølge Jeffrey Sachs, som er professor i bæredygtig udvikling og særlig rådgiver for FN´s generalsekretær, er uddannelse nøglen til at opnå verdensmålene. “Af alle de investeringer, som er nødvendige for at opnå bæredygtig udvikling, er ingen så vigtige som Mål 4: Kvalitetsuddannelse.”
Skole giver selvværd
Baptistkirken i Danmark er en af de organisationer, som gennem uddannelse er med til at fremme kvinders rettigheder i Burundi, så de bliver
betragtet som ligeværdige både i familien og i samfundet. Det gøres blandt andet ved at tilbyde 2.700 kvinder kurser i at læse, skrive og regne i deres lokale kirker, hvor de også får basal viden om sundhed og rettigheder.
“Det, som nok har virket allerstærkest på mig, har været udviklingen i selvværdet hos især de deltagende kvinder,” fortæller Morten Kofoed, som er programkoordinator i Baptistkirken i Danmark.
Og netop uddannelse giver muskler til at skabe sig et bedre liv. “Det bliver uddannelse, der skal gøre en ende på fattigdom, give bedre sundhed, bedre arbejde og gøre mennesker til aktive deltagere i demokratiet,” siger Sachs.
Af alle de investeringer, som er nødvendige for at opnå bæredygtig udvikling, er ingen så vigtige som Mål 4: Kvalitetsuddannelse
Jeffrey Sachs