20. januar 2024

Livreddende latriner: Verden er vidne til et kæmpe toiletboom

På under 25 år har tre milliarder mennesker fået adgang til toiletter. Det betyder ikke bare renere landsbyer og slumområder, men også et kæmpe dyk i dødsfald.

Et kæmpe boom i smittefri toiletter redder liv i hele verden. Især i Indien bliver der bygget mange. Foto: Ignas Kukenys ccby

Et kæmpe boom i smittefri toiletter redder liv i hele verden. Især i Indien bliver der bygget mange. Foto: Ignas Kukenys ccby

Verden over kan flere og flere mennesker komme trygt på tønden. Siden årtusindeskiftet er der blevet bygget hundreder af millioner toiletter verden over, og selvom det ikke lyder særligt glamourøst, så er det et kæmpe sundhedsfremskridt, der redder tusindvis af liv hver eneste dag.

For mange mennesker er toiletbesøg nemlig potentielt livsfarlige, både for dem selv og andre. Det skyldes  usikre toiletter og latriner, der ikke kan holde bakterier fra afføring adskilt fra mennesker. Og endnu værre er det selvfølgelig, hvis man slet ikke har adgang til et toilet og må skide i det fri – millioner af mennesker besørger hver dag i floder, på marker, og langs jernbanespor og veje. Landsbyer og slumområder bliver til åbne toiletter.

Det spreder sygdomme: Hvert år dør der flere end halvanden million mennesker bare på grund af simple diarrésygdomme, der bliver spredt af usikre toiletter, urent drikkevand og dårlige muligheder for håndvask.

I 2000 måtte flere end hver femte person på kloden besørge i det fri – men i 2022, som de seneste tal dækker over, var det faldet til hver tyvende person i verden. Men de mange nye, sikre toiletter er et effektivt værn mod bakteriebomberne: De er en stor del af årsagen til, at dødsfald fra diarrésygdomme er faldet med mere end en million om året siden årtusindeskiftet.

Lang vej endnu

Det er faktisk lidt af en toiletrevolution, der er i gang. Ifølge de nyeste tal fra verdenssundhedsorganisationen WHO faldt antallet af mennesker uden adgang til toiletter overhovedet med mere end to tredjedele, og antallet af mennesker med usikre toiletter blev halveret i perioden 2000-2022.

Herrer og damer. Vi skal ikke mange årtier tilbage, før næsten tre ud af fire indere besørgede i det fri. Nu er det hver tiende. Foto: Peter Rivera ccby

Samtidig er vi blevet flere og flere mennesker i verden. I runde tal betyder det, at tre milliarder flere mennesker har fået smittefrie toiletforhold – og fremgangen er sket over hele verden. Især i Indien er der blevet bygget toiletter i et rasende tempo, 100 millioner toiletter på fem år, og andelen af indere, der besørger i det fri, er faldet fra næsten tre ud af fire til hver tiende. I de afrikanske lande, der ligger syd for Sahara, er det halveret, fra hver tredje til hver sjette person.

Selvom der bliver gravet latriner og bygget toiletter i massevis, er der lang vej endnu. En milliard mennesker har ikke adgang til smittefri toiletter, og diarrésygdomme koster stadig halvanden million menneskeliv om året, herunder omkring en halv million småbørn.