Millioner af indere fjerner afføring med deres bare hænder. Nu skal lorte-arbejdet stoppe

De fleste indere krydser vejen, når Safai Karamcharis går forbi. Stanken, de bærer med sig, forvarsler nemlig, at de kommer. På hovedet bærer de en kurv fyldt med afføring, de lige har tømt fra et toilet eller septiktank. Når de bliver betalt for deres arbejde, bliver mønterne smidt ned i deres hænder, så deres arbejdsgiver ikke skal røre dem. De møder fordomme og stigmatisering, lever i isolation fra resten af samfundet, og i templerne må de heller ikke komme.

Safai Karamcharis er Indiens sanitetsarbejdere, men det er også en pyntet jobbeskrivelse. I praksis fjerner de menneskelig afføring og generel slam fra latriner, kloakker og septiktanke med deres bare hænder uden brug af maskiner eller sikkerhedsudstyr. Det er ikke kun nedværdigende og ulækkert, det er også farligt. Arbejdere døjer desuden med sygdomme og alkolholmisbrug, og næsten 2000 sanitetsarbejdere dør hvert år, fordi de bliver kvalt af gasserne i kloakker og septiktanke, ifølge organisationen Safai Karmachari Andolan, der arbejder for arbejdernes rettigheder og for at manuelt kloakarbejde skal udfases.

Men nu vil Indiens Højesteret have det stoppet fuldstændigt.

Fuldstændig afskaffelse

I oktober gav Højesteretten besked til regeringen – og alle delstaternes regeringer – om, at manuelt kloak-og afføringsarbejde skal stoppe fuldstændigt. Ingen personer skal gå ned i kloakker eller septiktanke af nogen som helst grund, siger retten i deres nyeste forbud. Den nye afgørelse skal være implementeret i alle stater indenfor seks måneder.

I Indien blev det manuelle kloakarbejde faktisk gjort forbudt både i 1993 og i 2013, men lovene blev aldrig implementeret ordentligt. Men Højesterets beslutning adskiller sig fra de tidligere love, fordi retten netop reagerer på, at de gamle love ikke er blevet overholdt.

Bezwada Wilson kommer fra en familie af manuelle kloak- og latrinarbejdere, men for tre årtier siden grundlagde han organisationen Safai Karmachari Andolan, der kæmper for at stoppe det farlige og nedværdigende arbejde. Han er glad for Højesterets beslutning, men venter med at fejre den, indtil han ser, om den bliver overholdt efter implementeringsperioden på seks måneder – og han er klar til at kræve sin ret, hvis ikke det sker.

“Hvis ikke den bliver implementeret, vil vi holde alle distriktsdommere ansvarlige, da de er den udøvende myndighed i henhold til den nye lov,” slår Bezwada Wilson fast.

Kanthi Swaroop forsker i manuelt kloakarbejde og sammenhængen med det indiske kastesystem på Indian Institute of Technology i Mumbai.

“Den nye lov er meget velkommen”, siger han. “Loven vil fungere som en advarsel for alle, som vil hyre arbejdere billigt til at rense deres kloakker og septiktanke i stedet for professionelle firmaer; den bliver et stort rødt advarselsflag”.

Udover at sætte en stopper for alt manuelt sanitetsarbejde, skal den nye afgørelse også sikre mere social velfærd til arbejderne. De skal garanteres alternativ beskæftigelse og uddannelse til deres børn. Regeringen blev også pålagt at øge kompensationen til de pårørende til dem, der er døde på grund af manuelt kloakarbejde.

Kastesystemet lever stadig

På trods af de tidligere regeringers forbud i 1993 og 2013 er arbejdet stadig ekstremt udbredt. 1,2 millioner mennesker arbejder direkte med latriner, kloakker og septiktanke, anslår Kanthi Swaroop, men hvis man også medtager rensning af afføring fra det offentlige rum, er der måske tale om fem millioner.

Der er flere grunde til, at det fortsætter. Det er billigt, arbejderne bliver i gennemsnit betalt kun 18-20 kroner om måneden. Der er mange ”tørre latriner”, altså groft sagt et hul i jorden, der ikke er lavet til at blive tømt med maskine – men mange kloakker og septiktanke kan renses maskinelt, det er bare dyrere.

Og selvom diskrimination på baggrund af kaste officielt blev afskaffet i Indien i 1949, så er realiteten en anden, og kastesystemet holder de laveste i samfundet fast i det farlige og nedværdigende arbejde, siger Kanthi Swaroop. De kan blive født direkte ind det, og ”arver” jobbet fra deres forældre. De bliver tvunget til arbejdet på grund af rigide kasteregler og manglen på andre jobmuligheder, siger både rettighedsorganisationen Safai Karmachari Andolan og Kanthi Swaroop. Og selvom arbejderne bliver stigmatiseret og udstødt på grund af deres arbejde, er den sociale tvang endnu større, hvis ikke de gør det, med trusler, vold og social boykot.

Langsom forandring

Men der er noget, der rører på sig.

“Der er noget, der ændrer sig i Indien, og den nye lov vil forhåbentlig skabe endnu mere forandring”, siger Kanthi Swaroop.

Han forklarer, at flere og flere langsomt er imod den gamle praksis i takt med at landet og økonomien moderniserer sig. Flere sociale bevægelser og civilsamfundsgrupper kæmper for rettigheder for de laveste kaster. Bezwada Wilson og hans organisation Safai Karmachari Andolan  kører eksempelvis en årelang kampagne under navnet “Stop Killing Us” for at gøre opmærksom på de mange dødsulykker i kloakkerne, hvor hundredvis af sanitetsarbejdere demonstrerer.

Samtidig bliver der reserveret pladser på fx universiteter, i politik og i statslige stillinger til folk fra de lavere kaster, hvilket har skabt en middelklasse for dem med lav kaste. Mange af ændringerne i Indien stammer fra det politiske parti BSP, Bahujan Samaj-partiet, som i dag er landets tredjestørste. Det blev dannet i 1984 for at give stemme til de laveste i kastesystemet.

Det er ikke en selvfølge, at Højesterets beslutning vil blive overholdt, når man overvejer de to øvrige loves ringe implementering. Og kastesystemet dominerer stadig meget af det levede liv i Indien. Men ifølge Kanthi Swaroop vil den nye afgørelse fungere som et boost til aktivistisk arbejde indenfor området.

“Jeg mener at højesterets indgriben er vigtig, fordi den vil give et godt løft til aktivisterne og de mennesker, der arbejder med social retfærdighed”, siger Kanthi Swaroop.

“På den måde er loven en succes,” siger han.