19. december 2021

Med vind og sol tonser Marokko frem med vedvarende energi

Når det kommer til vedvarende energi, er Marokko et foregangsland – og lidt af en solskinshistorie.

Marokkos ambitiøse indsats har gjort dem til det land i Nordafrika, der er længst fremme med at anvende vedvarende energi. Foto: iStock.

Marokkos ambitiøse indsats har gjort dem til det land i Nordafrika, der er længst fremme med at anvende vedvarende energi. Foto: iStock.

For blot tyve år siden fik Marokko næsten intet af sin elektricitet fra sol eller vind. Men vinden er vendt for den vedvarende energi i det nordafrikanske land. I 2020 kunne marokkanerne prale med, at over en tredjedel, nemlig 37 procent af deres elektricitetskapacitet, kom fra vedvarende energi.

Faktisk har landet siden 2007 mere end tidoblet deres produktion af vindkraft, som overhalede olie i deres elproduktionen i 2015. Og Marokko har også lagt sig godt i spidsen, som det land i Nordafrika, der er længst fremme med at anvende vedvarende energi.

Ifølge det Internationale Energiagentur, IEA, spiller Marokkos ambitiøse indsats derfor også en førende rolle i internationale klimainitiativer, og det gør landet til en aktiv fortaler for den globale klimaforandringsagenda.

Marokko har ikke kun sørget for, at landet nu har flere vindmøller og solceller til at forvandle blæst og sol til grøn strøm end nogensinde før. De har også gjort enorme fremskridt med at sikre befolkningen adgang til elektricitet. I 1990 havde ikke engang halvdelen af befolkningen adgang til elektricitet, i 2018 var det 99 procent.  

Marokkos vind, sol og vandkraft giver de ideelle ressourcer for vedvarende energi. Olie, gas eller kul har de derimod næsten intet af selv. Marokko har derfor i mange år være afhængige af at importere, hvilket er en dyr fornøjelse. Derfor lavede regeringen i 2009 en energistrategi, som et studie i ScienceDirect vurderer at være en af de mest ambitiøse og omfattende i Mellemøsten og Nordafrika-regionen. Her satte de et mål om, at 42 procent af landets samlede installerede elektricitetskapacitet skulle komme fra sol, vind eller vandkraftsressourcer i 2020. Selvom Marokko missede det med 5 procent, har regeringen stadig en plan om at få 52 procent af landets samlede installerede elektricitetskapacitet fra vedvarende energikilder i 2030.

Fossiler fylder forsat

Selv om det går fremad med grøn elektricitet, så udgør 90 procent af Marokkos samlede energibehov dog stadig fossilebrændstoffer, såsom olie, gas og kul. For lige som i resten af verden er der stadig mange områder, som for eksempel transport og varme, der ikke er elektrificeret.

For at sikre landets egen elforsyning og blive mindre afhængig af at importere energi, har den marokkanske regering blandt andet en plan om at blive førende indenfor at producere grønne brændstoffer via Power to-X – hvor man laver grøn strøm om til brint. Marokkos energiministerie vurderer, at Marokko vil kunne producere mellem to og fire procent af hele det globale grønne brintmarked i 2030.

37 procent

af Marokkos elektricitetskapacitet kom i 2020 fra vedvarende energi

Strøm til befolkningen

I 1990 havde ikke engang halvdelen af befolkningen adgang til elektricitet, i 2018 var det 99 procent.

Power to-X

Den marokkanske regering har planer om at blive førende indenfor at producere grønne brændstoffer via Power to-X – hvor man laver grøn strøm om til brint.

Marokkos energiministerie vurderer, at Marokko vil kunne producere mellem to og fire procent af hele det globale grønne brintmarked i 2030.

Besat af grøn energi

En del af Marokkos sol- og vindenergi er placeret i regionen Vestsahara, som ifølge FN har været ulovligt besat af Marokko siden 1975. På nuværende tidspunkt udgør energien fra Vestsahara en relativt lille del af Marokkos samlede andel af vedvarende energi, men der er planer om udvidelser i Vestsahara, og det har medført kritik.