04. maj 2025

Nye EU-regler: Farlige kemikalier fjernes fra børneværelserne

EU’s politikere er blevet enige om en række nye regler for kemi i legetøj. Det er et vigtigt skridt for at beskytte vores børn bedre mod sundhedsskadelige kemikalier, siger ekspert.

Foto: Nadezhda1906 on iStock.

Dukker, bamser, bideringe, fidgets og squishies. Børn har mange muligheder for at blive underholdt i timevis af forskelligt legetøj, men er legetøjet ikke ordentligt produceret, risikerer børnene at blive udsat for skadelige kemikalier. Derfor har EU-rådet og Europakommissionen nu vedtaget en legetøjsforordning, der stiller en række skærpede sikkerhedskrav for legetøj.

“Det er et virkelig vigtigt skridt for at beskytte børn mod nogle af de mest skadelige kemikalier,” siger Stine Müller, der er projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

De nye regler forbyder blandt andet skadelige kemikalier såsom PFAS, hormonforstyrrende stoffer og bisphenoler i legetøj. Det kan have skadelige konsekvenser for børn, hvis de i høj grad udsættes for disse stoffer, forklarer Stine Müller.

“Små børn er under udvikling, og hvis deres hormonsystem udsættes for hormonforstyrrende stoffer, kan det for eksempel give problemer med deres fertilitet i fremtiden,” siger hun.

De seneste år er PFAS kommet i søgelyset, fordi eksperter har advaret mod stoffernes skadelige virkninger på miljøet og mennesker. PFAS er en gruppe af fluor-stoffer, som eksperter også kalder for evighedskemikalier, fordi de tager lang tid om at nedbrydes i naturen og ophobes i dyr og mennesker. Stofferne har typisk været brugt til vandafvisende imprægnering, brandslukningsskum, kosmetik og madindpakning. Stofferne medfører ikke akut sygdom, men kan påvirke menneskers helbred på lang sigt.

“De PFAS-stoffer, som vi ved noget om kan blandt andet påvirke kolesteroltallet, immunsystemet og højne risikoen for kræft. Det er selvfølgelig det, man vil beskytte børn imod med de her nye regler,” siger Stine Müller.

Et nyt produktpas

Med de nye regler introduceres også et nyt digitalt produktpas i form af en databærer – det kan for eksempel være en QR-kode på legetøjet. Formålet er, at give forbrugeren og leverandøren omfattende informationer om legetøjets indhold, oprindelse, miljøpåvirkning og genanvendelighed.

Hvordan produktpasset præcis kommer til at udforme sig er ikke helt klart endnu, men Stine Müller mener, det er positivt, at der kommer mere gennemsigtighed overfor myndighederne og forbrugeren.

Forbrugerrådet Tænk mener, at legetøjet burde have en deklaration over, hvilke kemikalier, der er i produktet. Ifølge Stine Müller ville det være en god idé, hvis en deklaration indgik i det nye digitale produktpas.

“Selvom der nu indføres strengere regler for flere kemikalier, så kan der stadig være stoffer, man som forbruger har lyst til at undgå, og som måske ikke lige er kommet med i den her nye lovgivning,” siger Stine Müller.

Det kan også ske, at eksperter opdager, at et nyt kemikalie er sundhedsskadeligt. Med en deklaration vil forbrugeren og myndighederne i fremtiden kunne se, om legetøjet indeholder et af de farlige kemikalier.

Hvad kan du selv gøre?

Som forbruger kan du selv gøre en række ting for at ikke at udsætte dig selv og dine børn for farlige kemikalier i legetøj.

“I Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler vi helt generelt, at du køber dine produkter indenfor EU,” siger Stine Müller.

EU stiller mange krav og regler til producenters produkter, men køber man direkte fra en virksomhed udenfor EU, så er det tvivlsomt om reglerne overholdes. Derfor anbefales det at være ekstra opmærksom, hvis man køber produkter fra asiatiske forhandlere gennem for eksempel Temu, Shein og Wish, men man skal også være opmærksom på produkter fra Amazon.

“Vi ser desværre, at der er mange produkter udenfor EU, der ikke lever op til de her sundhedskrav,” siger Stine Müller.

Derudover anbefales det, at du vasker nye bamser, tøjdyr og andet legetøj i tekstil. Lugter legetøjet kemisk eller parfumeret, kan du prøve at lade det dampe af udenfor, og hvis det bliver ved med at lugte, kan du klage til forhandleren.

“Lugter legetøjet stærkt kemisk, er det en alarmklokke, og så synes vi ikke, at du skal give det til dine børn eller børnebørn,” siger Stine Müller.

Legetøj af blød plast som for eksempel dukker, bolde eller badeænder, der er produceret før år 2007 skal også smides ud. De indeholder hormonforstyrrende stoffer, der nu er forbudt.

Forbrugerrådet Tænk har samlet 10 forskellige spørgsmål, du kan stille dig selv som forbruger, når du køber legetøj.

EU har for nylig gjort det forbudt at anvende PFAS i alt brandslukningsskum. Danmark har siden 1. juli 2024 haft et nationalt forbud mod PFAS i brandslukningsskum, men nu forbydes det indenfor EU’s grænser. Der er dog forskellige overgangsperioder på forskellige anvendelser af skummet.