Pels er passé: Flere og flere europæiske lande forbyder minkfarme

Du husker det nok. For lidt over fire år siden blev alle mink i Danmark aflivet. I alt blev over 15 millioner mink slået ihjel. Det svarer til, at der for hver dansker blev aflivet over to mink.

Efterfølgende kom et midlertidigt forbud mod minkavl i Danmark, men det udløb i januar 2023, og i dag skyder minkfarme op igen. Indtil videre er 15 minkbesætninger kommet til, og endnu flere er på vej, skriver DR Nyheder.

Men selvom Danmark igen huser minkbesætninger, ser vi et helt andet billede i mange andre lande i Europa.

Siden 2000, hvor Storbritannien skrev under på det første forbud mod pelsdyravl, har flere og flere europæiske lande fulgt trop. Seneste land på listen er Rumænien, der forbød pelsdyravl i oktober sidste år. Det betyder, at det fra 2027 er slut med pelsdyr bag tremmer i det østeuropæiske land.

I dag har 22 lande i Europa forbudt pelsdyravl, og det dækker både over forbud for mink, chinchillaer, ræve, mårhunde og andre pelsdyr.

Det er en god udvikling, mener Birgitte Damm. Hun er dyrlæge og ph.d. i dyrevelfærd og dyrs adfærd samt chefkonsulent for landbrugs- og pelsdyr hos organisationen Dyrenes Beskyttelse.

”Det er jo rigtig opmuntrende, at så mange lande faktisk tager dyrenes parti og siger: Det kan godt være, at vi kunne tjene penge på det her, men der er grænser. Vi er bedre end det her,” siger hun.

Birgitte Damm står ikke alene med den holdning. Mickey Gjerris, der er lektor i bioetik ved det bio- og naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, mener også, at flere forbud er et fremskridt, og han er ikke i tvivl om, hvorfor disse forbud er vigtige.

”Vi kan simpelthen se os selv bedre i øjnene, når vi ikke udsætter flere dyr for at leve kummerlige liv med det formål at udnytte dem, uden at der egentlig er grund til det,” siger han og fortsætter:

”Der er meget få, der har lyst til at gå med pels alligevel.”

Ifølge Mickey Gjerris kan pelsforbuddene også bane vej for at sætte spørgsmålstegn ved andre former for animalsk produktion med dårlig dyrevelfærd som for eksempel svine- og hønsestalde.

Fra natur til bur

Flere og flere lande i Europa har altså tilføjet pelsdyravl på listen over forbud. Men hvor slemt kan pelsdyravl egentlig være?

Svaret på det handler i høj grad om, hvordan man opfatter dyrevelfærd eller rettere sagt: Det gode dyreliv, siger Mickey Gjerris. Groft sagt er det et spørgsmål om, hvorvidt dyrene skal have mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd – eller om de bare ikke må leve i smerte. Her hører Mickey Gjerris til første fløj.

Birgitte Damm er bestemt ikke fan af pelsdyrproduktion. For hende er det ikke foreneligt med det gode dyreliv, fordi det både kræver, at dyrene får opfyldt deres naturlige behov, og at de ikke har ondt.

”I Dyrenes Beskyttelse er vi er lodret imod pelsdyrproduktion. Altså simpelthen af hensyn til dyrene. Fordi dyrene lider i de her produktioner” fastslår hun.

Men hvorfor er det egentlig, at pelsdyrene måske ligefrem lider?

Ser man for eksempel på mink, som er det mest avlede pelsdyr verden over, så er det et såkaldt solitært dyr. Det betyder, at dyret ikke er socialt og derfor lever og jager alene uden at have behov for selskab fra sine artsfæller – undtagen når det selvfølgelig er parringstid, eller når hunnen dier sine unger. Fordi minkene er asociale, har de brug for store territorier, som de forsvarer mod andre mink. Faktisk er et minkterritorie op til tre kilometer langt, alt afhængig af kønnet på minken. Territoriet er for det meste i nærheden af vand – for eksempel søer, åer, havne og kyster – fordi de svømmer eller dykker efter føde som fisk, krabber og vandfugleunger.

På minkfarme derimod bor der typisk tusindvis af mink side om side i et bur på størrelse med en flyttekasse. I burene bor minkene nogle gange i grupper. Men for det meste lever de i par – og sjældnere alene, som de ellers ville gøre i naturen.

Ifølge Mickey Gjerris og Birgitte Damm er det ikke god dyrevelfærd, fordi det går det stik imod minkens natur, for mink er jo et solitært dyr, der både har brug for plads og ikke trives med andre artsfæller. Derudover begrænser burene dem også i at udleve andre former for naturlig adfærd.

”Mink er jo dyr, der ligesom os, hundehvalpe, grise og andre væsner oplever deres tilværelse. Og det betyder, at sætter du sådan et væsen ind i et bur, så vil det selvfølgelig ikke sidde og tænke på: Ej, hvis bare jeg kunne se de grønne marker eller løbe omkring. Det er klart. Men derfor kan dyret jo godt have nogle adfærdsbehov, som det ikke kan udtrykke, herunder for eksempel at kunne at udfolde dets svømmeadfærd,” forklarer Mickey Gjerris.

Han påpeger, at velfærdsforskningen diskuterer, om dyrs adfærd som eksempelvis minkens svømning er et grundlæggende behov, der påvirker dyrets trivsel, hvis det forhindres. Bliver adfærden forhindret kan det ifølge Mickey Gjerris føre til, at dyrene udvikler stereotypier – altså gentagne handlinger som ikke har noget formål. Hos mink kan det for eksempel være, når den bliver ved og ved med at løbe op og ned ad siderne på sit bur.

”Nogen vil sige, at det ikke er noget problem, mens andre vil sige, at dyret har det skidt med ikke at kunne udfolde sin naturlige adfærd. Og der hører jeg til gruppen, som vil mene, at det sandsynligvis er et udtryk for, at man har det skidt, når man gør den slags,” forklarer Mickey Gjerris.

Hver sin art, hver sit behov

Det er selvfølgelig ikke alle pelsdyr, der er ligesom mink. Pelsdyr er forskellige arter med forskellige behov, forklarer Birgitte Damm. For eksempel er både chinchillaer og ræve sociale dyr.

Men bare fordi de er det, er det ifølge Birgitte Damm bestemt ikke ensbetydende med, at de skal eller kan holdes forsvarligt i små bure med det formål at bruges deres pels til for eksempel jakker eller hatte.

”Ingen dyr bør holdes hele deres liv i små golde trådbure, hvor de er frataget mulighederne for at udfolde sig. Solitære arter som mink kan selvfølgelig ikke tåle at være stuvet sammen med tusindvis af artsfæller på meget lidt plads. Men de sociale arter kan heller ikke tåle det. De har fra naturens side redskaberne til at være sammen med deres artsfæller, og modsat minkene endda behov for det. Alligevel presser man citronen alt for meget, for de sociale arters forhold er som regel også milevidt fra det, de er udviklet til med alt for lidt plads og få udfoldelsesmuligheder,” siger hun og tilføjer:

”Så for alle dyr kan man kan trække den for langt ved at stuve for mange dyr sammen på lidt plads.”

Det er Mickey Gjerris enig i.

”Jeg synes, at pelsindustrien er rablende uetisk, fordi den påfører dyr et liv uden at kunne udfolde langt det meste af deres adfærd. De lever i fangenskab. De er frataget langt de fleste muligheder for selv at bestemme, hvad de vil.”

EU-forbud på vej?

Under researchen til denne artikel blev jeg en smule nysgerrig på, hvad folk egentlig tænker om pelsdyravl. Bør det forbydes eller ej?

Derfor lavede jeg en lille, men også helt uvidenskabelig, meningsmåling på Verdens Bedste Nyheders Instagram-profil, hvor jeg spurgte vores følgere om, de synes, at pelsdyravl burde forbydes i Danmark.

Omkring 700 følgere svarede, og 88 procent stemte ja tak til et forbud. Det er jo selvfølgelig ikke et resultat, man kan brede ud til resten af den danske befolkning. Men dem, der stemte for et forbud, er ikke de eneste med den holdning.

For et par år gik over 80 dyrevelfærdsorganisationer sammen om at forbyde pelsdyrproduktion i hele EU. På tværs af Europa indsamlede de mere end 1,5 million underskrifter til et europæisk borgerforslag for at få forbudt produktion og import af pels i EU.

Ved mere end én million underskrifter er EU tvunget til at tage stilling til, om pels skal forbydes. Som svar på de mange underskrifter bad EU-Kommissionen – som er ansvarlige for at udarbejde nye EU-lovforslag – ekspertorganet Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) om at undersøge pelsdyrenes herunder mink, ræve, mårhunde og chinchillaers dyrevelfærd. Undersøgelsen skal være færdig i marts 2025, og på baggrund af den vil Kommissionen vurdere, om den foreslår et forbud eller ej.

Hos Dyrenes Beskyttelse krydser man fingre for et forbud.

”Vi håber rigtig meget på, at der kommer et forbud i Europa. Når nu vi i Danmark ikke selv kan finde ud af det, så må vi jo have et forbud i Europa, og der lader til at være stemning for det. Den stemning bliver ikke mindre af, at rigtig mange af EU’s medlemslande selv har forbudt det,” siger Birgitte Damm.