Professor om den nye store aftale, der skal redde klodens truede væsner: "Et kæmpeskridt i den rigtige retning"

Forskere har udtrykket sig klart om alvoren:

Menneskets forurening og ødelæggelse af naturområder har ført til, at omkring en million plante- og dyrearter er truede på deres overlevelse.

Derfor blev topmødet COP15 i Montreal, Canada, også anset for at være ”den sidste chance” for at få naturen på kurs mod genoprettelse frem mod 2030 og 2050.

Da mødet blev åbnet udtalte FN’s generalsekretær, António Guterres, at menneskeheden selv er blevet et ”masseødelæggelsesvåben”. Vi er simpelthen til fare for os selv og livet på den planet, vi lever på.

Han opildnede derfor verdens lande til at indgå i en ”fredspagt med naturen”.

Og på mødets sidste dag faldt aftalen så på plads på ryggen af flere års forhandlinger. Mere end 190 lande underskrev (dog ikke USA og Vatikanet). Resultatet er blevet kaldt ”historisk” af flere miljøforkæmpere.

Ifølge professor Carsten Rahbek fra afdelingen for biodiversitet på Københavns Universitet, så lever aftalen ikke helt op til at kunne blive kaldt ”en Parisaftale for biodiversiteten”, som der før forhandlingerne var blevet lagt op til. Alligevel er han meget positiv:

”Aftalen er ambitiøs på en lang række områder og er et kæmpeskridt i den rigtige retning. I lyset af at vi alle er lidt trætte efter nogle år med corona og nu med økonomisk krise, så synes jeg, at aftalens ambitionsniveau er fantastisk,” siger han.

Ambitiøs – men fluffy

Aftalen oplister en lang række målsætninger, som verdens lande skal nå inden 2030.

En af de mest vigtige er effektiv beskyttelse af mindst 30 pct. af verdens land- og havområder – med særlig vægt på områder af stor betydning for biodiversitet og økosystemernes funktioner og egenskaber.

I skrivende stund regnes kun 17 pct. af verdens landområder og 10 pct. havområderne beskyttet.

Derudover skal yderligere 30 pct. af planetens forringede landjord, indre farvande, kyster og maritime økosystemer genoprettes.

Når Carsten Rahbek ikke helt kan svinge sig op til at kalde aftalen for ”en Parisaftale for biodiversiteten”, så skyldes det, at selvom den sætter en ambitiøs kurs, så kan den være lidt mere uhåndgribelig som værktøj, når det kommer til at finde ud af, hvor stor en del af et enkelt lands natur, der kan siges at være beskyttet.

”De fleste har nok en ret god idé om, hvad ”beskyttet natur” betyder, men detaljegraden er aftalens største udfordring. Den er lidt fluffy. For man er enig om de overordnede mål, men hvordan det skal måles og indrapportere, at man har beskyttet f.eks. 30 pct. af sin natur, bygger i høj grad på, hvad landene selv siger, at de gør,” siger Rahbek.

Mere fra de rige til de fattige

Der lægges i aftalen også vægt på, at naturbevarelsen skal tage særlig højde for oprindelige folks områder og kulturer.

Aftalen sikrer også, at der flyder flere penge fra verdens rigeste lande til de fattigste, hvorfor den får enorm betydning for finansieringen af en redningsindsats for biodiversiteten i udviklingslande, som huser den største biodiversitet på jorden.

Aftalen indebærer således, at der fra 2030 skal anvendes 30 milliarder dollar årligt (210 milliarder kroner) på naturbeskyttelse i udviklingslandene. Der er også en opfordring til at bruge 20 milliarder dollar årligt frem mod 2025 på at sikre biodiversitet. Det svarer til 140 milliarder kroner. I skrivende stund bruges der omkring ti milliarder dollar årligt.

”De rige lande er jo blevet meget rige på overforbrug af jordens resourcer, blandt andet fra tropiske områder. Så ligesom med klimaet, så vil mange lande have kompensation mod ikke at udnytte egne naturområder. Og på det her punkt er vi kommet et væsentligt skridt i den rigtige retning med aftalen – men ikke i mål,” siger professor Carsten Rahbek.

Et andet vigtigt mål i aftalen er, at halvere den globale mængde madspild årligt og væsentligt reducere overforbrug, mængderne af affald og brugen af farlige kemikalier og pesticider.